Er mærkevarer uden mærke bare varer?

På fortovet lå et Pradamærke, som sikkert ubemærket er faldet af en dametaske. Er tasken så en mærkevaretaske eller bare en taske?

PradaJa, man oplever noget og tænker over livet, når man kravler rundt på alle fire og fjerner ukrudt fra fortovet.

Prada er en mærkevare, og tasken har sikkert kostet kvinden mange penge, medmindre den var en gave selvfølgelig. Det kan jo også være sådan en ”forfalsket kopivare”, som de sagde i nyhederne for nylig.

Hvad der så skulle få nogen til at forfalske kopivarer, ved jeg ikke, og mærket ser også mægtig autentisk ud – Milano er stavet rigtigt, og der står ikke Pravda. Det sorte ligner også rigtig glasur og er ikke bare maling.

Måske er der en ulykkelig kvinde derude, for hvem tasken udover mærket har tabt sin værdi. Hvis hun læser dette, kan hun kontakte mig og få mærket igen.

Hvis jeg ikke har hørt noget inden 1. september, er det tænkeligt, at min hustru får en taske i fødselsdagsgave.

 

10 tanker om "Er mærkevarer uden mærke bare varer?"

  1. Donald

    Og med vanlig omhu har Google placeret en annonce for tasker under “kommentar” linket 🙂

    Ja du skal da bruge det morsomme skilt. Har det indbyggede simula-skruer?

    Svar
    1. Eric

      (Google hjælper med at finansiere min næste rejse)

      Der er antydet en skrue i hvert hjørne, men i virkeligheden er der intet. Hvis ingen vil arrangere en give away, ryger skiltet nok i rodeskuffen, og så kan arvingene til sin tid undre sig over, hvad det mon var for noget.

      Svar
    1. Eric

      Ved nærmere eftertanke tror jeg, at jeg hellere må finde på noget andet. Måske nogen vil have mærket, så de kan arrangere en give away…

      Svar
  2. Madonnaen

    Ja, er det ikke underligt, hvis man ikke havde lært at være sparsommelig i barndomshjemmet, havde man nok ikke betænkt sig mange gange på at kaste flere tusinde kroner efter diverse mærkevarer…kønne eller ej.:-)

    Må indrømme, at jeg lod mig lokke af en Prada-kopi taske i Bulgarien, hvor mit ældste barnebarn svælgede i diverse kopiting, såsom solbriller etc..

    Skindet var så flot, duften kan man jo ikke regne med, den kan sælgeren jo selv påføre, men skindet var så lækkert, så da jeg indleverede den i en hælebar, da en af hankene gik af, så var de to mænd bag disken i vild diskussion, da jeg kom tilbage efter den, om hvorvidt mærket var ægte.

    Det kunne jeg så afkræfte, og så var den jo nok heller ikke indleveret til reparation lige der…;-)

    Svar
    1. Eric

      Min nærige uvished om, hvor meget man betaler for mærket, afholder mig effektivt fra at falde i fristelse. Hvis kvaliteten ellers var ok (bortset fra det med hanken), kan jeg godt forstå, at du lod dig friste – lækkert læder kan være svært at modstå.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *