Tag-arkiv: Nabo

Den græske skolelærerinde

Vores nabo her på Leros er en ung, græsk kvinde. Hun er skolelærer, fortæller vores værtinde uopfordret. Gad vide, hvad hun fortæller om os?

Sommerhat

Skolerne skulle starte mandag den 7. september, men da det græske smittetal begyndte at stige, besluttede myndighederne at udskyde det en uge. Naboens ophold må derfor være en indskydelse.

Jeg tror, hun går ud om morgenen, mens vi sidder på terrassen på husets bagside, for jeg hører hende ikke.

Hun vender tilbage ved middagstid. Måske er der blevet for varmt på stranden, eller hvor hun ellers holder til; måske rækker budgettet ikke til at spise frokost ude.

Når hun kommer hjem, sidder vi gerne på husets skyggeside, dvs. ved lejlighedens indgangsdør, og hun hilser med et lidt genert ”Hi”.

Vi kvitterer med et ”Hi”. Jeg kigger op fra bogen og ser kun et glimt, hun låser sig hurtigt ind. Elegant brun sommerkjole med hvidt mønster, caffelatte-hud og langt sort hår.

Vistnok. Min iagttagelsesevne starter langsomt, når tankerne er optaget andetsteds.

Der er ikke decideret lydt i huset, men jeg kan høre, at hun taler i telefon. Hun holder sig inde i lejligheden og taler i timevis. Til ud på eftermiddagen. Non stop. Det gentager sig hver dag.

Stemmeføringen er lav, og selv hvis jeg kunne væsentligt mere græsk end ”efcharisto” (tak) og ”ouzo”, ville jeg ikke kunne høre, hvad der bliver sagt. Men telefonsnak er det, derom ingen tvivl.

Det er vel ensomt at være alene på ferie.

Jeg hører badeværelseslyde fredag morgen og derefter intet. Hun er nok rejst hjem, mens vi var på formiddagstur. Hjem til tavlen, katederet, ungerne.

Var sommerhatten virkelig eller blot en romantisk fantasi?

/Eric

Min nabo, haveelskeren

Naboen tilbringer næsten al sin fritid i haven. Hvis han en dag kravler rundt og luger med en pincet, vil det ikke overraske mig det mindste.

PåskeliljeDe flyttede ind for få år siden. Han virker som en flink fyr, men vi taler sjældent sammen. Vi hilser, når vi ses, og går det højt, falder der en bemærkning om vejret.

Haven har sikkert været hans drøm, for han tilbringer næsten al sin tid derude med at grave, så, luge, vande og rive, rive, rive. Selv om vinteren kan han gå drømmende rundt derude, skønt alt er dækket af sne.

Jeg ser ham undertiden fra vinduet og på min vej til garagen, for tjørnehækken er endnu gennemsigtig. Altid har han gang i noget, og lige nu har han mindst 30 plantesække liggende i stabler.

Han og hun ser ikke meget til hinanden. Hun er undertiden i haven, når vejret er til solbad, men ellers kun sjældent. Han kommer ind og spiser, når hun kalder, og så går han ud igen.

Hver aften går han i rutefart med vandkanden. Der er noget rørende over denne vandkandeomsorg, og vi smiler til hinanden, når vi hører kanden blive fyldt; men hvorfor okse frem og tilbage som en kuli, når vandslangen er opfundet?

Grønne fingre er sikkert noget genetisk, og på en måde misunder jeg ham den simple glæde. Til gengæld er det hamrende irriterende at høre på hans kompostkværn i timevis. Selv fuglene forstummer.

Jeg glæder mig til, at hækken snart bliver så tæt, at jeg kan sidde ugenert i vildnisset, for jeg slapper ikke rigtigt af, når jeg ser ham arbejde som en rastløs myre og kaste bekymrede blikke mod skvalderkålen på vores side af hækken.

 

Villahavens radioteater

Naboen og en kammesjuk arbejder i haven, og konerne ligger med himmelvendte næsebor. Det er som radioteater uden volumenknap.

Æbleblomst

Æbleblomsterne er dog uanfægtede

Mændene bygger vist drivhus. I går støbte de fundament, og pludselig udbrød kammesjukken:

”For satan, hvor bli’r man tør i halsen af det cement!”

”Der er stadig kaffe på kanden,” kvidrede konen, men nabomanden vidste bedre og spurgte:

”Skal jeg ikke hente et par kolde øl? Tror du ikke, det hjælper med en kold øl?”

Det gjorde det sikkert, for de blev næsten stille. Konerne gik ind, og senere grillede mændene kød på kuglegrillen ved indirekte varme og gennemdrøftede spjældstillinger.

De spiste indendørs, og så blev der fred til at høre fuglesang, grille uden dikkedarer og spise ude.

I dag arbejder de så med vinkelsliber, eller hvad det nu er, som larmer så infernalsk. Så var det alligevel bedre, da de støbte fundament og måtte fugte halsen.

Men naboen er en flink fyr, og det er godt, at han bruger noget cement, for der er noget at indhente efter den hårde vinter. Vi producerede som altid cement til husbehov, men husbehovet var lille pga. kulden.

Jeg ved blot ikke, hvad man skal med et drivhus. Jeg har ikke drivhus, men kan sagtens drive alligevel, og jeg kan for den sags skyld også godt blive tør i halsen.