Grækerne sejler deres egen sø

Intet under at Grækenland er på fallittens rand. Deres færger ændrer sejlplaner non stop, så hvad kan man forvente af den økonomiske politik?

Græsk skipperGrækerne har igen lavet om på færgens sejlplan. Altså den færge som skal sejle os fra den lille ø Tilos til Kalymnos eller Kos.

Første gang afkortede de ruten, så færgen ikke sejlede helt til Kalymnos, men kun til Kos. Okay, det kunne gå med besvær, men nu har de #%x&yz#! flyttet afgangen fra tirsdag til torsdag!

For at gøre forvirringen total påstår færgeselskabets hjemmeside stadig, at de sejler tirsdag. Det kan jeg tjekke på mandag ved at ringe, men jeg tror mere på de lokale på Tilos, når de skriver, at færgen sejler torsdag.

Så er det altså ikke nemt at planlægge noget som helst! Vi kan tage en færge tidligt søndag morgen lørdag nat kl. 04:30 eller vente til torsdag. Altså enten forkorte eller forlænge opholdet på Tilos med to dage.

Uanset hvad, kommer vi til at skuffe en udlejer ved at korte to dage af opholdet. Jeg tror, vi venter med beslutningen, til vi er på Tilos og har smagt maden. Til den tid kan fartplanen jo også være lavet om igen, igen, igen.

Renten på græske statsobligationer er nu over 40 %, og landet har fast kurs mod afgrunden. Måske er det derfor, de ændrer sejlplan hele tiden – så ingen kan finde ud af, hvornår de når kanten.

Det er sørme godt, de ikke styrer vejret – jeg glæder mig sådan til sol og varme!

 

14 tanker om "Grækerne sejler deres egen sø"

  1. Stegemüller

    Det er dog en fordel ved at købe en pakkerejse: man kan pakke hjernen og bekymringer over færgernes sejltider væk. Spies bringer mig lige præcis derhen hvor jeg gerne vil til det aftalte tidspunkt. Ja det vil sige, at det regner jeg da med.

    Jeg når lige præcis at kunne stemme på almindelig vis, men I må skulle brevstemme, da jeg ikke kan forestille mig jer som typerne, der ikke stemmer.

    Jeg glæder mig til at træffe dig/jer IRL. Og jeg kan godt huske, at det er mig, der skal af med en middag.

    Svar
    1. Eric

      Hvis der udgik flere pakkerejser fra Aalborg, ville vi nok også bruge dem mere, men udvalget er beskedent og kun i begrænset grad efter vores smag. Til vinter hopper vi med fornøjelse på et pakkerejsefly fra Aalborg til Tenerife.

      At rejse på egen hånd har både fordele og ulemper. Det er fx en ulempe, at færgens fartplan kan blive ændret, men en fordel at vi kan kombinere Tilos og Telendos – den kombi findes ikke som pakkerejse. Det er frihed vs. en smule besvær.

      Svar
  2. Eric

    Jeg tænkte nok, at du havde styr på den slags!

    Jeg husker forliset, og tænkte faktisk på præcis det, da jeg skrev min kommentar, men i min erindring var det forvandlet til et krydstogtskib. De sande helte i den historie var de lokale fiskere/sejlere.

    Svar
  3. Erik Hulegaard

    Da jeg engang – tæt efter middelalderen – var ung og spændstig (også i hjernen :-)) var jeg rimelig opdateret med (ihvertfald) danske/nordeuropæiske og vestamerikanske (Seattle-Vancouver-området) færger.

    En del år senere kom en gentagelse af 50ernes Kvit eller Dobbelt. De berømte quizzer (10 spørgsmål om diverse emner til top-præmie på vistnok 50.000 kr engang i 1980erne osv.) blev afviklet på DR1. Dengang sad jeg hjemme ved “Danske færger” og kunne faktisk have fundet toppræmien. Jeg har i en kortere periode også være medlem af “selskabet” (Dansk Færgehistorisk Selskab). Men i nyere tid er jeg ikke længere (top-)opdateret om emnet, da andre emner tilsyneladende har fortrængt mine små hjernerum. 🙂

    Og færger i det græske øhav, Levanten og den italienske del af Middelhavet har aldrig zoomet min interesse voldsomt, modsat f.eks. skandinaviske, britiske og BENELUX-samt det vestamerikanske område.

    DERFOR….er du velkommen – kære blogejer – med det rigtige svar! 🙂

    Svar
  4. Erik Hulegaard

    “Express Samina”-ulykken fra starten af 00erne erindres som et eksempel græsk manglende “færgeseriøsitet”. Men der har sikkert været andre, der blev skjult.

    Jeg forstår nu af dit svar, at du fortsat skal leve af den varme danske valgluft, men måske skal brevstemme, inden den næste Grækenlands-tur. 😉

    Svar
  5. Erik Hulegaard

    “Isefjord” var en af gamle hæderkronede færger på den forlængst nedlukkede Grenaa-Hundested overfart. Jeg nød den som dreng. For et par år siden blev den så “bisat”.

    At danske færger stadig kan anvendes – f.eks. i græske og italienske ø-områder, vidner om den gode skibsbygningskvalitet og efterfølgende vedligeholdelse (indtil de afgik sydpå!!!). De græske opfattelser af begrebet “regularitet” er ikke forbavsende temmelig elastiske. Det samme er vist en del velhavende grækeres (redere o.a.) opfattelse af solidaritet med hjemlandet. De har skyndt sig at blive tilmeldt i London.

    Også jeg iler med ønsket om en rigtig god varmeferie til 25-års jubilaren!

    Svar
    1. Eric

      Tak Erik, men som jeg skrev til Inge, går der lidt tid endnu. Uanset fartplaner og vedligehold har jeg den største respekt for græsk sømandskab. Måske din leksikalske hukommelse har registreret, hvornår det sidst gik galt for en græsk færge?

      Svar
  6. Per

    Der er nu noget, der tyder på, at de i virkeligheden styrer vejret her i landet … det er dælme da også kaotisk 😉
    Vi vil ha’ Voldborg med det gode vejr tilbage !!

    Svar
  7. Inge

    Hvis de kunne styre en varm sensommer her til landet, måtte de gerne styre lidt for min skyld.. 🙂
    I må have en rigtig god tur.

    Svar
    1. Eric

      Ork, nu kommer der valgkamp med masser af varm luft, så ingen usikkerhed om det. Og tak Inge, men vi må (suk) vente en stund endnu.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *