Det er fyraften. Min cykel runder hjørnet efter den første stigning, og for foden af næste bakke står nogle grædende kvinder på fortovet.
En sort rustvogn med kiste kører langsomt og værdigt op ad bakken. Bakken er lang og stejl, og jeg holder uden vanskelighed respektfuld afstand.
Mens jeg tramper, og pulsen stiger, siger jeg til mig selv, at rustvognen garanteret speeder op, når den når over bakketoppen og forsvinder ud af syne for de sørgende efterladte.
Men nej. Rustvognen fortsætter sit respektfulde tempo, selv da det går nedad, og de grædende kvinder ikke kan se den længere. Nu går det til gengæld stærkt for mig, og jeg haler hastigt ind på bilen, der drejer til højre, hvor også jeg skal til højre.
Da jeg drejer om hjørnet sekunder efter, er den blanke bil med kisten allerede nær toppen af næste bakke. Ikke at farten er respektløs, den er bare blevet normal.
Han har også fyraften på et tidspunkt. Det har vi alle.
Åh Eric – jeg har helt ondt af dig… at få publiceret sådan et indlæg umiddelbart før sådan en tragisk hændelse. Hvem ville ikke have haft det skidt med det, men det kunne du jo lige som ikke forudse.
Forhåbentlig da, for hvis du virkelig kunne, kan jeg anbefale dig at finde en ny branche, for det må da kunne bruges til et eller andet…
Rustvognskørslen er vel kun, hvad man kunne forvente; meget forståelig og sikkert helt efter bogen – der er ingen grund til at køre 50 km/t ude på motorvejen, vel?
Tak Ellen. Jeg havde det rigtig skidt med timingen. Hvis jeg var clairvoyant, var jeg forlængst skiftet til en mere lukrativ branche.
I formiddags omkom en mand ved en arbejdsulykke på min arbejdsplads, og overskrift plus indhold kunne misforstås som smagløs morbid humor. Det er ikke tilfældet.
Indlægget beskriver en oplevelse, jeg havde forleden dag, og det blev lagt på bloggen i morges før den tragiske ulykke.