Naboen tilbringer næsten al sin fritid i haven. Hvis han en dag kravler rundt og luger med en pincet, vil det ikke overraske mig det mindste.
De flyttede ind for få år siden. Han virker som en flink fyr, men vi taler sjældent sammen. Vi hilser, når vi ses, og går det højt, falder der en bemærkning om vejret.
Haven har sikkert været hans drøm, for han tilbringer næsten al sin tid derude med at grave, så, luge, vande og rive, rive, rive. Selv om vinteren kan han gå drømmende rundt derude, skønt alt er dækket af sne.
Jeg ser ham undertiden fra vinduet og på min vej til garagen, for tjørnehækken er endnu gennemsigtig. Altid har han gang i noget, og lige nu har han mindst 30 plantesække liggende i stabler.
Han og hun ser ikke meget til hinanden. Hun er undertiden i haven, når vejret er til solbad, men ellers kun sjældent. Han kommer ind og spiser, når hun kalder, og så går han ud igen.
Hver aften går han i rutefart med vandkanden. Der er noget rørende over denne vandkandeomsorg, og vi smiler til hinanden, når vi hører kanden blive fyldt; men hvorfor okse frem og tilbage som en kuli, når vandslangen er opfundet?
Grønne fingre er sikkert noget genetisk, og på en måde misunder jeg ham den simple glæde. Til gengæld er det hamrende irriterende at høre på hans kompostkværn i timevis. Selv fuglene forstummer.
Jeg glæder mig til, at hækken snart bliver så tæt, at jeg kan sidde ugenert i vildnisset, for jeg slapper ikke rigtigt af, når jeg ser ham arbejde som en rastløs myre og kaste bekymrede blikke mod skvalderkålen på vores side af hækken.
@Ellen#030512-2314:
Touché ! 😉
Er manden pensionist? For hvis, så må han dæleme lære at køre kompostkværn når I andre er på arbejde! De må være pensionister, som har valgt denne form for adskilt liv frem for en dyr skilsmisse 🙂
Nej, de købte huset under boligboblen og arbejder begge. Motiverne til deres frivillige og delvise separation kan man kun gisne om.
Kunne du ikke bare lade ham komme ind på den anden side og fjerne den forbandede kål.. og send ham gerne til Roskilde en tur også, selv om jeg lige nu kan se jorden under hækken, så siger min erfaring mig, at det ikke varer ved.. 🙂 Jeg kunne godt bruge sådan en flittig havemand.
Nej, jeg lukker ham ikke ind. Som du siger, kommer kålen igen, og det gør han så også. Kålen og jeg vil have oasen i fred!
Der er ikke noget så irriterende som en dejlig stille sommerdag, som man sidder lige så fredeligt og nyder, og så ratssscchhh går en eller anden maskine i gang: og så er den sommerdag spoleret.
Han lyder som en hyggelig fyr din nabo, og fredelig er han sikkert også, for jeg forestiller mig ikke, at der kan være noget ondt skabt i mennesker, der går så meget op i deres have.
Han er helt sikkert fredelig i ikke-krigerisk forstand, men bestandig aktivitet forstyrrer freden, indtil hækken bliver tæt. Så er der kun lydsporet tilbage.
Den botanisk liderlige nabo med sin solglade hustru Flora vækker naturligt nogle følelser hos blogejeren, der nogle gange kunne overveje en ompostering af sine udgiftskonti og dermed oprettelse af en gartnerkonto.
Måske er naboen græsenkemand om vinteren, medens Flora ligger i det nærmeste solcenter; ja måske spiller han ovenikøbet skak, når havesaksen er sendt til slibning. 😉
Floras vinterkulør indikerer snarere, at hvis hun er udsat for nye rør, er det billedrør. Jeg har ingen grund til at oprette en gartnerkonto, da alt gror med eksplosiv frodighed, men en slå-græs-konto fortjener overvejelse – især hvis der er kombinationssæsontilbud på en inkluderet snerydderordning. 😉
Hahaha…den med BILLEDrørene er ikke til at stå for, men ‘misundelse’ er jo en grim ting…..
Måske er naboen villig til lidt ‘vennetjenester’, såfrem du klager din nød, lige før I skal feriere og så’rn nowet…..du er jo også ophængt med arbejde til hverdag, ikke?
Og ikke mindst til at fodre Tot.;-)
Kan betro dig, jeg også ‘elsker’ flotte haver, men noget andet er, at lægge arbejdet derude….:-)
Nej, jeg er meget forsigtig, hvad den slags angår, og foretrækker at holde distancen. Man ved aldrig, hvad det kan føre med sig, og naboer har det med at være naboer i årevis.
Ditto her…det er svært at slutte et venskab med en nabo, og man skal jo helst kunne passere hinanden bagefter på gaden i ro og orden.;-)