Om coronasprog, forargelse, efterløn og så omsider om sider, stærke som svage. Et usammenhængende og for langt blogindlæg.
Æbleblomster den 9. maj. I dag er træet afblomstret.
Blogtørken truede, så for at vise livstegn er her et indlæg om forskellige emner, der ikke har den store sammenhæng, men som hver især knap kunne bære alene.
Coronasprog
Formentlig kendte du noget til epidemisprog i forvejen, men coronakrisen har gjort ord som flokimmunitet, smittetryk, reproduktionstal osv. til hvermandseje.
Ordet ”hudsult” var dog nyt for mig. Et opslag på sproget.dk afslører ellers, at det har været kendt siden 1989, men jeg gætter på, at det har gemt sig i københavnske kramkredse, til det nu kom frem.
Jeg synes, det er et ringe udtryk. Ordet ”sult” er alt for kødædende til kærlighed, sensualitet, venskab eller bare trang til berøring.
Hudsult kunne passende bruges om trang til flæskesvær.
Den med at ”åbne [Danmark] op” i stedet for blot at ”åbne” kan vi tage en anden gang.
Coronaforargelse
Folkedybet syder af forargelse over nogle gymnasieelever, der tog til Sverige på ferie og hjembragte uisoleret covid-smitte, så hele deres årgang på gymnasiet i Roskilde nu er hjemsendt i 14 dage.
Forargelsen er vel lige hård nok; jeg synes, at man skal bære over med de unge. De er jo bare store børn og må tilmed være forældreløse, med alt hvad det giver af afsavn.
Halvvejs
En Facebookven har glad annonceret, at han gik på efterløn i går. Tillykke Tim!
Jeg forstår Tims glæde. Jeg er næsten halvvejs i min efterlønstilværelse, og hvis du spørger, hvor året og 5 måneder blev af, kan jeg knap svare.
Man kan ikke uden videre sammenligne epoker i livet (pærer og bananer osv.), men tiden på efterløn er den periode i mit liv, hvor jeg har følt den største indre ro og tilfredshed.
Bortset fra behørigt hensyn til og samvær med den øvrige husstand er tiden helt min egen, og det nyder jeg til fulde.
Det leder lidt frem til næste afsnit, så helt uden rød tråd er indlægget alligevel ikke.
Omsider om sider
Nej, trods overskriften handler det ikke om kløvning af ord, som ikke skal kløves, det handler (noget pjattet) om stærke og svage sider.
I vores præstationskultur skal man kende sine stærke og svage sider, men hvad der er stærkt og svagt har det med at ændre sig – især når man trækker sig tilbage fra arbejdslivet.
Du skal kende dine svage sider og arbejde på at blive bedre. Er du lykkeligt uvidende om de svage sider, skal du nok få dem revet i næsen af andre, så du fortjent kan få dårlig og motiverende samvittighed.
Hvis du fx tror, at det i arbejdslivet er nok at være flittig og aktiv, er du håbløst gammeldags. Nej, du skal være proaktiv. Er man proaktiv, er man opsøgende og udfarende aktiv, altså aktiv-aktiv. Aktiv alene er tomgang, og manglen på pro- er en svag side.
Du skal også være omstillingsparat, hvilket i modsætning til tilpasningsdygtig betyder, at du skal favne alle nye tiltag med begejstring og aldrig lade erfaringens gravrøst sige, at ”det har vi prøvet før”.
Du skal udvikle dig non stop, og det kræver, at du altid kender dine stærke og svage sider. Hvad der så er stærkt og svagt kan sjovt nok ændre sig, når du trækker dig tilbage fra arbejdslivet.
Jeg er fx mægtig god til at handle resolut, hvis det er noget, jeg har lyst til, og er man god til noget, må det afgjort være en stærk side.
At udsætte til i morgen, hvad du kan gøre i dag, vidner i præstationskulturen om en svag og uproduktiv karakter, der omgående påtales som en svag side og allersenest ved den årlige medarbejderudviklingssamtale (ordet kendt siden 1991).
Men når det er en stærk side, hvis man er god til noget, er det selvfølgelig en stærk side, hvis du er god til at udsætte det, du ikke har lyst til at gøre i dag.
Det er tilmed en stærk side, som du kan udvikle ved at forfine nedprioriteringskunsten, så du stort set kun gør ting, du har lyst til.
Om du så forfiner kunsten aktivt, proaktivt eller inaktivt kan være ét fedt – det er resultatet, der tæller.
