Kører du aldrig med din mand?

Helle ankom på arbejde i regntøj efter en drivvåd cykeltur, og kontoreleven spurgte deltagende: ”Jamen, kører du aldrig med din mand?”

Det var egentlig sødt.

Hun troede vel, at jeg kørte alene i Jaguaren med flødefarvet læderindtræk og minibar og hjerteløst lod fruen cykle i regnvejr, fordi hun har godt af motionen eller blander sig i kørslen.

Helle ville sikkert gerne køres på arbejde, men næppe hvis hun skulle sidde i cykelkurven på min bagagebærer.

For mange er det næsten ubegribeligt, at man kan føre en tilværelse uden bil. Måske ikke i København, men her i Jylland, hvor der er åbne vidder, og hvor det engang var populært at bosætte sig i skattebillige oplandskommuner.

Vi har oplevet det masser af gange. Reaktionen er oftest forbløffelse:

“Har I ikke bil?”

Eller måske lidt pinligt berørt, fordi det jo kun kan skyldes fradømte kørekort:

“Nåh, okay, men hvordan klarer I det ?”

De forstår måske til nød fravalg af bil, hvis man bor i det centrale København eller lignende steder, hvor det er næsten umuligt at finde en parkeringsplads.

“Jamen, lejer I så ikke en bil en gang imellem?”

Nix. Når man ikke kører bil til daglig, sætter man ikke frivilligt livet på spil, og man har ikke abstinenser.

Indrømmet, livet ville være lettere, når der skal købes stort ind eller fragtes noget på genbrugspladsen, men herregud: Det tager kun 10 – 15 minutter at cykle på arbejde eller til centrum.

Det sker, at vi tager en bus til centrum, selvom det ikke er hurtigere end på cykel, og som regel tager vi en taxi hjem, når vi har været ude at spise.

Bare sådan for at få udgifterne til at slå til. Det har nemlig kontante fordele ikke at have bil. 😎

 

8 tanker om "Kører du aldrig med din mand?"

  1. Stegemüller

    Jeg kender det godt! Jeg har aldrig taget kørekort og benytter derfor cyklen til alskens transport; ja det vil sige at skal jeg transportere noget absolut uhåndterligt så som et strygebræt eller lignende, så tager jeg glad en vogn. Man kan tage mange vogne for det man sparer ved ikke selv at have en bil.

    Svar
    1. Eric

      Det er jo det, man kan og siger til sig selv, når taxameteret tikker 😉
      Vi har også en gammel cykeltrailer, og den kan faktisk rumme en del, blot det ikke er for langt på den ene eller anden led.

      Svar
  2. Erling Kristensen

    Hej Eric
    Jeg har haft bil de sidste ca 40 år og kan ikke helt fatte at I ikke har bil.
    Det er naturligvis en beslutning, I har truffet efter moden overvejelse.
    Men det må også give jer visse afsavn i forhold til andre.
    Jeg vil nødig unvære vores. Vi har netop anskaffet en Scoda Octavia – herligt.

    Svar
    1. Eric

      Hej Erling

      Bilen er med garanti sværere at undvære, når man én gang har vænnet sig til den. Anderledes er det, når man aldrig har haft en, medmindre man har et konkret transportproblem – til arbejde fx.

      Naturligvis er der visse situationer, hvor bilen kunne være behagelig, men man kan sørme køre meget i taxi (eller rejse!) for de penge, man sparer 😉

      Tillykke med nyanskaffelsen!

      Svar
  3. Donald

    Det har også undret mig, om man virkelig idag tror, at det er meningen at alle husstande skal have mindst én bil. Jeg brugte bil for 62km. til arbejdspladsen – den bedste jeg har været på, så det var pengene og besværet værd. Der var mange andre på RUC som kom langvejsfra, vi vidste alle at det var et vilkår og man tog hensyn til det.

    Men nu er bilen ved at blive gammel, jeg er ved at blive gammel, jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil købe en anden, når denne ikke kan synes mere. Jeg overvejer at købe en ladvogn og tilbyde transport til genbrugspladsen mod betaling …

    Svar
  4. Per

    Man kan jo faktisk få mange rejser for det man sparer uden bil … og efter 36 år i bilbranchen ved jeg, hvad jeg taler om 😉

    Svar
    1. Eric

      Man skal altid lytte til sagkundskabens kommentarer, og ellers kan man jo lytte til de mange, der (med god grund) jamrer, hver eneste gang benzinen stiger, eller dytten har været på værksted!

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *