Lad skolen blomstre
Hvordan bliver ungerne bedre til at læse og regne? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at jeg ikke skal starte i den nye folkeskole.
Måske er vejen frem flere timer, mere fysisk aktivitet og lektiehjælp. Jeg ved det ikke.
Det virker heller ikke til, at politikerne ved det. Deres beslutninger synes båret mere af tro end viden. Som dengang Brian Mikkelsen sagde, at de borgerlige havde den holdning, at straf hjælper (mod kriminalitet).
Holdning, tro eller viden – jeg er bare glad for, at jeg ikke skal starte i skolen, og at jeg ikke har børn, der skal.
Jeg var sikkert en atypisk elev, for når jeg fik fri fra skolen, kastede jeg mig ikke over lektierne som det første, nej jeg lavede alt muligt andet. Hvad det alt muligt andet var, ændrede sig med alderen, men det havde ikke noget med skolen at gøre.
I skolen brød jeg mig slet ikke om gymnastik, som fysisk aktivitet hed dengang, når den var skemalagt. Jeg har ikke boldøje, blev altid udtaget sidst og fik næseblod, når pulsen blev høj.
Lærte jeg at læse i skolen? Formelt set, ja. Alfabetet gled ned sammen med små historier om Ida og Erik, men reelt nej. Jeg lærte at læse ved at læse i fritiden.
Lærte jeg at regne? Jo, den lille tabel hænger da ved, men ellers har jeg lært mere af Excel og opgaverne, da jeg fik et arbejde, hvor jeg havde brug for andet og mere end den lille tabel.
Lærte jeg at skrive? Sådan lidt som med de første skridt, men ellers nej. Noget af kryds-og-bolle-grammatikken fra dengang hænger da ved, men jeg lærte at skrive ved at skrive samt læse det, andre har skrevet.
Lærte jeg engelsk? Nej, egentlig ikke. Jeg lærte da I am, you are og he, she, it is, men engelsk lærte jeg først rigtigt, da jeg begyndte at læse bøger på engelsk og i øvrigt bruge sproget i forskellige sammenhænge.
Ausbeimitnachvonzu og andre remser hænger ved som den lille tabel, men det er uhyre sjældent, jeg bruger dativ på tysk, og hvis jeg en sjælden gang tiltales på tysk i Italien, svarer jeg gerne: ”Non sono tedesco”.
Det betyder ”Jeg er ikke tysk”. Det lærte jeg ikke i folkeskolen, selvom sætningen har været til væsentlig større gavn end ”Italia terra est,” som jeg til ingen verdens nytte stadig husker fra latin i 2. real sammen med en masse andet skrammel.
Det er mange år siden, jeg gik i folkeskolen, og man skal aldrig generalisere ud fra sine egne oplevelser, men med få undtagelser lærte vi meget, meget lidt de første 7 år.
Grundskolen var en ørkenvandring, og jeg tror ikke en pind på, at flere kilometer eller mere fysisk aktivitet i klitterne ville have givet kamelerne større pukler. I de ganske få oaser boede der en dygtig lærer.
Først i realen og senere gymnasiet kom der gang i læringen. Til dels fordi man var blevet ældre og mere moden, men først og fremmest pga. undervisningens indhold og kvalitet.
Skolen i dag er selvfølgelig helt anderledes end dengang, og jeg kan ikke afvise, at stavningen bliver bedre af lektiehjælp og flere timer med det samme antal lærere. Måske vil flere aktivitetstimer uden næseblod også give ro i klassen og få poderne til at huske forskellen på ”hans” og ”sin”.
Hvem ved? Jeg er blot provokerende glad for, at jeg er tudsegammel og ikke skal starte i den reformerte folkeskole med mindre fritid til at lære noget.
Når det så er sagt, så er der selvfølgelig, efter min mening, også et element af holdning i opfattelsen af, hvordan vores fælles folkeskole skal være.
Jeg kan kun være enig i din noble målsætning, men ved for lidt om, hvordan skolen og gymnasiet fungerer i dag, til at byde ind på, hvad der skal til.
Naturligvis er det en holdningssag, hvad der skal være målsætningen, men jeg forestiller mig, at der må være noget mere faktuel viden om, hvordan man så bedst når målsætningen. Hvad virker på hvad, og hvad virker ikke? Nu er det ikke alt, der kan sættes på objektive formler, men netop på dette område må der være lavet mange undersøgelser.
Eric, jeg tror at man hurtigt kan undervurdere, hvor lang tid det tager at tilegne sig viden. Det at etablere en grundviden, herunder læsning og regning, er som du naturligvis også er klar over en forudsætning for at kunne bygge ovenpå. Det ligger egentlig i den oplevelse du beskriver, om hvor hurtigt du lærer noget nu – eller gjorde i din ungdom. De første syv år lærer man at lære, og derfor føles det som en ørkenvandring i forhold til at tilegne sig, hvad man kan kalde reel viden. Som jeg ser det.
Lektiehjælp og kontakt med undervisere i en ‘heldagsskole’ tror jeg ikke er af lave. Det kan ikke undgå at have betydning for de børn, der forlader skolen for at gå hjem og være overladt til sig selv, uden lektiehælp eller stimulerende voksensamvær. Misforstå mig ikke; der skal være tid til at være barn, men det vil der også være med udspillet til skolereformen. Jeg ser dem som vindere, for hvem deres uddannelse ikke fortsættes og stimuleres i hjemmet – og det har ikke nødvendigvis noget med etnicitet eller økonomisk formåen at gøre.
