Blå tå dagen derpå

Hvem har ikke prøvet at sparke til et bord- eller stoleben og opleve smertehelvedet?

fodSmerten er ikke så intens, som når tandlægen rammer en nerve, men det nærmer sig, og så er den vedvarende, når tåen bruges. Sidst, men ikke mindst, kan man ikke bebrejde tandlægen.

At gå med blå tå gør ondt. Sådan mindes vi om, at alle legemsdele har eller har haft en funktion. Hvis det var øreflippen, ville man garanteret blive smertelig bevidst om, hvor ofte øreflippen bruges.

Det var jo ikke, fordi jeg sparkede. Det var langsom gangart, men man skulle tro, at det var en tåhyler leveret med Ronaldomessisk kraft.

Nu var det imidlertid aldrig sket for Ronaldo og Messi, for de tænker på tæer som 10 levebrød, og vil man undgå ømme tæer, skal man være øm over dem.

Jeg må derfor hellere afstå fra at se fjernsyn. Der siges så meget tåkrummende, og som rekonvalescent skal jeg passe på.

Som forebyggende handling kunne jeg fremadrettet bruge sikkerhedshjemmesko, men så risikerer jeg at ødelægge møblerne. Det er nok bedre at tænde lyset, så jeg kan holde ret kurs tilbage til sengen.

/Eric

8 tanker om "Blå tå dagen derpå"

  1. Madonna

    “Det er nok bedre at tænde lyset, så jeg kan holde ret kurs tilbage til sengen.”

    Mon man må være så fri at foreslå en natpotte….?;-)

    God bedring!:-)

    Svar
  2. Stegemüller

    Årh nej en brækket eller forstuvet tå gør bare så ondt, og den er sikkert også allerede begyndt at have mange farver. På min gl. seng sparkede jeg jævnligt ind i kanten og bandede højlydt derefter.

    Det er, når noget sættes ud af drift, man opdager, hvor meget man normalt bruger det. Jeg kan godt lide din bemærkning om sikkerhedshjemmesko! Sådan nogle må du selvfølgelig have.

    God bedring med tåen.

    Svar
  3. Ellen

    Du havde sikkert ikke hylet lige så meget, hvis det havde være øreflippen, du havde banket ind i et eller andet – der er ikke mange nerver i den. Det var derfor, vi i sin tid tog blodprøver til måling af blodsukker i øreflippen, fordi det skulle måles fire gange i døgnet, hvilket ville have været lidt voldsomt at tage i albueleddet.
    Hvordan man så lige får banket øreflippen ind i et bordben, vil jeg nok helst ikke tænke på …
    God bedring 🙂

    Svar
    1. Eric

      Tak. Uagtet at øreflippen er nervefattig, vil man nok tænke sig om, før man bruger beklædningsgenstande, som skal trækkes over hovedet. Man vil nok også tænke sig om, før man næste gang kravler under bordet, men der er så mange måder, man kan få ørene i maskinen på. 😎

      Svar
  4. Jørgen

    Har lige set man kan købe nogle små hjælpelys, der tænder ved bevægelse. Men næppe ved at blive sparket til. God bedring.

    Svar
    1. Eric

      Det var en overvejelse værd. Man kunne jo lave sådan en lysende stribe på gulvet ligesom i flyvemaskinerne. 😉

      Og tak. Tåen er nok bare forstuvet, så mon ikke jeg humper igennem.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *