TV-showet med indsamling til Afrika så jeg ikke, men det fik mig til at tænke på dengang, vi skolebørn solgte mærker for alskens gode formål.
Jeg har intet mod indsamlinger, jeg kan bare ikke klare shows med begejstringsdirigenter.
Det kan selvfølgelig have ændret sig siden 1985, hvor jeg sidst så et show, men jeg genser hellere ”Gnavne gamle mænd,” der har større identifikationspotentiale.
Men showet forleden fik mig til at tænke på dengang, man suspenderede undervisningen flere gange om året, så vi skolebørn kunne sælge mærker, altså sådan nogle små papmærker med logo og nål.
Overskuddet gik til formål, som per dekret var gode. Jeg husker ikke dem alle, men der var da Børnenes Kontor, Kræftens Bekæmpelse og nogle stykker mere. Red Barnet og Hjerteforeningen var vist også med.
På dage med mærkesalg faldt vi unger over byen som en græshoppesværm. Alle voksne uden synligt mærke var jaget vildt, så de fleste købte vel et for at få fred.
Fik man solgt sine mærker, havde man fri, og ellers sluttede det ud på eftermiddagen. Bedst var det at tage opstilling uden for de større arbejdspladser, når folk mødte eller fik fri.
I mit kvarter var det fx spritfabrikken. Værftet, Eternitten og cementfabrikken havde mange flere ansatte, men de lå for langt fra mit revir, som var vestbyen og centrum.
Jeg tror ikke, vores forældre blev spurgt. Vi blev bare udkommanderet som velgørenhedens børnesoldater, og jeg erindrer ikke, at nogen gjorde indsigelse.
I dag kan det lyde mærkeligt, også fordi flere af de gode formål er blevet til interesseorganisationer, der lobbyer for forbud og afgifter for at beskytte os mod os selv.
På nogle måder var det en mere uskyldig tid dengang, og da vi også gik i skole om lørdagen, kunne man vel nok ofre nogle undervisningsdage i den gode sags tjeneste.
Den gik nok ikke i dag, og det er sikkert godt det samme.
Ups. Her er jeg nok en anelse uenig. Jeg gad ikke se showet, men synes faktisk, det var en glimrende ide at lade fire landsdele kæmpe om, hvem der fik indsamlet mest (pr. indbygger – man har vel retfærdighedssans). Jeg kan godt se argumenterne for, at organisationerne er bedst til at uddele midlerne, men hvis dette er metoden til at få flere bidrag fra Hr og Fru Danmark, er det i helt i orden med mig.
Jeg mener at kunne sige, at sjovet i særdeleshed var mere stupidt iår end forrige år. Jeg fik endda en sms med opfordring til at støtte igen. Som om det var en ‘nu skal vi dæl’me slå de andre år’ konkurrence.
Jeg er faktisk lidt beklemt ved den udvkling, der går i retning af at vi selv vil bestemme, hvad pengene skal gives til: køb en ged (selvom gederne æderne brændet), giv penge til en brønd (selvom der er mere brug for en skole) o.s.v. Det er som om, der ikke er noget ved at hjælpe over skattebilletten, når man ikke direkte kan se, hvor glade de bliver for ens penge nede i Afrika.
Eller er det mig, der er blevet for stram i betrækket…
Jeg glæder mig mere og mere over, at jeg ikke så det. Gede-brønd-udviklingen var ny for mig, men nu du siger det, har jeg da hørt om gedegaver. Jeg giver bare til organisationen, den er nok bedst til at prioritere.
Flot ord.. begejstringsdirigenter, det kan jeg lide..
Jeg var til ishockey og så Danmark tabe til Slovenien i en propfyldt SE Arena i Vojens.. Det var sjovt, altså bortset fra at de danske drenge tabte.. 🙂
Ja, det var sikkert en del sjovere 🙂
Jeg sprang også showet over i år – de andre år har jeg faktisk siddet og kigget på det, men som I er inde på, et det følelsesporno af en af de værste skuffer. Det forhindrede mig dog ikke i at støtte pr. SMS, og det har jeg så gjort. For formålet er godt.
Formålet er glimrende. Jeg ved som sagt ikke, hvordan showene har udviklet sig siden 1985, men ud fra det jeg hører, ville jeg i dag skulle spændes fast.
Jeg hader også disse indsamlingsshows som pesten. Nægter simpelthen at se dem. “Begejstringsdirigenter” er et udmærket ord. Jeg tror, teknikken blev brugt af Göbbels. Det anstrøg af følelsesmæssig afpresning, der er i forbindelse med disse anledninger, finder jeg også rædselsfuldt. For ikke at tale om optakten, hvor Margrethe Vestager bagte speltboller og sang for DF. Og Johanne Schmidt-Olsen og kuglestøderen samlede ind sammen. Bwadr. Og jeg kan godt finde på at sende en slant til et og andet godt formål ind i mellem, men de der shows kan jeg ikke tage!
Så fik du det sagt med fynd og klem! Måske er det er sådan noget post-noget, vi har, fordi vi tilhører generationen, der solgte mærker. 😉
Eric, jeg har det som dig. Der går for meget begejstring og kendis i indsamlingsshows. Det er som det er tv-værterne der er de gode givere, og jeg synes der går lidt følelsesporno i den. Men omvendt – uanset hvordan vi vender og drejer det – så giver det penge i kassen til verdens bedste formål. Men jeg krummer også tæer…
Yep, det giver penge i kassen, og det er glimrende. Blot jeg slipper for at se derpå (og Grand Prix og X-faktor og…).