Billetter til Sicilien

Så fik jeg købt billetter til Sicilien i forsommeren, og selvom jeg syntes, jeg var i god tid, var det lige ved at gå galt alligevel.

Siciliens flagMandag var jeg inde at kontrollere flytider, og at det f.eks. ikke var bedre at flyve via Milano. Derefter orkede jeg ikke at købe billetter, og jeg udskød det.

I går tog jeg mig så sammen. Først købte jeg returbilletter til Rom – Catania hos Alitalia. Det var den forkerte rækkefølge, for da jeg efterfølgende ville købe SAS-returbilletter til Rom, var de udsolgt til det tidlige morgenfly fra Aalborg.

Jeg troede ikke mine egne øjne. Maj måned og udsolgt!

Hastigt videre til Cimber. Her var der plads, og jeg slog straks til. Jeg er ellers ikke begejstret for kun at have 45 minutter i Kastrup. Vi når det nok, men jeg er mere bekymret for bagagen. 45 minutter er normalt nok, men jeg hader at gå lige til stregen.

Hvis Rom var endestationen, ville vi bare få bagagen næste dag, men nu skal vi altså videre til Sicilien med et andet selskab, og det gør sagen lidt mere speget.

Nå, kikser det, sælger de sikkert Armani i Siracusa 😉

Nu skal vi have fundet steder at bo i Siracusa og Giardini Naxos. Jeg har fundet nogle lejligheder på ”Owners Direct”, hvor man kontakter ejeren direkte. Det ser godt ud og er billigere end gennem bureauer, eller også får man mere for pengene.

Jeg har sendt en forespørgsel, men kender jeg italienere ret, svarer de ikke på e-mail, og så bliver jeg nødt til at ringe. Det er lidt anstrengende, hvis de kun taler italiensk.

Sådan går tiden så godt, når man selv arrangerer rejserne. Jeg skal nok ikke vente for længe med at købe billetter til Grækenland i september!

8 thoughts on “Billetter til Sicilien

  1. Cummings

    Jeg er fuld af beundring for din ved- og udholdenhed. Selv ville jeg for længst have givet op og besluttet mig til at blive hjemme 🙂 God rejse!

    Svar
  2. Ellen

    Det er sjovt selv at klare alle praktikaliterne, men 45 minutters transfertid ville nok også bekymre mig en anelse.
    ‘Travel light’ er svært, når kabinekufferten i sig selv vejer små 3 kilo, og jeg kan sikkert ikke lokke dig til at erhverve dig en af mine hjemmesyede håndbagagetasker på kun 1 kilo? 😉
    Det hjælper ellers gevaldigt på kapaciteten – og da min notebook vejer kun 800 gram, så jeg har hentet en del hjem, der kan bruges til mere fornuftige ting, og der kan da ikke kræves de helt store mængder tungtvejende tøj til Sicilien i maj, kan der?
    Men o.k. – 14 dage er trods alt dobbelt så lang tid som en uge…

    Svar
    1. Eric

      Det kunne du sikkert godt lokke mig til, men jeg ville næppe bruge den til håndbagage. Maj på Sicilien er normalt behagelig, men kan være lidt lunefuld. Så 2 T-shirts og en smule undertøj er ikke nok til to uger.

      Nej, det bliver rygsækkenne som håndbagage og så kufferterne. Cimber siger selv, at 45 min. er nok (= minimum), og det værste, der kan ske, er at kufferterne må holde ferie uden os. Helle vil sikkert nyde at ekvipere mig i Armani og sende mig hjem på balkonen, mens hun køber det allermest nødvendige til sig selv 😉

      Det skal nok gå, men at der kan være udsolgt 4 mdr. i forvejen viser blot, at der ikke er grund til at vente, hvis man er afklaret.

      Svar
  3. Anni Guldberg

    Billetter til Rom/Sicilien
    Har du overvejet at have jeres bagage med som håndbagage? – Ofte må man have op til 8kg med og med den korte tidsfrist i Kastrup er det værd at overveje. – Jeg har som du stor fornøjelse af at bruge tid på at finde de gode rejsetilbud såvel på fly som hoteller og selv booke o.s.v. – og på 1 uges rejser hvor der ofte er flere mellemlandinger med forskellige flyselskaber (senest til Istanbul) havde vi valgt kun at have håndbagage med og det rakte fint med tøj (også til gå i byen tøj ) og skiftetøj – og tandpasta, creme m.v i små beholdere – det gik fint – blot check at flyselskaber kan have forskellige regler for håndbagage. Held og lykke med det –

    Svar
    1. Eric

      Hej Anni og velkommen her!

      Jo, tanken har strejfet mig, og vi kan tage 8 kg med. Til 14 dage synes jeg dog alligevel, det er i underkanten, medmindre man gider vaske hver og hveranden dag. Jeg vil jo også gerne have spejlreflekskameraet med og den lille netbook (1,1 kg). Barbermaskinen, tandbørsten og selve kabinekufferten vejer jo også, så der bli’r ikke plads til meget tøj endsige skiftesko.

      Men til en kortere tur: ja, helt sikkert!

      Svar
  4. Per

    Herligt tidsfordriv 🙂
    Vi bruger også masser af tid på at finde billige flybilletter til Thailand i tide og utide 😉

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *