Bryggeriet Urban i Aalborg havde Parkvej til nabo, og mange beboere klagede over støjen fra gaffeltruckene. Det flaskede sig helt bogstaveligt.
Klik for større billede
De seneste dage har næret min ulyst til at cykle på sne og is, så jeg tog en bus i dag, og den kørte forbi Parkvej. Det kaldte minder frem.
Vi flyttede til Parkvej i 1972, og jeg boede der, til jeg flyttede hjemmefra i 1975. Som nabo havde vi bryggeriet Urban, der havde brygget øl på den adresse siden 1897.
Urban lancerede Park Pilsner i 1936. Park blev brygget på kildevand fra Rebild Nationalpark, og det var bryggeriet, der anlagde vejen og fik den navngivet Parkvej i 1938.
Så det var ikke den klassiske historie om en fabrik langt fra by og beboelse, som så med tiden omringes af naboer, der straks begynder at klage over, at fabrikken larmer, støver, lugter og hvad ved jeg. Urban var sådan set selv ude om det.
Da vi boede på Parkvej i 70’erne, bryggede Urban i treholdsskift, og om natten var det temmelig generende med støjen fra truckenes gafler, der klaprede mod asfalten.
Til sidst var der så mange naboklager over gaffelstøjen, at Urban inviterede beboerne til møde, og i mødet deltog også en eller flere repræsentanter for kommunen.
Det er mere end 40 år siden, så jeg husker ikke detaljerne, men beboerne fik ventileret deres frustration, og fra direktionsgangen lød der forsonende ord. Urban lovede at reducere nattekørsel med gaffeltrucks til et minimum.
Og derefter trakterede Urban med pølser og humlestærke pilsnere uden etiketter. Der var også sodavand, men det tilbud var der ikke mange, der benyttede sig af.
Gæsterne blev drukket på pelsen i en grad, så flere sikkert havde svært ved at finde deres opgang rundt om hjørnet, og der var garanteret ingen af deltagerne, der hørte gafler den nat.
Forsoningens bæger er ikke det værste at tømme, og det er afgjort mere virksomt end forsonende ord. Naboklagerne forstummede, og da jeg flyttede hjemmefra, klaprede gaflerne stadig.
På Parkvej kunne man også høre, når løverne brølede om natten, og det kan man sikkert stadig – Aalborg Zoo ligger ikke så langt derfra. Til gengæld hører de ikke gafler mere, for bryggeriet blev lukket i 1986.
/Eric
Det er et typisk billede, dette med at først kommer produktionen, derefter kommer beboelserne, så der opnås kort vej til den arbejdsplads, som i sidste ende generes og måske lukker grundet selvsamme beboelser.
Ja, det sker over hele verden, at urbaniseringen sætter nye vilkår. Det er ikke altid rimeligt.
Jeg havde også lige en dag hvor jeg ikke cyklede, men allerede da jeg skulle gå fra Kvæsthuset til Hovedbanen savnede jeg min cykel, så vi er forenet og det går fint. 🙂
Lykkelig genforening!
Jeg cykler heller ingen steder p.t. Det er altså for farligt, for vi har stadig mange cykelstier, der ikke er ryddet. Og nu bliver det for koldt. Jeg glæder mig til foråret!
Fin fortælling om bryggeriet Urban.
Ja, foråret – suk! Det er også lidt suk med bryggeriet, men det går jo ganske som Marx forudsagde: monopolisering og kapitalkoncentration. Han forudså så ikke mikrobryggerierne, men deres produkter er jo også for de få udvalgte, som kan og vil betale prisen. og det betyder ikke meget for de store aktører.
Hahaha – if you can’t beat them, join them – med modsat fortegn, må man vel næsten sige.
Ret genialt fundet på.
Ja, mødet og øllet skabte en fjern afart af stockholmssyndromet. 😉
Det fortås fint, at føret ikke er for tohjulede uden støttehjul. At komme en tur ad mindernes vej er vel ikke det værste der kan ske sådan ved vintertide med udsigt til 15 gr. frost nogle nætter.
Festlig historie om, hvorledes naboerne blev integreret i Urban nærmest som en del af virksomheden. Det virkede åbenbart, den måde man greb det an på og ingen havde lyst til at optræde negativt efter overrislingen.
Tak for historien.
Ja, det var ren og festlig bestikkelse, og så var de jo meget “flinke,” da man mødte dem ansigt til ansigt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det var kommunen, der havde vredet tommelskruerne for at få en løsning.