Nogen siger, at man skal arbejde med sine svage sider, så de bliver stærke, men det er ungdommelig dårskab – lidt ligesom at gøde græsplænen.

Når gyvelen blomstrer, er det forår
Det eneste, man får ud af at gøde græsplænen, er jo, at den skal slås noget oftere. Nej, man skal gøre det, man er god til, og værne om sine svage sider; ellers kan man jo ikke lave andet end at lave noget.
Jeg er fx meget dårlig til havearbejde. Det er afgjort en af de svage sider, jeg værner om – jeg er lige til planteskolens hjælpeklasse.
Men det er forår, gyvelen blomstrer og plænen gror, så i går, hvor vi havde fri pga. en flyvetur for længe siden, skulle der slås græs, skønt ingen i husstanden er god til det.
Lysten var så stor som Thornings til at udskrive valg, for først skulle grene og kogler fra vinterens storme samles op. Jeg gik rundt på plænen som en japaner til reception, og selvfølgelig hævnede ryggen sig.
Sandelig sagde jeg eder! Det kommer der af at gøre noget, man ikke er god til.
Jeg er meget bedre til at sidde på Siracusas promenade med et duggende glas hvidvin og skue ud over Middelhavet. Det er Helle i øvrigt også ferm til.
Så tænker jeg fx på, om det mon var lige her, at Roms mægtige flåde fik en på låget af Arkimedes’ krigsmaskiner under belejringen, 214 år før man startede nedtællingen til himmelfarten.
Jeg er også ret god til at bestille sicilianske lækkerier på Osteria Mariano i gyden rundt om hjørnet fra Via Salomone, selvom tjeneren kun taler siciliansk og italiensk. Jeg har et par stærke sider mere, men lad dem nu ligge.
Som sagt skal man gøre det, man er god til, og derfor er der himmelfart igen i næste uge, for Limfjorden er ikke Middelhavet, og der er intet osteria i Aalborg, som serverer sicilianske lækkerier fra Monti Iblei.

Heldige asener! Skomager bliv ved din læst; om det så er at drikke knastør hvidvin af duggede glas i det italienske. God tur!
Tak Gowings, og i dette tilfælde skal man ikke skelne så nøje mellem læst og last.
Hvor har du dog ret, vi skal gøre det vi er gode til.. Og det har absolut ikke noget med havearbejde at gøre..
Ferie og sydpå igen… Gid det var mig.. 🙂
Yep, vi glæder os behørigt. 🙂
Nå okay – der kom lige en Kim først, for jeg ville også have sagt et eller andet med, at du var ret selvbekræftende i det med de svage havesider, siden du kan kalde en forsythia for en gyvel 😀
Ja, ikke? Især når samme busk har været brugt som en anden forsytiasaga i tidligere forårsindlæg. 🙂
At have kompetencer eller at have havekompetencer er jo 2 vidt forskellige ting, og du hører formentligt til den første gruppe. Dette understreges især af at det er en forsythia der er på billedet og ikke en gyvel, men begge er jo pæne og en klar forsårs bebuder.
Ja, det er jo det, jeg siger og værner om; men at De, hr. Larsen, tilhører gruppe 2 kommer som en overraskelse. 😉
Du er til enhver tid velkommen til at komme og lære mig fx beskæringens og hækkeklipningens ædle kunst, men vær forberedt på, at jeg helst skal se det igen og igen. Giv mig lige et praj – så bestiller jeg en container.
P.S. Førstegangskommentatorer ryger til godkendelse. Jeg ved godt, at du har været her før (Hvidvinen over sidste salgsdag), men det er så længe siden, at databasen er en generation yngre.
Jeg tror også mere på at dyrke spidskompetencerne, hvad de nu end måtte være. Hvad angår haven, så er vores ved at komme i det stadig, hvor man går hurtigt igennem uden at lægge mærke til noget.
Hvad angår haven, er vores ved at være i det stadium, hvor man ikke kan gå hurtigt igennem, medmindre jeg gør noget, jeg ikke er god til. 😎