Lejligheder på Sicilien

Nu er ferielejlighederne i Siracusa og Giardini Naxos også ved at være på plads. Det kører bare – på italiensk, tysk og engelsk!

Min forudsigelse i går blev gjort til skamme. Udlejeren svarede næsten prompte på min e-mail, og lejligheden i Siracusas gamle by, Ortigia, er ledig den ønskede uge.

Hun skrev, at hun også har andre og billigere lejligheder i et renoveret palazzo fra det 18. århundrede. De ligger ikke helt så prominent på domkirkepladsen og har ikke direkte havudsigt, men til gengæld er der fri Wi-Fi og noget så usædvanligt som elevator!

Vi så på mulighederne og valgte Bilo13, som er en sjov lejlighed i tre etager. Især den lille tagterrasse lokkede.

Vi glæder os til at opleve den historisk spændende by. Siracusa blev grundlagt af grækere ca. 734 f.Kr. og var en stormagt i antikken. Det var også her, Arkimedes slog sine cirkler, indtil en romersk soldat forstyrrede dem.

Næste trin i nutiden var at finde en lejlighed i Giardini Naxos. Den første lejlighed, jeg spurgte til, var ikke ledig hele ugen, så jeg gik videre til den næste på listen. Da hjemmesiden er på italiensk, valgte jeg at ringe for at få hurtigt svar.

En kvinde svarede. Mit italienske har pænt potentiale for forbedring, så efter de indledende fraser spurgte jeg, om hun talte engelsk. Hun gav skyndsomt telefonen videre til sin mand, der hellere ville tale tysk end engelsk.

Lejligheden er ledig, og jeg har efter aftale sendt en e-mail på tysk. Så må vi se, hvornår han svarer på italiensk. Lejligheden ser god ud, om end der er større vralteafstand hjem fra vores foretrukne restaurant, end vi er vant til. Det har vi sikkert godt af.

Så tingene ser ud til at falde i hak. Tænk, hvor besværligt den slags var, før vi fik internettet!

6 thoughts on “Lejligheder på Sicilien

    1. Eric

      Jamen så må jeg hellere kigge efter bistroen nede ved vandet. Jeg tog Google til hjælp og kan se, at Le Vin de L’assassin ligger ved øens sydlige vand, Via Roma 115. Tak for tippet!

      Svar
  1. Uden Relevans

    Undgå Siracusa fra juli og til august.

    Ellers er det en fin by, undgå taxaerne, spis på den franske bistro nede ved vandet, Le vin dássasin

    åh ja og pas på med at fare vild.

    Svar
    1. Eric

      Tak for rådene. Vi kunne dog ikke drømme om at tage til Sicilien i juli eller august for fornøjelsens skyld. Det er sauna-suicidalt.

      Jeg vil studere menuen med fairness, hvis jeg finder din franske bistro, men ærlig talt: Spise fransk når man er i Italien, som lærte franskmændene at lave sauce?

      Bag dit sidste råd sporer jeg en smertelig og personlig vildfarelse, og den slags skal man ikke sidde overhørig. Vi agter dog ikke at bevæge os meget uden for Ortigia, og der kan man ikke fare rigtig vild. Det er ligesom Venedig: Inden længe kan man ikke komme længere pga. vand, og så er man ude af labyrinten. Piece of cake.

      Svar
  2. Stegemüller

    Jeg følger spændt med i jeres forberedelser og forstår til fulde hyggen ved selv at få det hele til at falde på plads. De 45 minutter, synes jeg nu også, er lidt kritiske, men det går nok, og ellers vil Armani utvivlsomt klæde dig (godt på).

    Du har ret i, at dette havde været uhyre besværligt før internettet. Det sker så ofte at jeg slår et eller andet op med Google, bare fordi jeg gerne vil vide det, og næsten lige så ofte spørger jeg mig selv, hvordan i alverden man bar sig ad før internettet blev allemandseje. Svaret er nok, at man ofte ikke fik svaret.

    Svar
    1. Eric

      Ja, verden er blevet et herligt og velassorteret supermarked 🙂 Jeg er sikker på, at bibliotekernes læsesale med opslagsværker har redefineret deres rolle for længe siden.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.