Brødpriser er steget så meget, at det nu er ren luksus at komme på vand og brød. Nogen scorer skamløst kassen, og forbrugeren betaler.
Et franskbrød ved vores lokale bager er nu steget fra 26 til 27 kr. Det er en stigning på 3,85 %. For få år siden (4-5?) kostede brødet 18 kr., så prisen er altså steget med 50 % på få år. Det er helt vildt.
Bageriet har i mange år heddet ”Guldbageren”, og man må sige, at det var profetisk. Om det så lige er håndværksbageren, der scorer brødkassen, ved jeg ikke, men nogen gør ganske afgjort.
I 2007 og 2008 steg verdensmarkedsprisen på korn. Det brugte brødproducenterne som argument for at hæve priserne voldsomt. Imidlertid udgør råvareudgifterne kun ca. 8 % af brødprisen, så det var det en let gennemskuelig søforklaring.
Da kornpriserne styrtdykkede i 2009, faldt brødpriserne da også kun marginalt. Nu stiger kornpriserne igen med udsigt til dårlig høst i Rusland, Ukraine og Canada. Skal vi gætte på, hvad der sker med prisen på brød?
Grafen til højre viser ikke de seneste prisstigninger på korn. Jeg har lånt den hos Fødevareøkonomisk Institut, der har en uddybende artikel om emnet.
Sidste år købte jeg lækkert brød (billedet øverst) hos en bager i Grækenland for 1 euro (inkl. vistnok 19% moms), og brød i Danmark er rundt regnet 50 % dyrere end i lande som Sverige, Tyskland og Frankrig.
Forskelle i afgifter og lønniveau alene kan ikke forklare så stor prisforskel. De nævnte faktorer skal suppleres med skamløshed og mangel på konkurrence.
Der er krummer i den branche.
En brødelsker “krummer” sine tæer med de efterhånden utålelige priser. Grafen burde gør nogle brødflove!!!
Og beklageligvis….helt rigtigt med lande-sammenligninger! En rigtig hård skorpe at tænke på!
@ Erik
Ja, noget er i gære, og det siger jeg ikke af brødnid.
Det ser umanerlig lækkert ud, det brød… det har det så også bare at være til den pris.
Kornpriserne steg voldsomt for et par år siden, vist nok pga. en meget ringe høst. Kornpriserne faldt igen, ja, men bagerne ‘glemte’ at sænke brødpriserne.
John regnede på det dengang og kunne lige som du konkludere, at brødet højest skulle have været steget med ganske få øre for at kompensere, så de mange kroners stigning har virkelig været et guldæg for dem. Og grov udnyttelse af kunden.
For en gangs skyld skal Brugsen/COOP have ros: de har for nylig sænket deres brødpriser mærkbart.
@ Ellen
Brødet var rigtig lækkert! Jeg købte det hos bageren på torvet i Platanos, en by på den græske ø Leros. Det fyldte vores lille lejlighed med duften af friskbagt brød, og skorpen var så sprød, så sprød.
Det var brød som i gamle dage: 1 euro kostede det i 2009.