I går så jeg noget så rustikt som rettelak, australiere dansede græsk på tavernen i Pandeli, og i dag var vi en smuttur til hovedbyen, Lakki.
Vi er næsten dagligt i supermarkedet, og mens Helle i går fandt kattemad til de sultne stakler ved affaldscontainerne, ventede jeg ved en ”ø” med tusser, tegnestifter, viskelæder og den slags.
Og hvad så jeg? Indtil flere flasker rettelak. Til læsere under ca. 45 var rettelak (eller korrekturlak) hvid ”maling,” som man brugte til at overmale tastefejl, dengang man brugte skrivemaskine. Det var datidens delete-knap.
Jeg stod og blev helt sentimental. Hvor brugte jeg da meget delete-lak i min studietid, hvor jeg var mere træfsikker på guitaren end på skrivemaskinen.
Gad vide, om der stadig er nogen, der bruger skrivemaskine på Leros, eller om det bare fulgte med i pakken af kontorartikler. Ellers kan det vel bruges til at plette murværk, hvor der er klasket myg.
Aften i Pandeli Bay
Jeg bliver aldrig træt af at betragte havet ved Pandeli Bay, fra solen begynder at gå ned, til den er forsvundet med ouzoen.
Lysets samspil med havet er magisk, og det skyldes ikke ouzoen, skønt den bidrager positivt til stemningen.
Stemning var der også på vores foretrukne taverne, da det magiske lys var afløst af mørke.
De fleste borde på stranden var sat sammen til langborde og var fuldt besat af større selskaber i højt humør.
Hvordan det lige startede, undgik min opmærksomhed, men pludselig var en græsk pige i gang med at lære en af gæsterne, hvordan man danser græsk til musik af Theodorakis.
Der gik knap et minut, så var terrasseafsnittet oversvømmet af dansende australiere, og en gul kænguru dansede med – et oppusteligt badedyr med røde boksehandsker.
Det var festligt, indtil Theodorakis blev skiftet ud med moderne mislyd, men da var vi alligevel klar til at gå.
En smuttur til Lakki
I dag syntes vi alligevel, vi ville bryde rutinen, så vi tog en taxi til hovedbyen Lakki. Jeg sagde til chaufføren, at hvis han kendte en butik, hvor jeg kunne få nyt batteri i mit armbåndsur, ville det være fint.
Han holdt ind foran en lille guldsmed nær havnefronten, og 6 € skiftede ejermand.
Guldsmeden skiftede batteri for 3 €, og så var taxituren den ene vej finansieret. Det gik så hurtigt, at Helle knap nåede at blive fristet af de udstillede smykker.
Italienerne okkuperede Leros og flere andre græske øer fra 1912 til 1943, og det var italienerne, der anlagde Lakki. Det gjorde de pga. den fantastiske naturhavn, som var den perfekte ramme om en flådebase.
Før italienerne kom, var der ikke rigtig noget – sikkert fordi området var sumpet og myggebefængt.
Så byen blev anlagt fra bunden og i en hel anden byggestil, end man ellers kender fra Grækenland og de græske øer. Stilen var den, fascisterne i 30’erne kaldte razionalismo.
Der er noget funktionalisme over de strenge, enkle linjer, og sammenlignet med andre byer er vejene brede og følger et planlagt mønster.
Vi gik nu ikke på arkitektonisk opdagelsesrejse, dertil var der for varmt, og efter en tur langs havnen slog vi os ned med espresso i parasolskygge ved vandet.
Ved nabobordet sad nogle ældre herrer (lidt ældre end mig), og da jeg trak piben frem, kom den ene over og tilbød mig et stop. Tobakken hed vist ”Black Captain” og var en blanding af Cavendish og Burley.
Jeg takkede høfligt nej – den var for stærk til mine konfirmandlunger, og det ville være uhøfligt at kvittere for venligheden med et kraftigt hosteanfald.
Da vi ankom til øen og kørte gennem Lakki, så vi her og der flygtninge krybe sammen i skyggen, men i dag så vi ikke skyggen af flygtninge. En taxi bragte os tilbage til Platanos.
Hjemme på terrassen
Den danske børnefamilie er vokset med flere børn, som ikke savner skolen. De slog sig løs i poolen, som børn nu gør, og de to resterende ægtepar, som har knevret på naboterrassen fra de kom, var ikke helt tilfredse med konkurrencen.
”Hvordan skal man sove i den larm?” hvæsede en under frokosten. Det er bittert at smage sin egen medicin.
Jeg har fantaseret om at optage en video for at få lydsiden, og så lade den bærbare knevre som et ekko på terrassen, men man skal vælge sine konflikter med omhu, og på det punkt er jeg ret omhyggelig.
Helle har lige tjekket lottokuponen. Vi kan tage hjem som planlagt, siger hun. Der brast det håb, men vi har da to aftner tilbage med magisk lys.
Jeg må huske at få armbåndsuret med hjem. Nu har det fået nyt batteri, men det er for varmt at have på.
/Eric
Relateret:
Selvom jeg ikke længere har en skrivemaskiner, bruger jeg da fra tid til anden kvajeblæk…
Smører du det på de sider, du printer ud? 😉
Rettelak, jo og det der var før den tid, korrekturlakken (det røde neglelak) til de stencils jeg brugte når der skulle skrives og trykkes festsange i massevis.
Lidt skadefro ville jeg også have været med hensyn til den nabofamilie.
Jeg hæftede mig ved dit “smage deres egen medicin” – er det ikke ret typisk, at de tilsyneladende slet ikke tænkte på, at de måske ikke netop selv var støjsvage? Jeg ville nok have haft samme lidt hævngerrige tanker som dig, men også undladt at føre dem ud i livet.
Åh ja rettelak; det har jeg da ikke tæmkt på i årevis – og jeg er over 45 🙂
Personligt synes jeg, det er en uskik at holde ferie med børn udenfor skolernes ferie, for de må da på en eller anden måde komme bagud i forhold til de andre børn; men det er jo selvfølgelig nok en del billigere.
Hvor er det herligt med australierne, der danser til Theodorakis. Det er rigtig græsk!
I min skoletid var det utænkeligt at holde ferie uden for skolernes ferie, men det var jo også i kridttiden. Hvis ungerne ellers er fremmelige, indhenter de vel det forsømte uden større besvær, og så hjælper det midlertidigt på de høje klassekvotienter.
Og ja, australierne var helt oppe at køre, og glæde er smitsom. 🙂
Tak for beretningen. Hvor mange børn savner skolen? Sådan på land- og årsplan. Det synes at være en del. Det øverste billede er meget smukt og velsagtens illustrativt for hvordan der faktisk ser ud.
Det bliver vist mere og mere almindeligt at tage på ferie med børnene uden for skolernes ferier.
Det øverste billede er illustrativt, om end virkeligheden er flottere. I den stund, det tager solen at gå ned, ændrer lyset og nuancerne sig flydende.