Tilfældigt møde

Det er morgen, og jeg venter på mit lift på det aftalte gadehjørne. Det er en lille villavej, som ikke er blevet ryddet for sne.

En taxi kører ind i indkørslen ved huset bag mig. Chaufføren stiger ud, sparker lidt til sneen og siger vredt, at nu skal man sgu’ til at skovle igen.

– ”Forhåbentlig er det da sidste gang denne vinter,” svarer jeg forsonende.

– ”Jeg kørte sgu’ fast tre gange i nat i det lort!”

– ”Ja, det er træls. Også for cyklisterne,” siger jeg og nikker i retning af en cyklist, som kæmper sig gennem snemasserne.

– ”Det er livsfarligt! Det sku’ fandme forbydes. Jeg så en pige med to børn – tænk hvis hun nu væltede. Med børn og det hele. Det sku’ fandme forbydes!”

– ”Hm”

– ”Nå, men det skovler jo ikke sig selv.”

Manden henter en sneskovl og går i gang med fortovet. Han stakker ikke sneen langs kantstenen, men smider den helt ud på kørebanen. Taxien kører tomgang i indkørslen.

Så kommer mit lift.

 

4 tanker om "Tilfældigt møde"

  1. Eric

    Netop. Dog anså jeg det for udsigtsløst at sige noget.

    “Det skulle forbydes” er næsten blevet en talemåde, og selvom det måske ikke menes bogstaveligt, siger det alligevel noget om danskens frisind og tolerance. Nogles udgangspunkt er total afvisning med forargelse, vrede eller aggression. Bjælken i eget øje ser man ikke.

    (Jeg oplevede også lidt mystik, da jeg kom ind på bloggen i dag, og tænker, at de har haft gang i noget med serverens SQL-databaser eller lignende. Anden forklaring ser jeg ikke.)

    Svar
  2. Stegemüller

    (Nåh, nu fandt jeg indlægget alligevel, selv om det er lidt underligt, at det ikke kommer frem som det første på din side, men i stedet skal findes ovre til højre.)

    Du har mødt et af den slags mennesker, der mener, at alting ville blive bedre, hvis man udstedte flere forbud. Der er simpelthen nogle, der tror, at vi kan regulere os til en bedre verden vha. forbud. Det er slående, at mængden stiger med det faldende uddannelsesniveau; lur mig om ikke de fleste medlemmer af DF ville være enige med din taxachauffør.

    Jeg ville passende svare igen, at det skulle være forbudt at smide sneen ude på kørebanen og at lade bilen køre i tomgang.

    Svar
  3. Ellen

    Hvilket malende minidrama af den barske hverdag.
    Jeg vil give manden helt ret: Det sku’ forbydes…, men hvem skal vi klage til? Jeg har ikke rigtig nogen forbindelser opadtil.
    … og så har I da vist fået en hel del sne igen. Hos os sner det kun en lillebitte smule. Det er slet ikke for at gøre dig misundelig – jeg ville bare lige nævne det 😉

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Tak for vejrrapporten 😉 Jeg tror vi skal klage til den nye klimaminister, som tiltræder i (senest) november. EU’s klimakommisær, fr. Hedegaard, er vist for optaget af opvarmning andre steder på kloden.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *