Sensommer på Samos

Så er der bestilt rejse til Samos. Vi ville prøve et nyt græsk rejsemål, og da Aarhus Charter nu flyver direkte fra Aalborg, lod vi os friste.

Pythagorion på Samos
Pythagorion. Billede fra Wikipedia CommonsGNU Free Documentation License

Når vi smutter til Arkimedes’ hjemby, Siracusa, i forsommeren, er det vel passende at tage til Pythagorion (Pythagoreio) i sensommeren. Byen er opkaldt efter Pythagoras, men er ikke trekantet af den grund.

I år lå det i luften, at vi ville prøve et nyt græsk rejsemål. Jeg tjekkede forskellige øer med korte landingsbaner og forbindelse til Athen. Der er flere kandidater, og fx Milos ser interessant ud.

At rejse til græske øer på egen hånd er lidt besværligt og giver nogle lange rejsedage, men det kan være besværet værd at komme væk fra alfarvej og selv bestemme det hele.

Men så så vi, at Aarhus Charter som noget nyt flyver direkte til Samos fra Aalborg. Vi foretrækker at rejse på egen hånd, men dette var særdeles bekvemt og relativt billigt, og hvem ved, om det er på programmet næste år?

De fleste hoteller ligger uden for byen, men vi valgte et beskedent lejlighedshotel i centrum. Hotellet har kun 8 værelser, så vi slog til.

Samos er knap så stor som Bornholm, og Pythagorion ligger på sydkysten med udsigt til Tyrkiet. Byen er nok lidt mere ”charterturistet,” end vi bryder os om, men det er en gammel by, den er ikke så stor, og den ser hyggelig ud.

Vi kan evt. tage lidt rundt på øen og se tingene an. Sådan en chartertur kan være et fint rekognosceringstogt, hvor man kan vurdere, om man vil vende tilbage på egen hånd.

Men det kan også være for varmt til den slags, og det gør ikke spor, hvis det bare bliver et par ugers dasen i skyggen, solnedgange over ouzoglassets horisont og lune aftner på en taverne med egnsretter.

/Eric

14 tanker om "Sensommer på Samos"

  1. Donald

    Jeg overvejer en ferie i Armenien, hvis jeg kan få gratis overnatning 🙂
    Det er ellers et meget lokkende billede fra Pythagorion!
    Jeg er ikke bekymret for “Charterforurening”, så vidt jeg ved var alle feriemål med “feriehoteller” stadig spændende for gæster, som kunne gå lidt selv – og de store hoteller kan selvfølgelig være skræmmende, men 8 værelser? Det er ikke et stort hotel!!! 🙂

    Svar
    1. Eric

      I et kristent land som Armenien kan du sikkert finde et gratis herberg. 😉

      “Charterforurening” er for mig, når souvenirbutikkerne tager overhånd, når madens kvalitet på restauranterne signalerer: “De er her alligevel kun én gang”, når prangerne tager over, eller kort sagt: Når stolthed og gæstfrihed prostitueres. Når alles tankegang bæres af, at “der kommer altid et fjols mere” fremfor at få dig til at vende tilbage, fordi det var godt, er løbet kørt.

      Svar
  2. Ellen

    Altid rart at prøve noget nyt … glæder mig til at høre om det, selv om jeg skal glæde mig et godt stykke tid endnu 🙂

    Svar
    1. Eric

      Det er godt at vende tilbage til steder, man holder af, men det er også godt at prøve nyt, så man ikke bliver for sat. Og du skal nok høre om turen, når den tid kommer. Det er en fordel ved nye steder: Man har ikke beskrevet dem før. 😉

      Svar
  3. Inge

    Det lyder slet ikke så ringe med 2 gange Grækenland i år… foreløbig.. 🙂
    Vi var på Poros i 2001, kan varmt anbefale den lille grønne sejler ø uden biler. Fly til Athen, bus til Piræus og hurtig båd til Poros. Vi kørte øen tynd på små lejede motorcykler, og slappede max af.

    Svar
  4. Eric

    Det er bestemt bekvemt at rejse direkte fra nærlufthavnen. Turen til Samos tager vel ca. 3 timer. Primo april skal jeg til Graz (arbejdsrelateret), og det tager næsten 5½ time Aalborg-København-München-Graz med ca. 1 time i København og München.

    Men jeg skal ikke klage. Dengang SAS havde monopol på ruten mellem Aalborg og København, var det langt sværere at komme ud i verden til en fornuftig pris, hvis man selv arrangerede.

    Jeg tjekkede lige, og Gislev Rejser har flere rejser til Italien fra Roskilde. Det ser ikke så tosset ud! http://www.gislev-rejser.dk/rejser-roskilde-lufthavn

    Svar
  5. Jørgen

    Det lyder som en god ide – også dette med fly fra den lokale lufthavn. Her bor jeg få km fra Roskilde lufthavn – og faktisk så jeg i går Gislev Rejser annoncere med flyrejser til Italien herfra. Måske skulle man prøve. Vi kan næsten gå til lufthavnen.

    Svar
  6. Per Teilmann

    Et dejligt sted efter min mening. Faktisk min græske favorit. Ikke for stort og ikke overrendt – slet ikke udenfor højsæsonen. Nemt at leje en bil og køre på ø-rundtur på egen hånd. Tillykke med valget og rigtig god tur 🙂

    Svar
  7. Stegemüller

    Jeg har været på Samos for 20 år siden, og meget kan have ændret sig på de år, men jeg var ikke så begejstret. Jeg er sikker på, I vil finde det lidt turistet, når I er vant til roen på Telendos, men det er så sundt og godt, at finde noget nyt.

    Svar
    1. Eric

      Jeg ved det, men når man er forberedt mentalt, går det nok. Tenerife er jo heller ikke just uberørt, men der befinder vi os godt alligevel. Det, der slog hovedet på sømmet, var den direkte forbindelse fra Aalborg. Det er der også til Kreta og Rhodos, men vi foretrækker mindre øer med en vis uskyldighed i behold.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *