Klimadebatten er gået helt over gevind her op til topmødet, men om ikke andet har vi da fået mange nye klimaord, og jeg har flere forslag.
For ikke så mange år siden ville man have set på dig med vantro, hvis du havde sagt, at du var ”klimaskeptiker”, for hvordan kan man være skeptisk over for klimaet?
Men debatten om klimaændringer har skabt en masse nye ord. Københavns universitet har lige udgivet en klimaordbog, men mærkeligt nok indeholder den vist ikke nogen af de nye.
Det er ord som klimatilhænger, klimamodstander, klimagevinst, klimarigtig, klimahysteri, klimamærke, klimaaftale, klimastrid, klimakamp, klima-gate osv.
For ikke at glemme ”klimahelt”! Dansk Folkeparti synes, at Thor Petersen er en klimahelt, fordi han holder af at komme hjem om aftenen og se lyset skinne fra alle vinduer i sit store hus.
Det er jo helt hen i vejret, for nu at blive i jargonen.
Jeg bringer gerne flere ord i forslag. For eksempel er det en klimavisand, når Jyllandsposten kalder Bjørn Lomborg ”den verdensberømte klimaforsker”. Lomborg er overhovedet ikke klimaforsker. Han har læst og undervist på Statskundskab og er kendt for klimanipulation, når han profilerer sig som klimand.