I går skulle San Filippo Siriaco bæres i procession tilbage til kirken oppe på bjerget, og der var folkefest i byen, som helgenen beskytter.

En gang om året bæres helgenfiguren, San Filippo Siriaco, i procession fra en kirke oppe i bjergene til en kirke i Saro på Sicilien, og en uges tid efter bæres han tilbage igen. Vi var med Angelo i Saro (som vistnok er = Calatabiano), da processionen startede.

Angelo havde antydet, at han ville køre os på landet til en begivenhed, men da vi indfandt os ved Taverna Noxos kl. 17, havde de sidste gæster endnu ikke forladt etablissementet. Restauranten holder ellers lukket fra 16:30 til 18:30, men det var søndag, og der havde været stor familiefrokost. Jeg foreslog Angelo, at vi droppede det, men han insisterede, og ved sekstiden var han klar.

Angelo er entusiastisk fotograf, og jeg har ham mistænkt for, at vi var et kærkomment alibi for at komme op og tage billeder af begivenheden.

Der var nemlig fest i byen Saro, sagde han. En helgen skulle bæres tilbage til en kirke på bjerget, og processionen ville starte kl. 19.

Jeg har ikke kunnet finde nogen by ved navn ”Saro” på kortet, så jeg tror, det er Calatabiano, men det er heller ikke så vigtigt. Angelo fandt med besvær et sted, hvor det kun var en lille smule ulovligt at parkere, og så spadserede vi op gennem byen.

Der var i den grad folkefest med boder og markedsstemning. Som klokken nærmede sig syv, stimlede folk sammen i og omkring kirken. Angelo trak os ind i kirken og korsede sig automatisk, da han trådte ind. Jeg gjorde en lignende bevægelse – skik følge eller land fly. Om der så skulle slås en kolbøtte, ville der ikke gå skår af mig.

Inde i kirken stod helgenfiguren i sin gyldne bærestol smykket med kulørte bånd, og mændene, som skulle bære, bar røde trøjer og kulørte (gule og grønne) tørklæder. Nogle bar også skærf.

Der var et leben uden lige og mage, og jeg havde ikke troet, at man kunne opleve klapsalver og råben i en katolsk kirke, men det virkede på en måde som rituel opvarmning til strabadserne.

Vi trak udenfor, hvor et uniformeret orkester og folkemængden ventede. Betjente skabte myndigt rum foran kirken, så processionen kunne komme ud.

Når jeg kommer hjem og får stykket videooptagelserne sammen, vil lydsiden give et bedre indtryk af hurlumhejet end alle mine ord.

Og hvem var så San Filippo Siriaco? Jeg har ikke rigtig fundet ud af det endnu, men han var vist noget à la Siciliens apostel, og så er han Calatabianos beskytter. Der er megen mystik og barnetro i den katolske kirke. Sådan er det bare – man skal ikke altid forstå alting.

Det var pænt af Angelo at tage os med. Bagefter gik det i rasende fart tilbage til Giardini Naxos, for restauranten var jo åben igen, og den lokale svampeklub havde bestilt bord til 20 personer.

Vi besøger yderst sjældent kirker, når vi rejser, men dette var en helt speciel oplevelse. I morgen formiddag går turen til Rom, hvor vi overnatter før hjemrejsen. Snart er ferien slut, og det er tilbage til det tempererede klima, arbejdslivets lyksaligheder og siestaens sørgelige fravær.