Min nye tandlæge er myndeslank, har hår i to røde farver, lyserøde sneakers og blå briller. Og så overraskede hun mig under tandrensningen.
Tandlægeklinikken ligger i Aalborgs centrum, og da der blæser en strid modvind i dag, valgte jeg at tage bussen i stedet for cyklen, så jeg kunne være cool, når jeg kom.
Det viste sig, at min tandlæge gennem en del år ikke arbejder der mere, så jeg skulle behandles af en ny, hende med håret i iltre farver.
Hun var omsorgsfuldt informativ under undersøgelsen. Der var nul huller, men da jeg hverken forsager tobak, kaffe eller rødvin, har bisserne bedst af to tandrensninger om året,
Regeringen sagde ganske vist, at én tandrensning er rigeligt, da den skar tilskuddet ned til netop en, og det viser bare, at politikere har det hele i munden. Nå, men tilbage til klinikken:
På et tidspunkt kom redskabet for tæt på en ømemaljet tandhals, og jeg spjættede ved den pludselige smerte.
”Undskyld!” sagde hun og aede mig på kinden.
Se det var sødt. Det er ikke just det, man forventer, når man lægger sig i tandlægestolen.
Jeg overvejede et lille jammer mere, men hun ville have gennemskuet mig, er jeg sikker på, og der kommer nok en anden gang.
/Eric
Hahaha – ja hun ville sikkert have gennemskuet dig, men jeg var nok også småfaldet for en tandlæge med så stor empati 🙂
Jeg har undret mig i 40 år over, at man får tilskud til læger, men ikke til tandlæger. Og jeg undrer mig dernæst over, hvorfor det åbenbart er så forfærdeligt at skulle betale fx 100 kroner, når vi skal til lægen, hvis det kunne give systemet lidt flere penge at gøre godt med.
Hm, jeg tror, at brugerbetaling for lægehjælp = “dø næsten uden omkostninger” er for stort et emne for denne blog lige nu. Lad os tage den senere, når vi hører de valgløfter, som politikerne senere skal grilles over, og som de alligevel giver Fanden i.
Der skal så lidt til …
Nemlig 🙂
Waugh for en lækker tandlæge. Jeg har også fået ny, da den gamle trak sig tilbage til sit otium. Han er rigtig behagelig og forklarer alt, hvad han gør.
Heller ikke jeg forstår, hvor tandlægen ikke betales over skatten. Man siger, at alle sundhedsydelser i Danmark er gratis. Det gælder i hvert fald ikke tænder og briller.
Der er ingen logik og ej heller konsekvens. Sådan ER DET BARE!!
Sidst jeg besøgte tandlægen, var det sørme en af mine tidligere kursister, der stod for eftersyn og rensning. Jeg tror, hun var både grundig og dygtig. Jeg producerer tandsten som var jeg et mindre kalkbrud, så jeg skal helst ikke nøjes med en årlig visit. Jeg har vist aldrig rigtig forstået, hvorfor man skal punge ud hos tandlægen, når anden medicinsk behandling betales over skattebilletten. Men der er så meget, man ikke fatter.
Ja, der er så meget, vi ikke fatter. Og derfor er det godt, at vi har nogle folkevalgte politikere, som varetager folkets interesser med retfærdighed og stor indsigt.
Stort smil herfra, du kan jo overveje om du vil have sat din tandrensningsfrekvens sat op til 4 gange om året.. 🙂
SÅ svært har jeg det heller ikke med at få udgifterne til at slå til 🙂