Om projektarbejde, forsøg og valg af råmaterialer og brændsler til cementproduktion. Fabriksbesøg og afsluttende betragtninger.
I dag er det så præcis 30 år siden, jeg startede på cementfabrikken, og dette er sidste afsnit i tilbageblikket.
Projektarbejde og forsøg
Der har også været projektarbejde med nye anlæg, store som små. Nogle anlæg blev lavet, andre blev vraget. Projektgrupperne er oftest et team af ingeniører og procesfolk.
Der har også været mange driftsforsøg: Nogle med henblik på at reducere emissioner fra ovnene, nogle med henblik på produktudvikling og nogle for at afprøve nye råmaterialer.
Nogle af forsøgene var fiaskoer, andre har ført til ændringer, som har sparet tocifrede millionbeløb på årsbasis. Man ved først noget endeligt, når man har prøvet.
Forsøg med lignosulfonat som “afspændingsmiddel” i kridtslam. Laboratorieforsøg var lovende, og det virkede i storskala, men for langsomt til vores brug.
Råmaterialer
Et mindre, men interessant hjørne af mit arbejde er råmaterialer og brændsler. Jeg er som regel med til at vurdere, om et muligt, nyt råmateriale eller brændsel kan bruges.
Er det kemisk egnet? Hvordan påvirker det forbruget af øvrige råmaterialer og dermed de samlede omkostninger? Betyder det noget for miljøbelastningen? Hvis det reducerer omkostningerne, er det så nok til at forrente nyt maskineri, hvis det er nødvendigt? Osv.
Kun få kandidater slipper gennem nåleøjet, og ofte falder de på, at mængderne simpelthen er for små. Det er ofte affaldsprodukter fra anden industri, og så afhænger mængden naturligvis af, hvor meget der produceres af kilden til affaldet.
Mængdens betydning afhænger naturligvis af, hvad det er for noget, men som regel skal der mindst være nogle tusinde tons til rådighed om året (gerne en eller flere skibslaster), ellers koster det for meget i lagerplads, håndtering og evt. nyt maskineri.
Hvis et råmateriale eller brændsel ser interessant ud, er næste skridt normalt at køre et fuldskalaforsøg, hvor vi afprøver i praksis, hvordan det påvirker drift og kvalitet.
Hestepærer
Da pressen skrev, at tørret spildevandsslam fra Aalborg kommune igen brændes på Aalborg Portland, blev jeg ringet op.
En mand ville høre, om vi var interesseret i hestemøg fra travbanen? Helt uden kemisk analyse eller vareprøve takkede jeg pænt nej.
Det daglige arbejde
Ellers er det daglige arbejde i nær tilknytning til kontrolrummet. Jeg holder øje med, om proces og kvalitet opfører sig ordentligt både på kort og længere sigt. Uheldige trends skal fanges så tidligt som muligt, så aktion (fx vedligehold) kan planlægges.
Det indebærer også en del “knusning” af proces- og kvalitetsdata, registrering af årsager til stop, maskiners specifikke strømforbrug (altså kW/tons) og andre ting.
Hvor operatørerne typisk har et ottetimers overblik, skal jeg have en længere horisont: Hvordan har en parameter opført sig den sidste måned, de sidste tre år? Hvad blev resultatet af den ændring, vi lavede den 1. september 2015?
Der er en buffet af ting, man kan interessere sig for, og man skal prioritere de “kalorierige” retter 😉
Fabriksbesøg
Et krydderi på det daglige arbejde har været besøg på andre cementfabrikker i Europa, enten i forbindelse med seminarer eller referencebesøg, hvor man ser noget maskineri i praksis, før man vælger leverandør.
Postkasse i Düsseldorf, VDZ-konference 2002
Jeg har besøgt fabrikker i Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Polen, England, Skotland, Tjekkiet, Østrig og Cypern.
Det er altid inspirerende at se, hvordan andre tackler branchens universelle problemer. Når man ikke er konkurrenter, udveksler man gerne erfaringer.
Afsluttende
Arbejdsmæssigt har der ikke været så store omvæltninger de sidste 20 år, som der var de første 10.
Jeg har haft min mere eller mindre faste hyldeplads i produktionen og er nu en af de gamle, der (når nogen undrer sig) ofte kan huske, hvad der fik os til at gøre, som vi gør.
I disse år er der et generationsskifte i kontrolrummet, og med mange nye operatører følger et større behov for rådgivning, støtte og uddannelse.
De er nogle kvikke fyre og kommer hurtigt efter det, men erfaring er en funktion af tid. Som man siger: ”Nye koste fejer bedst, men de gamle kender krogene”.
Og apropos generationsskifte, er det min plan at gå på efterløn 1. januar 2019, hvis ikke noget kommer på tværs. Så starter et nyt kapitel med hverdagsfridage fra mandag til fredag. Hverdagsfridage er det, jeg savner fra tiden med skifteholdsarbejde.
