Fra toget mod Frederikshavn så jeg en saftiggrøn golfbane og tænkte, at hvis jeg nogensinde skal spille golf, får jeg brug for en sporhund.

”Rolf – kan du finde fars bold? Apport!”

Men det er nok ikke tilladt at have sporhund med – man kan jo ikke have dem til at efterlade natur-tees på banen. Så det bliver nok aldrig til noget.

I kirken

Abildgård Kirke i Frederikshavn har en voldsk god akustik, indtil man får at vide, at præsten bærer mikrofon. Sådan er det at være nærsynet.

Jeg betaler ikke kontingent og kommer derfor kun sjældent i kirke, og når det ikke sker så tit, går der heller ingen skår af mig ved at se from ud, når præsten siger:

”Lad os alle bede”

Det er også rart at strække ben under trosbekendelsen, om end jeg forbliver tavs. Jeg kan ikke huske den.

Dåbsbarnets mormor havde møjsommeligt broderet ”Alexander” på dåbskjolen. ”Ib” havde været noget nemmere, men sådan noget tænker forældre ikke på.

Alexander var beundringsværdigt stille under hele ceremonien. Selv ikke salmesangen provokerede ham, skønt han som en af de få kunne have klaret tonelejet.

Jeg kan godt li’ at synge, og efter de første 2 – 3 salmevers har jeg som regel lært melodien. Desværre kan jeg aldrig synge igennem, for tonelejet er så højt, at jeg for det meste kun kan pibe, og går jeg en hel oktav ned, ryger jeg i brummen.

Når jeg endelig har fundet de steder, hvor jeg skal skifte oktav for at komme af med luften, er vi som regel nået til sidste vers.

Kun kirkesangeren kan synge igennem og klare de høje toner. Det er fordi han med sine ca. 1,65 har et kort stemmebånd, som man havde, da salmerne blev skrevet.

Begivenheden blev efterfølgende fejret i et sommerhus ved Bratten Strand. Jeg fandt ikke ud af, om købmanden havde Brattenwurst, men det var rart at se og lugte havet.

I toget hjem sagde togføreren, at med alle de klip kunne vi komme til en stor by, og så faldt jeg i søvn.

Det var den lørdag. Man oplever altid noget, når man bevæger sig hjemmefra.