En batteriflad cykelcomputer og pragtfuldt vejr giver anledning til en spadseretur i Aalborgs centrum.

Der var rim på mosplænen i morges, da Helle kørte på arbejde på min cykel. Hendes egen cykelcomputer meldte nemlig ”Error”.

Heldigvis har vi ens elcykler, så hun skal bare justere sadelhøjden ned, og det gøres nemt med en umbraconøgle. For mig er cyklen en behagelighed, men den er ikke uundværlig, som da jeg arbejdede.

Jeg prøver at rengøre computerens kontakter, men det hjælper ikke. Måske er det batteriet, men vi har ikke flere knapbatterier (CR 2032), og i givet fald ville den vel også melde noget intelligent såsom ”Low battery” og ikke ”Error”.

Til cykelsmeden

Jeg må til cykelsmeden. Katten ligger i vindueskarmen over radiatoren og mangler ikke noget.

Jeg belaver mig på en hård tur uden hjælpemotor, men minsandten om ikke lyset tænder, og motoren hjælper, som den skal. Vejret er pragtfuldt, så hvad mere kan jeg forlange udover at få fjernet det irriterende ”Error”?

Cykelsmeden har et nyt knapbatteri, og det var det. Jeg vælger at lade den blive til det årlige eftersyn, som den alligevel skulle have haft i næste måned. Jeg kan hente den på torsdag.

Langs havnen

Vejret er pragtfuldt og indbyder til en spadseretur i centrum. Slentreture i godt vejr står højt på efterlønsdagsordenen; det er skønt at have tid.

Cykelforretningen ligger for foden af Limfjordsbroen, og jeg går ned til havnen.

Jeg kan ikke finde kanonkugler, men det er vist også kun en salutkanon. Med en lidt større model kunne man ellers opkræve Limfjordstold.

Den gamle isbryder, Elbjørn, ligger mellem broen og havnebadet. Den har fungeret som restaurant i nogle år, men ejerselskabet gik konkurs i fjor, så hvad der sker nu er uvist.

For otte år siden fik Aalborg et nyt havnebad mellem Limfjordsbroen og kulturcentret Nordkraft. Badet er vinterlukket nu, og i juli i fjor lukkede det pga. rotter.

Bortset fra det med rotterne er det godt, at fjorden nu er så ren, at man kan bade i den. Da jeg var knægt var rensningen af spildevand ikke nær så effektiv, og jeg så meget flyde forbi. Præservativer, papir som ikke var til genbrug – fortsæt selv.

Nær Limfjordsbroen på Nørresundby-siden var der svineslagteri, og når det lukkede spildevand ud, blev fjorden rødbrun og stank fælt. For mågerne var det en fest.

I det fjerne ser man cementfabrikkens skorstene. Skorstenen længst til højre hører til ovn 87, som laver grå cement. Den var mit procesplejebarn i mange år, til jeg gik på efterløn.

De andre ovne producerer klinker til hvid cement, og før røggassen slipper ud af skorstenene, har den givet fjernvarme til ca. 25.000 husstande.

Vandet til springvandene foran den gamle toldbod (nu Jyske Bank) er også vinterlukket. Der åbnes vel snart, og så kommer børnene.

Indkøb

På Nytorv besøger jeg Elgiganten. Den historie bringer jeg måske senere – der er uafsluttede kapitler.

Jeg køber knapbatterier i Føtex og glemmer, hvad jeg ellers skulle have, fordi de har filmatiseringen af Hobbitten – 3 skiver for 100 kr. Jeg vidste ikke, at den var filmatiseret, eller også havde jeg glemt det.

Den eneste åbne kasse er selvbetjeningskassen. Computeren brokker sig over alt det, jeg gør forkert, fordi jeg ikke gider læse en manual for at betale og gøre kassedamer arbejdsløse.

Til Café Klostertorvet

Jeg passerer Jens Bangs stenhus og går via Adelgade til Café Klostertorvet for at få frokost. Man har vel råd til at flotte sig, når man har fået 1039 kr. tilbage i skat. Helle slog mig med en faktor 9, sådan!

På C.W. Obels Plads er mænd i neontøj ved at demontere skøjtebanen. Endnu et forårstegn. Uden for Aalborg Kloster holder en varebil fra et gulvfirma. Hvis gulvene er fra 1431, er det vel også på tide, at de skiftes.

Café Klostertorvet har et klaver hængende under loftet. Så risikerer de ikke, at virtuoser giver sig til at spille, hvis de kommer forbi.

Det ville ellers være bedre end det elektroniske og monotone pow-wow, som flyder ud af højttalerne. Lydene skal sikkert glæde de unge gæster, som alle burde være i skole og lære at blive gode skatteydere og betale min pension.

Jeg får en baguette og en cola for 55 kr. Det er bestemt ikke dyrt, og da slet ikke når man lige har besøgt København og vænnet sig til hovedstadstillæg.

Jeg får tilmed læst to aviser, som jeg ikke kan læse på nettet, medmindre jeg betaler. Jeg synes, vi betaler dem rigeligt over skatten. I 2017 var puljen 366 millioner, men det trøster mig en smule, at bl.a. Se og Hør fik afslag.

Til busterminalen

Budolfi Kirkes gyldne vejrhane gløder i solen, og overfor er der en stor byggeplads, hvor der tidligere lå et Kvickly-supermarked med parkeringsplads på taget.

Kulørte tegninger vil bilde mig ind, at det bliver en grøn oase, og det bliver det måske, hvis skrumlet af et vinkelhus vil lade solen slippe ned til terræn og give lidt fotosyntese.

I det mindste er huset beklædt med rødsten og ikke glas, så der skal ikke være bank. Danske Hvidvask har i øvrigt sit hovedsæde i marmorpaladset ved siden af.

Jeg går til busterminalen. Nogle forhutlede eksistenser nyder solen og slukker tørsten på John F. Kennedys Plads.

Jeg venter 10 minutter på bussen og glæder mig til, det bliver forår for alvor.

Hjemme ligger katten stadig i vindueskarmen.

/Eric