Overblik over Alperne

Hvad der ikke lykkedes på udturen lykkes måske nu på hjemturen: at poste et blogindlæg fra 10.000 meters højde.

Så er ferien slut, øv! I går fløj vi fra Sicilien til Rom, og vejret i Rom var passende sørgmodigt: Grå skyer med sørgerand og lejlighedsvis gråd.

Vi slentrede en tur ned på Piazza della Madonna dei Monti og fik et glas hvidvin, mens vi bare nød atmosfæren. Fire unge amerikanere sad i deres egen osteklokke og knevrede højlydt om amerikanske TV-serier i C-klassen uden at ænse, hvad der foregik omkring dem. Gad egentlig vide, hvorfor de var der.

Aftensmaden blev indtaget på Tempio di Mecenate i Largo Leopardi. Hovedretten var grillet lam, tilsyneladende tilfældigt udskåret og åh så mørt og velsmagende. Det er en fornøjelse, når en restaurant kan fastholde konstant høj kvalitet til en ganske rimelig pris.

I morges var himlen blå igen og luften frisk, men fornøjelsen heraf var begrænset, for vi skulle til lufthavnen. Og efter venten og check in og security og venten sidder vi altså nu og kigger på Alperne oppefra.

Ferien er slut for denne gang, og arbejdet kalder på tirsdag. Det har været rigtig godt, og jeg kan varmt anbefale Sicilien, både for de opdagelseslystne og de tilbagelænede livsnydere.

Og er man heldig, får man postet et blogindlæg fra 10.000 meters højde.

 

4 thoughts on “Overblik over Alperne

  1. Inge

    Det er da ret blæret at poste højt oppe hvor du kan se ned på Alperne.
    Lyder som et skønt sted, er der også golfbaner..?? 🙂

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, ikke? Og nu svarer jeg fra flyveren til Aalborg 🙂 På hjemturen har Norwegians WiFi og netforbindelse faktisk virket fint – det var kun noget bras, da vi rejste ud.

      Golfbaner i Alperne? Det lyder lidt rough, men her på flyet kunne man såmænd godt putte lidt, hvis det ikke var fordi, turen er så kort.

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    10.000 meters højde må give det perfekte overblik over den nu afsluttede Italiens-tur. Men den meteorologiske hjemkomst er varm og solvenlig.

    Lyden af Pippo og Salvatores sakseklip forsvinder langsomt bag skyerne, men håret vokser ud igen og vil helt naturligt nødvendiggøre et nyt siciliansk kalenderkryds i en fremtidig agenda.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Der er næppe tvivl om, at vi vender tilbage, men vejrudsigten for de kommende dages DK-vejr er sgu’ ikke for opmuntrende. Alt det gode vejr, jeg proppede i kufferten, blev konfiskeret som illegale kunstgenstande.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.