Det der i denne sammenhæng frustrerer mig mest, er tanken om at man ikke kunne finde ud af at inddrage dem, der skal effektuere forliget i aftalerne. Det lover ikke godt for reformen.
Kan hænde du har ret i det med at tilegne sig grundviden – at lære at lære. Samtidig husker jeg dog klart (som jeg også skrev i svaret til Ellen), at vi fik proppet en masse bras og skrøner i vore små hoveder.
Nogle af lærerne var meget lidt dygtige, og nogen var decideret malplacerede, som fx Fadervor (se ovenfor) og inspektørens søn, der kunne finde på at kaste tavlekridt efter eleverne. Det ramte i panden, hårdt og med stor træfsikkerhed. Der var også dem, som “bare” mobbede eller latterliggjorde de svage elever. Endelig var der de gode lærere – oaserne. Det var en anden tid.
Det undrer også mig, at man ikke inddrager lærerne, men det undrer mig nok mest (og det burde det ikke, jeg ved det), at man ikke funderer en skolereform på viden om, hvad der virker, men på tro, håb og holdninger.
Enig. Det lød mærkeligt at høre Helle T. i en debatudsendelse eller TV-avisen, jeg husker ikke hvor, udtale at hun ‘mente’ der var behov for en reform…
Når det så er sagt, så tror jeg på, at vi kan gøre noget ved vores skole så ikke kun akademikerbørn kan se frem til en længerevarende uddannelse. Hvis det skulle have den unges interesse. Iøvrigt har vi fået en skole og et gymnasium, hvor formen, og ikke indholdet, dominerer. På den måde bliver det let et sæt uskrevne regler der dikterer, hvad der er den gode præstation og ikke den fakta og resultatorienterede uddannelse. En udvikling der ikke gør det nemmere at gennemskue, hvad der skal til for at bryde igennem glasloftet. Emnet optager mig en del kan du nok forstå, for jeg møder resultatet af begge grundforløb (folkeskolen og gymnasiet), til daglig i form af universitetsstuderende, hvor vi bruger en del krudt på at pille performance og ‘digtekunst’ ud af en del af dem og erstatte det med elementær paratviden og eksakthed.
Det er da lidt trist, at både du og Henny har haft så dårlige oplevelser med folkeskolen.
Jeg lærte rigtig, rigtig meget der, og langt det meste hænger ved endnu og har skabt basen for min forholdsvis gode almenviden; måske fordi skolen og dermed lærerne var gode og vores (min?) motivation for indtagelse af viden ikke fejlede det mindste.
Selvfølgelig har jeg lært uendelig meget mere af livet senere end af mine første syv skoleår, men den bund, jeg fik lagt der, kan og vil jeg jeg ikke klage over.
Jeg vil også vove den påstand, at man sagtens kan have ro og stilhed i en klasse uden det af den grund behøver at være den sorte skole – det har jeg flere gode eksempler på. Det er ikke skolen, men lærerne, det kommer an på – men hvem man ansætter som lærere, kommer vel sådan set an på skolen(s ledelse).
Når alt det er sagt, er jeg skam også glad for, at jeg ikke er barn eller ung i dag …
Læreren har helt sikkert afgørende betydning for, om der er ro, meeen mon ikke også det spiller en rolle, hvor skolen er placeret? Der er helt sikkert kvarterer, som byder på større “udfordringer” end andre.
Selvfølgelig fik jeg da et fundament i grundskolen, men i lyset af, at den varede 7 år, var det alt for lidt, og for meget af det var kongerøgelse, Saxo-skrøner og de indfødte danser og er glade.
Jeg er fuldstændig enig med dig og havde lignende oplevelser af grundskolen. Og så har jeg en pointe mere: Jeg tror, at op mod halvdelen af alle mennesker bedre kan koncentrere og fordybe sig, når de er et sted, hvor der er fred og ro. De to ting er der ikke i folkeskolen og har nok ikke været der, siden den sorte skole, hvis da.
Spørgsmålet bliver så: Hvorfor skal alle børn tvinges til at eksistere på tågehornenes præmisser? I min optik kan det ikke gå andet end galt. Vi har allerede alle disse børn med medicinkrævende ADHD-diagnoser. I den anden ende af spektret vil vi få endnu flere børn, der er deprimerede, skader sig selv og gennemgående ikke kan holde livet ud.
Hvis man virkelig ville reformere Folkeskolen, skulle man indrette mindst halvdelen af den til “stillekupé”, fx med biblioteker hvor man er på klassiske biblioteksbetingelser, mao. kæft holdende, næse og øjne i bog.
Det med “stillekupéen” lyder fornuftigt. Uro i klassen er sikkert blevet værre, men også da jeg gik i grundskolen, larmede vi ad H til i nogle timer. Helt galt var det, når den faste vikar, Fadervor, trådte til. Hendes timer indledtes altid med Fadervor, og uroen eskalerede fra slagsmål til stinkbomber købt i den lokale spøg og skæmt. Af hende lærte vi absolut intet, og hun kunne vist heller ikke andet end salvelse.
Men hvor læreren nød respekt, var der ro.
hej Eric
jeg elsker din evne til at sætte tingende i perspektiv
Hej Peter
Jamen så må jeg se, om jeg kan blive ved med det; men husk, at perspektivet afhænger af, hvor man står 😉