Jeg kørte gennem Syditaliens kystbyer på udkig efter indbydende rejsemål. Turen gik sydom fra Brindisi i øst til Scilla på Calabriens vestkyst.
Nu kører jeg ikke selv, men turen med Google Street View var gratis, og jeg kom hurtigt fra sted til sted.
Man kan blive så morderlig kultiveret af at besøge Venedig, Rom eller renæssancens vugge i Toscana, men nu er det altså Syditalien, der trækker.
Jeg ved, det er noget sludder, men i min fantasi er Syditalien mere autentisk italiensk. Blodet ruller raskere og hedere, tomaterne smager mere af tomat og rødvinen mere af sol. Turister undgår man ikke, men der er færre af dem.
Eventyrlysten har foreslået, at vi prøver noget andet end Sicilien næste år. For mit indre blik så jeg en mindre by med strandpromenade, ærlig kogekunst på familiedrevne restauranter, pittoreske gader og piazzaer med blomster og patina.
Chancen for romantik ville måske være større, hvis jeg glemte det med havet og tog ind i landet, som de lokale gjorde, da pirater hærgede, men havet vil vi nødig undvære. Havet giver ro i sjælen.
Men de fleste byer langs kysten havde retvinklede gader og uskønne huse uden sjæl. Jeg fandt ikke den ”atmosfære,” jeg søgte. Nogle byer havde skam patina, men det var af fattigdom.
Gallipolis gamle by (på øen) er en mulig undtagelse, men de fleste af gaderne er for smalle til Googles fotovogn, så jeg så ikke så meget. Måske er det en fejlvurdering, men byen virker kompakt og uden åndehuller.
Scilla på Calabriens vestkyst ser køn ud, men er hjemsøgt af turister, og den har det tilfælles med Galippoli, at det er lidt bøvlet at komme dertil fra den nærmeste lufthavn, når man ikke kører selv.
Undskyldninger, undskyldninger! Sandheden er nok, at eventyrlysten er blevet mindre med årene, og at jeg hellere vil tilbage til Siracusa og Giardini Naxos. De har jo netop det, vi søger, og vi kender de gode spisesteder.
Sådan er det ofte her i livet. Vi bilder os ind, at vi søger fornyelse og nye horisonter, men i virkeligheden søger vi det kendte i det nye. Ikke altid, men ofte.
Jeg synes, jeg kan kende citronerne fra torvet ved kirken i Siracusa – eller hva’?
Spot on!
Jeg synes også at GoogleEarth er en god måde at rejse. Jeg kan godt lide Sicilien p.g.a. nogle mærkelige oplevelser for 12 år siden, men jeg er ikke sikker på, at man kan skære al Sicilien over én kam; der er givetvis mere rod i Palermo end der er langs den dyre del af kysten mellem Messina og Siracusa. Og en formiddag, hvor jeg kørte op og ned ad Etna’s skråninger, står stadig som en slags naturmirakel, ikke fordi jeg håber at se en vulkan i udbrud, tværtimod, men fordi man kan se sporene af geo-aktivitet (det er rigeligt for mig) 🙂
Men jeg vil tro, at det, som egentlig trækker, er tanken om alle de friske grøntsager på markederne; i farver som er svære at fortælle om. Det trækker virkelig, og dét kunne godt blive motivation til at tjene penge nok til en rejse rundt på Sicilien inden min gamle Fiat skal på bilkirkegården 🙂
Glæd dig til markederne, de er et herligt bombardement af sanserne. 🙂
Don’t fix whats not broken 🙂
Jeg gider ikke afprøve alt muligt andet i jagten på at finde det jeg søger, og som jeg udemærket kender og ved hvor er. Det er ikke det samme, som ikke at gide at prøve noget nyt engang imellem.
Enig, men det stikker alligevel dybt i mig, at det måske findes i endnu renere form et andet sted. Tænk, hvis himlen er endnu mere blå, kirsebærrene endnu sødere osv.
Hmnn – Pay and learn er rigtig nok. Men nu var der ikke noget menukort, og stolen stod der bare, ganske alene og forladt. Jeg havde slet ikke opdaget, at det var et eller andet restaurant-helvede, jeg havde bevæget mig ind i. 😉
Jeg ved ikke rigtig, om man bliver kultiveret af at besøge Venedig. Jeg har faktisk været der, ganske vist kun i nogle få timer, mere rakte lommepengene ikke til. Jeg blev træt på et tidspunkt og satte mig på en stol under en kolonade på Marcuspladsen. Straks stillede der en høflig tjener med et glas vand. Det er nok den dyreste drink, jeg nogensinde har fået.
Der er også folk, der kalder Venedig en forløber for Disneyland. Det er ikke helt ved siden af. Men ja, der er smukt.
Skrev jeg ikke, at “man kan blive…”? Jeg har ikke gnist af medlidenhed – beklager!
Man kan ikke åbne en turistguide uden at få læst og påskrevet, hvor dyrt det er på Markuspladsen (eller Piazza Navona eller…). Sætter man sig ikke ind i dette hjemmefra, må man betale lærepengene, når man heller ikke læser menukortets priser og flygter i tide. Pay and learn!
Tak, for din beskrivelse – for det er lige præcis sådan det er – vi rejser gerne til nye steder og vender gerne tilbage til de kendte steder, men føler ofte jeg nærmest skal forsvare det, når jeg bliver spurgt ” har I ikke været der før”? – mens når vi drager til vores sommerhus i Blokhus er der ingen der spørger “har I ikke været der før”
Det er netop en balance mellem at opleve noget nyt (og måske bedre) og så nyde det kendte, som man ved fungerer. Den rette cocktail er individuel.
Ja Eric du virker som om du er blevet lidt doven – kan det nu passe?
Hvorfor ikke tage rundt i Toscana? Der er virkelig smukt, men du vil sikkert udbryde at havet mangler og det har du jo ret i. Jeg tror nu også at man skal have bil for at få det optimale ud af det. Jeg har været rundt i Toscana på cykel og det var særdeles strabadserende, det gik aldrig ligeud, konstant opad eller nedad.
Jeg forstår i virkeligheden godt, at I gerne vil til Siracusa og Giardini Naxos, og jeg kender godt til det, at man kender sig godt for i det ukendte. Det er som om man får mere ud af ferien på den måde. Book I bare nogle nye billetter – det skal være jer vel undt.
Doven? Man tager vel først en ny portion, når man har spist den første, og tallerkenen er tom eller næsten tom.
Vi har skam været i Toscana, og jeg kan bevidne skønheden, prisniveauet og turisternes hobetal. Vil folk cykle så for min skyld ingen alarm. Jeg cykler hver dag, og måske derfor vil jeg ikke knokle rundt i bjergterræn i min ferie.
Nej, foreløbig hedder den italienske dagsorden Sicilien, nydelse og afslapning. Vi har været vidt omkring i Italien, og dér befinder vi os bedst – endnu. Men jeg venter lige nogle måneder med at købe billetter, så jeg kan finde det bedste tilbud. 🙂
Oh, Eric – eventyrlysten er da ikke allerede slut for en ung mand som dig? Når min John stadig har den som 67-årig? Vi skal da ud og se nye horisonter, opleve nye steder og nye skikke. Der er skam masser af steder, jeg gerne ville gense … men der er endnu flere steder, jeg endnu ikke har set, så det vil vi forsøge at gøre noget ved.
Til min ‘undskyldning’ kan måske siges, at vi får fred i sjælen på ødegården, så det behov er dækket. Jeg ved ikke, om det er forklaringen, men det var et forsøg på en sådan 🙂
Jeg har aldrig været syd for Rom, så du kan meget vel have ret i, at det autentiske Italien ligger dernede, men jeg synes altså, at Toscana er aldeles vidunderligt.
Nej da, eventyrlysten bobler, og derfor rejser vi også meget. Men erkendelsen ramte mig hårdt, da det gik op for mig, at det, jeg reelt ledte efter, faktisk var det, vi holder så meget af i Siracusa og Giardini.
Toscana er pragtfuld og interessant, og det tror jeg også Umbrien er. Jeg vil også gerne tilbage til Venedig, Rom og Napoli. Jeg ville også gerne opleve Amalfikysten, hvis den ikke var et fluepapir og derfor forbandet dyr. Lige nu trækker Sicilien bare mest.
I marts eller april tager vi nok en miniferie i Riga. Der har vi ikke været før, og det er bestemt lysten til nye oplevelser, der driver os. Ellers ville vi tage til fx Krakow eller Tallinn, hvorfra vi har gode minder.