Det bliver noget af en omvæltning. Hørte jeg nogen spørge, om jeg ikke er bange for at komme til at kede mig? Overhovedet ikke. Der er nok at tage fat på, såsom at øve mit italienske noget mere i Italien – og den slags 🙂
/Eric
Relateret:
Omend med nogen forsinkelse har jeg lige læst alle dine historier om de 30 år (tillykke hermed) på cementfabrikken. Det var fint at læse dem i sammenhæng. Det blev jo vældig tydeligt, hvorledes dit arbejdsliv har formet sig, herunder i samklang med cementproduktionens udvikling og kravet om øget tempo og effektivitet, som nutiden i rigelig grad dikterer.
Senere genlæser jeg dine afsnit om sygdom m.v.
Da jeg skrev de indlæg, vakte det mange tanker om, hvordan vilkårene har udviklet sig på arbejdsmarkedet generelt. Det er især blevet sværere for de ufaglærte – det er fx ikke mange steder, der i dag har plads til en fejemand.
Når man har fulgt alle afsnittene, er man ikke i tvivl om, at både du og virksomheden har udviklet sig, og jeg er også blevet klogere, på noget jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville læse om.
Tillykke med jubilæet 🙂
Tak Pia. Ja, der skal jo ske noget på 30 år, verden står ikke stille.
Tillykke med jubilæet – og med, at der kom dato på jobstopdagen. Den har du nok kendt et stykke tid, men jeg ser den først nu.
Jeg er overhovedet ikke bekymret for, om du kommer til at kede dig – det gør du helt sikkert IKKE! Og skulle det alligevel ske, sagde du vist lige noget ovre hos mig om en have, der kunne blive lidt kønnere, end den er 😀
Tak Ellen, du gør helt ret i at være ubekymret 😉 Det med haven var en spøgefuld invitation, men du behøver ikke tage spade med – sådan en har jeg. Den behøver dog ikke komme i anvendelse, det er alligevel ikke gjort med en weekend – for at underdrive groft.
I dag vil jegJ ønske Aalborg Portland tillykke med dig og dine 30 år “i virksomhedens tjeneste” . Og hvorfor vente til 2019?
Jeg tager mig den frihed at takke på virksomhedens vegne 😉 Timingen af efterløn er et spørgsmål om økonomi. Hvis jeg venter, til jeg er 63½, får jeg væsentligt mere udbetalt end ved tidligere tilbagetrækning, og det er ikke småpenge, vi taler om.
Takker for dine spændende artikler – om et emne jeg ALDRIG havde forestilt mig kunne være interessant! Også, sæt også gjerne lidt seniorskak på pensionsmenyen. Så vidt jeg husker har jeg fortsat en revanche eller to til gode, så … 🙂
Velbekom Bjarke, sådan kan man blive overrasket. Min erfaring er dog, at det altid er spændende, når folk lukker op for den faglige erfarings godtepose. F.eks. er arbejdererindringer fra den tidlige industrialisering fascinerende læsning.
Det med seniorskakken lader jeg tiden afgøre, men du har vist kun én revanche til gode, så det går nok 🙂
Hjertelig tillykke med jubilæet! Det har været gode år, kan jeg forstå. Det er godt. Man skal trives i dagligdagen, da det trods alt er dem, der er flest af.
2½ til efterlønnen – det må trods alt være en mærkelig tanke, men det med italiensk i Italien lyder rart, og hvis du så også kan drikke et glas italiensk rødvin, vil det være prikken over i’et. Evt. Amarone, Brunello eller Barolo?
Projektarbejde er fedt! Jeg har altid selv syntes, at det var utrolig spændende og berigende at mødes med kolleger med forskellige kompetencer og erfaringer for at få noget nyt til at vokse frem – og det er nok ligegyldigt om det er cement eller HR-systemer.
Jeg har med tilfredshed bemærket, at du både i disse 10 indlæg og i den tidligere serie fokuserede på miljøbelastningen.
Ja, det er da en lidt mærkelig tanke, at der kun er 2½ år til efterlønnen, men jeg ser det som en chance til at starte et nyt liv, som er spændende på en anden måde end det gamle. Hvis bare helbredet holder og alt det der.
Projektarbejde kan være rigtig fedt, og ja: På AP er man meget bevidst om miljøbelastningen. Det er man simpelthen nødt til at være som moderne virksomhed.
Tillykke med jubilæet!
Nu må vi jo se, om Hjorten og hans ligesindede kan nå at ødelægge det for dig mht. dine planer om at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det håber jeg ikke. Hvis de kan det, kunne man også forestille sig, at de ville finde på at smide mig tilbage på samme marked, hvilket hverken markedet eller jeg kan være tjent med.
Ja, man kunne jo give sig til at lære nogle flere fremmede sprog. Jeg har selv været ved at kigge lidt på spansk, italiensk og portugisisk, men ligefrem rejse væk fra sit hjem for at gøre det? Det tror jeg godt nok ikke, jeg vil. 😉
Ak ja, Hjorten. Han når næppe at ødelægge noget direkte for mig, men Helles aldersgruppe er i deres fiskekolde søgelys, og ændrer de pensionsalderen før tid, rammer det os begge, hvis Helle rammes.
Nu rejser vi jo en del i forvejen, og jeg er sikker på, at vi godt kunne udholde lidt længere tid hvert sted end blot en uge eller to, og så kan man passende øve sproget 🙂