Tag-arkiv: Google Street View

Søndagstur gennem Syditaliens kystbyer

Citrontræ i Siracusa

Jeg kørte gennem Syditaliens kystbyer på udkig efter indbydende rejsemål. Turen gik sydom fra Brindisi i øst til Scilla på Calabriens vestkyst.

Nu kører jeg ikke selv, men turen med Google Street View var gratis, og jeg kom hurtigt fra sted til sted.

Man kan blive så morderlig kultiveret af at besøge Venedig, Rom eller renæssancens vugge i Toscana, men nu er det altså Syditalien, der trækker.

Jeg ved, det er noget sludder, men i min fantasi er Syditalien mere autentisk italiensk. Blodet ruller raskere og hedere, tomaterne smager mere af tomat og rødvinen mere af sol. Turister undgår man ikke, men der er færre af dem.

Læs resten

Virtuel spadseretur i Siracusa

Jeg har lige været på Sicilien for at spadsere i Siracusas gamle bydel på øen Ortigia – altså en virtuel spadseretur med Googles Street View.

Gade i Siracusa

Gade i Siracusa (2008)

Først om et par uger kan vi spadsere rigtigt, og så kan vi også komme ind i de smalle stræder og gyder, hvor Googles fotobil ikke kunne køre, fx i Via Salomone hvor vi skal bo i en spøjs treetagers lejlighed (”bilo 13”) med en lille tagterrasse.

Det er på Ortigias sydspids mindre end 150 meter fra Fonte Aretusa, ferskvandskilden, som måske betød noget for, at grækerne grundlagde Siracusa netop her i år 734 f.v.t.

Går man ind på Google Maps, starter man Street View ved at klikke på den lille gule mand eller trække ham ind på kortet. Så kan man bevæge sig rundt i gaderne og få et visuelt indtryk af kvarteret, finde forretninger, restauranter og hvad ved jeg.

Som i andre middelalderbyer er der dårlig plads til bilerne, så fodgængere må suge maven ind; men det ser rigtig hyggeligt ud, og det var også det indtryk, vi fik i 2008, da vi tilbragte nogle få timer i byen.

På en virtuel spadseretur mister man let orienteringen, men så kan man bare hoppe tilbage til kortet og få overblikket. Det er altså ret smart!

Nå, jeg er ved at være småsulten, så jeg vil gå en ny lille tur i Siracusa. Det må være muligt at finde det gode spaghetteria, Do Scogghiu, hvor vi spiste frokost i 2008…