Fred og gru på terrassen

Her på terrassen er der fred og ingen fare, men gruen er kun sekunder væk.

Mågen Mogens går platfodet rundt på plænen og tjekker, om småfuglene har overset et valset havregryn. Mogens er sølvmåge og stamgæst.

Mågen letter

Mågen letter

I starten kunne jeg drive ham på flugt ved at vifte med en arm, men nu skal jeg op og gå nogle truende skridt, før han letter. Han vender tilbage, når jeg har sat mig, så det er ikke umagen værd.

Det blæser fra vest, men dette er Nordjylland, og terrassen er i læ. Med en trøje og et tæppe på er det ikke for koldt.

Jeg rækker ud efter krydsordshæftet. ”God grund” må være ”alibi”. Når man har stirret sig blind, hjælper det med en pause.

Nu får skagboerne også en pause. ”Hellerup-ugen” er slut, og de sikkert vel opdragede uopdragne unge er draget hjem. Vi må håbe, at adspredelserne kun spredte nattelarm.

Måske er det noget fysiologisk, at børn og unge ikke ænser den mulige rækkevidde af deres handlinger. Et eller andet center i hjernen som udvikles sent? Aldersbetinget ansvarsløshed?

Virussen hærger i den store verden, men heldigvis er der trygt her på terrassen. Mettemor passer på os, jeg vasker hænder, og håndsprit er ikke længere en mangelvare.

Jeg sænker ikke paraderne, gruen er kun sekunder væk. Hvis jeg åbner den bærbare, kan jeg krydse Atlanten på et øjeblik og se, hvordan det går i Guds eget land.

Det går ad helvede til. Verdens mægtigste nation har fået en fjende, den ikke kan nakke med krydsermissiler og droner.

Der mangler ikke forstandige amerikanere, som forstår eksponentialfunktionen, og hvad den kan føre til, men høvdingen siger, at det går godt, og at hele verden misunder dem. Han er 74 og ungdommelig som en toårig.

Den 28. april havde COVID-19 kostet flere amerikanske liv end Vietnamkrigen. I dag er det mere end dobbelt så mange, og det er langt fra slut. Her hjælper pauser ikke.

Jeg klapper vanviddet i og åbner krydsordshæftet igen. ”Miljøsvin?” er selvfølgelig ”økogris”.

Så, nu er Mogens tilbage. Det er nyt, at vi sådan har en mågestamgæst, men der er jo så meget, der ikke er som før.

/Eric

13 thoughts on “Fred og gru på terrassen

  1. Donald

    Man får ikke glæde ved at forstå at man kan være smittebærer uden symptomer. Eller også er man bare ligeglad.

    Måske kan man få unge mennesker til at vise mere hensyn og forsigtighed ved at udvide kendskabet til virussen og dens måde at smitte – og ved at regler for mindst-mulig-smitte er logiske og tydelige, så man skelner mellem smitte-situationer og “fred og ingen fare”.

    Svar
      1. Donald

        Der har været en undervisningsvideo om hvordan spor af mikroorganismer på hænderne kan gøres synlige. Det vi kan gøre er at forstå de mekanismer og sørge for at unge mennesker også forstår dem.

        Svar
  2. Lene

    Skønne ord og kommentarer. Omkring det med ikke at overskue konsekvenser før de 30, så har en vis person tæt på mig måske lidt ret, når det bekymrer ham at unge akademikerer styrer vores land både som politikere og embedsmænd 🙂

    Svar
  3. Uffe Jerner

    Jeg kan desværre ikke bidrage med ny viden om hverken Skagen, Hellerup, corona eller Trump. Jeg kender heller ikke noget til Carl Nielsens ornitologiske præferencer, men jeg er sikker på, at han ville have forstået at værdsætte dit smukke foto ‘Mågen letter’.

    Svar
    1. Eric

      Det er godt at kende sine begrænsninger. Jeg kender heller ikke til Carls ornitologiske præferencer, men jeg kan forsikre, at det hverken lyder som tværfløjte eller harpe, når mågen letter – og slet ikke når han skriger.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Den russiske forfatter og dramatiker Anton Tjekhovs “Mågen” skildrer i essens personers følelsesmæssige erfaringer, mens de søger efter en mening med livet. I nutiden findes varianter af dette tema. Det gælder f.eks. både DK-2900 Hellerup-segmentets traditionsrige Skagens-besøg, hvor der blandes en cocktail af topskattefinansieret kådhed, nysgerrighed, grådighed og egoisme.

    Nogenlunde samme skarpe og samtidig dødens farlige cocktail er tilsat psykopatiske krydderier og indholdet slugt siden den 20. januar 2017 i ”Guds eget land”. Når den 20. januar 2021 indtræffer, håber Mågen Mogens, at dens tilpasningsvenlige sociale liv bliver mindre udfordret og et mere biologisk normalbillede vender tilbage.

    Svar
    1. Eric

      Tjekhovs “The Sea-Gull” kan downloades gratis fra gutenberg.org (under Chekhov), men jeg bryder mig ikke om at læse skuespil – de skal ses. Hans noveller står dog på min liste.
      Det amerikanske drama anført (?) af T. er både skræmmende og dybt fascinerende. Jeg ved snart ikke, hvad der er værst – måske det fiktive univers han og hans støtter lever og agerer i.

      Svar
  5. Ellen

    Jeg kunne også bare sidde og undre mig såre over Mr T – det er faktisk lige slemt, hvad enten han lyver bevidst eller han vitterligt tror på, hvad han selv siger. Manden er jo totalt faktaresistent, men heldigvis går det vist den rigtige vej med hans stemmetal – han halter langt bagefter Biden.
    Hvad børn og ungdom angår, så læste jeg engang et eller andet sted, at der er visse ting i vores hjerner, der først er helt udviklede omkring 30-års alderen – herunder netop noget med at gennemskue konsekvenser …

    Svar
    1. Eric

      Trump vil sikkert indgå i det psykologiske pensum i mange år fremover. Jeg kan ikke stille den præcise diagnose, men “bindegal” favner vel bredt nok.
      Det er sikkert det samme, vi har læst om børn og unges konsekvensforståelse, og jeg synes, det lyder troværdigt. De er jo ikke uintelligente, de opfører sig bare dumt nu og da.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.