Tag-arkiv: Prada

Er mærkevarer uden mærke bare varer?

På fortovet lå et Pradamærke, som sikkert ubemærket er faldet af en dametaske. Er tasken så en mærkevaretaske eller bare en taske?

PradaJa, man oplever noget og tænker over livet, når man kravler rundt på alle fire og fjerner ukrudt fra fortovet.

Prada er en mærkevare, og tasken har sikkert kostet kvinden mange penge, medmindre den var en gave selvfølgelig. Det kan jo også være sådan en ”forfalsket kopivare”, som de sagde i nyhederne for nylig.

Hvad der så skulle få nogen til at forfalske kopivarer, ved jeg ikke, og mærket ser også mægtig autentisk ud – Milano er stavet rigtigt, og der står ikke Pravda. Det sorte ligner også rigtig glasur og er ikke bare maling.

Måske er der en ulykkelig kvinde derude, for hvem tasken udover mærket har tabt sin værdi. Hvis hun læser dette, kan hun kontakte mig og få mærket igen.

Hvis jeg ikke har hørt noget inden 1. september, er det tænkeligt, at min hustru får en taske i fødselsdagsgave.