Energiudbrud og bådflygtninge på Leros

I går var batterierne ladet op til et energiudbrud, og i dag besøgte vi Leros Solidarity Network, som hjælper bådflygtninge på Leros.

Stranden i Alinda

Efter flere dage med nydelsesfuld inaktivitet følte vi os opladede til en længere spadseretur i går. Solen bruger kølle op ad dagen, så vi tog tidligt af sted.

Målet var Alinda, et turistområde nord for Platanos og Agia Marina. Vi gik samme tur i 2009 for at besøge et spøjst museum derude, men turen var kortere i erindringen end i virkeligheden.

Der er vel kun 4 km, men i langsomt varmetempo og med udsigtsstop føltes det længere. Alinda synes relativt velstående. Husene er større og mere velholdte, det er et turistområde. Sikkert pga. den fine badestrand som er kantet af hårdføre tamarisktræer.

Den britiske kirkegård og Slaget om Leros

Det er også herude, man finder den britiske kirkegård. Her ligger en del engelske soldater, som faldt i Slaget om Leros.

Kirkegården som sådan er ikke noget særligt, bortset fra det med soldaterne, men den er et monument over en af Churchills tåbelige beslutninger, nemlig at erobre Leros.

Amerikanerne ville ikke have noget som helst med projektet at gøre, og de sagkyndige advarede, men Churchill var stædig, og uden nogen form for luftstøtte var togtet dømt til at gå galt. Englænderne blev pulveriseret.

Retur

Vi nåede ud til museet, som er indrettet i en gammel rigmandsvilla, men blev enige om, at der næppe var sket det store, siden vi besøgte det i 2009.

Så i stedet slog vi rod på en café og fik kaffe. Tjeneren forstod ikke meget engelsk, men selvom jeg havde bestilt uden sukker, smagte den udmærket med.

Solen stod nu højt på himlen, og tanken om turen tilbage lokkede ikke, så jeg bad tjeneren skaffe en taxi. ”Taxi” er et dejligt, internationalt ord, som ikke kræver større sprogkundskab, og den var der i løbet af 5 minutter.

Aftenen i Pandeli Bay var en gentagelse af de tidligere og vil blive gentaget, til ferien er slut. Kun menuen varierer.

Pandeli Bay

Flygtningehjælpen på Leros

Formiddagsturen i dag var ikke så anstrengende: Bare op over bjerget og ned til Agia Marina. Der var søndagsstemning på caféen ved havnen, en snurren af græske stemmer og klirren af kopper og glas.

Fiskerne var så småt ved at være færdige med arbejdet, og nogle sardiner blev solgt på kajen. Sardiner i knust is, plastikposer og en transportabel vægt, så er den klaret.

Ved havnen i Agia Marina

Tilbage i Platanos gik vi op ad vejen ved skobutikken. Her holder Leros Solidarity Network til, ganske som Jette skrev i en kommentar til dette indlæg.

Jeg fik mig kantet forbi en sort plastiksæk i døråbningen og trådte ind i et dunkelt lokale med tøj på borde, hylder og stativer.

Der stod et par piger, som så meget lidt græske ud, så jeg stillede mig i venteposition. Vi stod lidt og målte hinanden, til den blonde af pigerne sagde: ”Yes?”

Jeg forklarede, at jeg var her for at høre, hvordan man kunne donere til arbejdet. Pigen forklarede, at de var svenskere, som hjalp til, men at der er en ny, dansk organisation, hvor man kan spytte kontant i bøssen.

Det tog hende nogen tid at finde navnet på smartfonen, men det lykkedes: Leros Refugee Aid. Gruppen er også på Facebook.

Tøj og sko og den slags er en god hjælp, men penge er i høj grad en mangelvare, for kun de private organisationer skaffer vand og mad. Det offentlige har ingen ressourcer.

Jeg har set nogen af de ”anerkendte” hjælpeorganisationer udtale sig kritisk om de private initiativer. ”Almindelige mennesker” har ikke forstand på at distribuere den rigtige hjælp osv. osv.

Det er sikkert rigtigt, men når stort set alle ”anerkendte” hjælpeorganisationer glimrer ved deres fravær, hvad så?

De fleste ”anerkendte” organisationer er ikke til stede, fordi tragedien udspiller sig i Europa, verdens rigeste slikbutik. Det er et ræsonnement, som er til at forstå, men grækerne har ingen penge.

I det lys er det bittersødt, at de selvsamme organisationer slår mønt på flygtningekrisen, den er på forsiden af flere hjemmesider – tjek selv. Pengene, de samler ind, går sikkert til et godt formål. Et andet sted end her.

Den svenske pige fortalte, at en båd med flygtninge sank ud for Leros i morges. Man reddede 40 af ca. 100.

Tænk, hvis det havde været en turistrundfart på fx Seinen. Så havde det skabt overskrifter.

/Eric

Relateret:

10 tanker om "Energiudbrud og bådflygtninge på Leros"

  1. Eric

    P.S.
    Tyrkiet er for langt væk. Bjergene, man kan se, er formentlig det sydlige Leros eller måske Kalymnos.

    Svar
  2. Jørgen

    Dejligt at der har været energi til en ½ fodtur. Og det er fint at læse din beretning om stilfærdig hjælpsomhed som kontrast til den rigeligt selvbegejstrede en del i Dk har demonstreret på TV. Ydmyghed er godt i denne situation, hvor utallige mennesker har brug for hjælp.

    Svar
    1. Eric

      Uanset hvad hjælpeorganisationerne siger om frivilligt arbejde, kan jeg kun beundre pigerne og deres mor, som er taget herned for at hjælpe, som de nu kan og på de lokales betingelser.

      Svar
  3. Lisa

    Høres ut som Leros er et bra sted å være. Den øya har jo en mangeartet forhistorie. Tok en aldri så liten repetisjon nå, etter å ha vært innom siden din. – Mon tro om det er Tyrkia dere har som utsikt fra strandtavernaen? Vakkert. Overrasket forresten over at to personer kan bevertes for mindre enn 20 euro.
    Leste om ulykken ved Farmakonisi. Befolkningsantallet var 1 for noen år siden, nå er det atskillig flere. I hovedsak militære. – Armbåndsuret mitt stoppet også sist jeg reiste til Myrties. Til tross for nytt batteri. Kanskje i solidaritet, full støtte for feriemodus? Alternativt noe med høy luftfuktighet? En hotellnabo erfarte det samme. Mente at uret ville våkne av dvalen. Og underet skjedde 🙂

    Svar
    1. Eric

      Leros ER et godt sted at være. I fx Pandeli/Platanos er der flere lokale i forhold til turister end i Myrties/Massouri på Kalymnos. Leros er meget venlig.
      Vi får se med uret, når jeg kommer hjem. Jeg er ret sikker på, at batteriet er fladt, men jeg skal vist helt til Lakki for at få et nyt.

      Svar
  4. Ellen

    Man lades ikke i tvivl om, at der er et par stykker, der nyder ferien.
    Om fire uger er det vores tur … det er ikke så tosset endda 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ferien stornydes. Det er næsten symbolsk, at mit armbåndsur er gået i stå, men det skal nok bare have nyt batteri. 😎

      Svar
  5. Stegemüller

    Der må være sket et eller andet, for dine nye indlæg bliver ikke vist i mine Sage Feed Reader. Har du ændret på noget? Alle de andre blogs jeg følger vises fint nok, når der er nye poster.

    At 60 flygtninge døde, kommer nok ikke med i aftenens TVA, men det er forfærdeligt. Som en skrev på din FB er det blevet “dagligsdags”, og derfor trækker det ikke overskrifter. Jeg tror altså ikke på, at de er “bekvemmelighedsflygtninge”.

    Jeg synes, at det vi har set og ser i Danmark er, at almindelige menneskers initiativer hjælper og støtter. De anerkendte organisationer er ofte ikke der, hvor der er brug for dem.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *