Lufthavnskontrol mod socialt bedrageri

Kontroller i lufthavne har afsløret socialt bedrageri. Folk på kontanthjælp holder ulovlige ferier, og forargelsen vil ingen ende tage.

Strandparasoller

Lufthavnskontroller har fanget adskillige kontanthjælpsmodtagere, som har været i udlandet, samtidig med at de fik kontanthjælp. Det er ”socialt bedrageri”, fordi de så ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og man vil derfor udvide kontrollen i 2011.

Beskæftigelsesminister Inger Støjbrag har selv deltaget i en razzia og udtalte til Ekstrabladet, at det er helt uacceptabelt, at svindlen er så markant.

Ja, ja, ja: Regler skal overholdes, og med lov skal man land bygge, men jeg har en fornemmelse af, at forargelsen snarere går på, at modtagere af fattighjælp den onde lyne mig skal være ydmyge og afstå fra fornøjelser. Hvis man er glad for livet, får man sgu’ for meget i bistand.

Selvfølgelig skal man da stå til rådighed for arbejdsmarkedet og alt det der, men risikoen for at blive indkaldt til jobsamtale med dags varsel er altså til at overse. Hvis det virkelig var sådan, at folk udeblev fra det ene og det andet, fordi de sidder på et tyrkisk torv og drikker uretmæssig myntete, havde myndighederne nok andet at lave end at tjekke passagerlister.

Nej, det er det skinhellige princip, og der er på en eller anden led noget uendeligt småtskåret og nidkært over det. Som at skrive forargede læserbreve hvis man har set en fodgænger gå over for rødt, hvor der ikke var nogen trafik.

Det absurde mål er, at ingen snyder: Alle modtagere af kontanthælp skal gå hjemme og kede sig på lovlig vis, så de ikke får noget uretmæssigt. Et perspektiv med vingefang.

Tænk, hvis Støjbrag i stedet satte kontrollørerne til at skrive bøder ud til cyklister, der kører over for rødt, og bilister, der taler i håndholdt mobil. Det ville skæppe i statskassen og måske endda redde liv.

 

5 thoughts on “Lufthavnskontrol mod socialt bedrageri

  1. Stegemüller

    “Småtskåret og nidkært” – jeg er meget enig. Det ligger klart i luften, at de skal gå hjemme og have det dårligt over ikke at have et job, og det skal de gøre hele tiden! Selvfølgelig skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men det kræver også, at arbejdsmarkedet står til rådighed for én, og det er jo ikke ligefrem tilfældet.

    Svar
  2. Per

    Nu har jeg i princippet ikke noget mod at kontanthjælpsmodtagere holder ferie, og jeg gider heller ikke være forarget 😉
    Men min retfærdighedssans bliver ofte sat på en hård prøve, når man hører om flygtninge, der får asyl, fordi de bliver forfulgt i hjemlandet, hvorefter de godt tør tage på ferie samme sted ??!
    Husker for nogle år siden, at der pludselig blev ballade i Beirut, og alle “danskere” blev evakueret. Da jeg så hørte, at der var over 4.500 “danskere” på “ferie” i det land, som de var flygtet fra, var det godt nok tæt på, at også jeg blev forarget. Det er sgu dig og mig m.fl., der skal betale gildet. Der er også hørt om andre eksempler på folk flygtet fra Irak og Somalia, og sikkert flere andre steder …
    Så var der vist også noget med at de ferierende kontanthjælpsmodtagere også tillod sig at slæbe store kontantbeløb med ud af landet. Så kan man jo i det stille undre sig over, hvor de penge kommer fra 😉

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Der er meget, man kan undre sig over, og forargelse er mig absolut ikke fremmed. De nævnte lufthavnskontroller har imidlertid til formål (det er i hvert fald, hvad man siger), at afsløre arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

      Lige præcis det finder jeg absurd. Som om det ville gøre nogen forskel, hvis de ikke snød sig til en ferie. Reglerne skal overholdes for reglernes skyld, er devisen, og så synes der også at være en tilfredsstillelse ved at chikanere.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.