Et indlæg om lidelse og forundring, en torn og websidebesøg. De har intet med hinanden at gøre, sådan er det bare, her bestemmer jeg.
Castello Aragonese på Ischia
I morges skulle jeg bære sække med haveaffald ud til storskrald. Morgensøvnig tænkte jeg ikke på risikoen, og berberissen så sit snit til at jage en torn i min langemand og resolut knække sylen, så spidsen sad dybt begravet.
Den var stukket lodret ned og hånede mig med sin sorte rumpe, mens spidsen martrede den følsomme fingerspids. Jeg forsøgte at få fat med en synål, men måtte opgive – jeg skulle jo på arbejde.
Dagen lang dunkede tornen i min finger, så da jeg kom hjem, fandt jeg straks synålen og begyndte at grave.
Og jo, vel gjorde det ondt, men der er trods alt læger, der har fjernet deres egen blindtarm, og da kødsåret fik den fornødne diameter, kunne jeg suge tornen ud.
Hvilken lettelse! Berberissen fik sin hævn, og i øvrigt mener jeg, at den bør udryddes – i hvert fald på denne matrikel. Hvis man absolut vil have en sammenhæng mellem lidelsen og det følgende, er der en udstilling af torturinstrumenter på Castello Aragonese, som ses øverst.
Forundring
I tilknytning til min rejsebeskrivelse fra Ischia 2009, lavede jeg en faktaside om den smukke ø i Napolibugten.
Siden fører en stille tilværelse med ganske få besøgende, for kun få danskere besøger øen. Til gengæld er Ischia meget populær blandt tyskere, og jeg har hørt, at Angela Merkel er en af dem, men det er en anden historie.
Derfor blev jeg mildest talt forundret, da faktasiden om Ischia fik 170 besøg i går. Jeg nævnte det usædvanlige besøgstal for Helle, og hun havde prompte svaret: søndagens etape af Giro d’Italia blev kørt på Ischia.
Aldrig havde jeg troet, at cykelsport ville lede besøgende til mine sider for at søge information om andet end cykelsport. Jeg må forundret sluge en bid af mine fordomme.
Jeg er altid et indlæg bagud, måske det skyldes Giro’en har givet mig baghjul? Jeg husker berberis fra min barndoms kolonihave, det var ikke noget vi børn måtte røre ved. Måske du også skulle have lært det 🙂
Jeg var på Ischia i 2005 under en længere tur gennem Italien, og jeg er helt enig i, at det er en smuk og dejlig ø, der fortjener flere danske besøg. Jeg vil straks finde din faktaside og beskrivelse.
Så længe intet slettes, gør det jo ikke noget at være bagud. Ischia er en fryd for øjet, om end en kende overrendt – især i vest.
Respekt for, at du ikke besvimede undervejs i processen med tornuddrivelsen.
(Jeg kan godt lide dit hint til gamle Carthago … hvem var det nu, der i øvrigt mente, den burde udryddes?)
Det er ikke kun guds veje, der er uransalige. Bloglands er det også, og det hænder, man ganske ubevidst får lavet sig en overskrift, der hitter mere end normalt.
Åh, smerten var slem, men da den var selvpåført, nåede den aldrig besvimelsesgrænsen. Det værste var, at jeg ikke kunne få tag om eller på den s….. torn, og sugetricket var forbavsende effektivt.
Det var Cato den ældre, og jeg har med kunstnerisk frihed ændret hans “ødelægges” (ceterum censeo Carthaginem esse delendam) til “udryddes”. Han missede i øvrigt begivenheden, for den tredje puniske krig, som endte med Karthagos ødelæggelse, varede fra 149 til 146 f.v.t., og Cato døde i 149.
Jamen dog, rædsomt, næsten bulden finger. Berberis jo den bør lide samme kranke skæbne, som pilen her hos mig har lidt i dag. Berberis kunne jo også forårsage evt. punktering ved et cykelløb. Væk med dem.
Yes, væk! Spørgsmålet er hvordan, når de snedige buske gemmer sig blandt de harmløse planteproletarer. Jeg må finde en løsning, og måske bliver det giftmord.
.. du har kelt ret, ud med berberis, den busk hører ikke hjemme i en have, og heller ikke i din finger..
Tak, Inge. Endelig noget der ligner medfølelse.
Uha, det er farligt, både sådan nogle torne og at miste sine fordomme.
Tabet af fordommen smerter mest.
Inden vi ser os om, danner du makkerpar med Jørgen Leth i et DR program ‘I hælene på Giroen’…
Så hellere en genudsendelse af Giro 413, som jeg heller ikke hørte …