Det korte af det lange er altså, at efterløn kan gøre svage sider stærke. På det punkt har jeg virkelig været omstillingsparat, og det giver stor tilfredshed kun (stort set) at gøre det, jeg har lyst til.
Nu skal sommeren nydes, og det er der ikke noget nyt i bortset fra sommeren altså. Støvsugeren kan vente til på torsdag, hvor de lover efterårsvejr.
/Eric
egentlig giver jeg dig ret i ordet hudsult, men samtidig har jeg kendt begrebet længe, fordi det også er blevet brugt i forhold til ældre, især demente, som bor på plejehjem og ikke får nærhed, ømhed og mærker andre mennesker end i professionel henseende. Så jeg gad godt at man(du) kunne opfinde et mere dækkende ord og smukkere ord.
Det første jeg gjorde de senere år hos min far, som var hårdt ramt af Alzheimers og også døde af det, var at vaske hans ansigt, smøre creme ind og så fik han kys,kram og masser af latter. På den måde kunne han mærke samhørigheden og føle sig elsket. Sjovt nok begyndte mine to andre søstre også at gøre det næsten samtidigt uden at vi havde talt om det. Det blev en måde at være sammen på og lade ham mørke os, både kropsligt og mentalt.
Jeg er helt med på betydningen og behovet, og det er netop derfor “sult” klinger forkert i mine øren. Jeg har ikke lige et udtryk, som matcher ømheden bedre, men det kunne fx være noget i retning af “berøringsbehov” eller “-trang”. Man kunne jo også flotte sig med mere end ét ord og sige “behov for ømhed, nærhed og fysisk kontakt”.
Jeg er helt med på at gøre hudsult lig overdreven interesse for flæskesvær. I øvrigt er jeg jo en slags vendelbo, (ikke ægte, men det er en anden historie). Som du måske ved, var der adskillige vendelboer, der fik panikangst, dengang de offentliggjorde den med de 2 meters afstand. Så tæt er vi nemlig ikke vant til at være på andre end ægtefæller og egne børn, så den anden betydning af hudsult er vi ikke kendt med her.
Jeg skal jo overgå fra at være efterlønner til at være folkepensionist i efteråret. Gud ved, om der kræves andre kompetencer der? Det kan jeg dårligt forestille mig.
Ja, to meter er lige tæt nok 😉
Jeg tror heller ikke, at livet som folkepensionist kræver nye kompetencer, når man kommer fra efterløn. Man slipper tilmed for papirnusseri med på tro og love-erklæringer om dit og dat. For nogle kræver det måske en skarpere økonomisk sans, for fyrstelig er pensionen ikke.
Hudsult … Det var Allan Olsen oppe fra “din baghave”, der i forbindelse med en af sine seneste plader gjorde hudsult kendt (eller kendt igen).
Tak for info, Henrik. Jeg er ikke kender af Olsen og vidste ikke, at han er vild med flæskesvær 😉
Ved at filtrere “lidt godt fra blogspisekortet” fremkommer:
“Det er tilmed en stærk side, som du kan udvikle ved at forfine nedprioriteringskunsten, så du stort set kun gør ting, du har lyst til.” – I virkeligheden er det en stor styrke i den såkaldt “3die alder”, ifald man enten mestrer det eller lærer det. Den individuelle administration af den næstmest værdifulde ressource i ethvert menneske liv (efter helbredet) er “tid”.
Corona-virus er medvirkende til, at vi har mulighed for individuelt og kollektivt at fokusere på dette tidsbegreb, fordi den enkeltes aktivitet qua begrænsningerne kalibreres helt anderledes……
Tiden går og kommer kun tilbage som minder. Desto bedre er det derfor, når man selv har dispositionsretten og gør brug af den. Som du skriver, begrænses det så i nogen grad af corona-virus, men det får vel en ende.
Heldigvis er jeg (også) forbi de tider, hvor chefer og kolleger interesserede sig for ens stærke og svage sider – og jeg er helt på linje med dig vedrørende den indre ro og tilfredshed, der præger efterløns- og pensionistbilledet. Dog er der visse punkter, hvor jeg godt kunne tænke mig stadig at være i fyrrerne igen, men det gider jeg ikke tænke for meget over, for det kan hverken jeg selv eller andre bruge til noget.
Det er typisk – torsdag morgen drager vi et par dage til Jylland, og så kan I ikke engang give os godt vejr til det 😉
Du har helt ret: Bygones are bygones.
Hvad angår vejret, er det vel noget for noget, og derudover må det til enhver tid være regeringens eller DMI’s ansvar at holde hånden under meteorologisk udsatte medborgere fra Sjælland 😉