Spildt tid tørrer man ikke op

Den tid, man spilder, kan ikke tørres op. Den er nemlig væk, gået, og pyt med hvor den gik hen.

Timeglas

Efter godt halvandet år på efterløn har mit forhold til tid ændret sig, og det er vel ikke så underligt, for nu har jeg fritid på fuld tid.

”Vores tid” er fælleseje, men vi har også hver vores helt private tid. Nogen, der ser min bugnende tidslomme, vil nok sige, at jeg har fået mere end godt er, når jeg nu ikke gør min borgerpligt og arbejder, til jeg segner.

Den herskende tidsånd tolererer nemlig ikke skæv tidsfordeling. Tid er kostbar, tid er penge, og når jeg har så rigeligt og ikke bruger den til noget fornuftigt, spilder jeg den per definition og burde betale en tidsregning eller idømmes en tidsbegrænsning.

For min skyld kan tidsånden godt gå igen, jeg bad den ikke komme. Den overser også det faktum, at jeg er arbejdstidløs, men lad det nu ligge.

Jeg ved heller ikke præcis, hvad man mener med fornuftigt, men det er jo nok aktiviteter, der øger bruttonationalproduktet. Det kunne sikkert også være tidsstudier, hvor jeg dygtiggør mig i kvantefysik eller noget andet, der kan styrke konkurrenceevnen.

Men det rækker min videbegærlighed ikke til. Min karriere er fortid, og viden, man ikke bruger, fylder bare, til den bliver glemt. Efterlønnen kan jeg kvantificere helt uden kvantefysik.

En anden mulighed var at forfine min dannelse ved at læse klassikere som Tolstoy og Dante. Ikke et ondt ord om klassikerne, men jeg er blevet for gammel til overvægtig kedsomhed og foretrækker noget lettere.

Det kunne have en vis ferietidsværdi at terpe italienske verber (jeg gik i stå, da jeg kom til fremtidsformen), men jeg kan bestille due caffè eller mezzo vino bianco helt uden at beherske fremtiden, og der skal terpes rigtig meget, før jeg kan konversere på italiano.

Jeg foragter skam ikke ny viden og søger den sågar, hvis emnet interesserer mig. Jeg lærer faktisk noget nyt hver dag, og hvad der er fornuftigt og nyttigt afhænger af, hvor man er i tid.

Hvor jeg befinder mig i tid, er det fornuftige og nyttige lig med det behagelige og interessante. Lige nu er det fx at løse krydsord på terrassen, følge skakturneringer live på nettet, se solsortefar fodre ungerne og ellers vente på, at sommeren kommer.

Der er ingen grund til at fordrive tiden, den går helt af sig selv. Og nu kom kaffetiden sørme. Kaffe skal drikkes, før den bliver kold, og sådan må man prioritere hele tiden.

Relateret:

  • Tid (Mere generelt om tid)

/Eric

12 thoughts on “Spildt tid tørrer man ikke op

  1. Karl

    Jamen tid er en underlig størrelse. Vi kan måle den, bruge den, spilde den. Den slæber sig af sted når man (måske især børn) venter på at noget spændende skal begynde, og den flyver afsted når det så er begyndt! Jeg læste et sted (har forlængst glemt hvor) at grunden til at tiden flyver af sted når man bliver ældre er, at vi ikke kan huske tid, men kun begivenheder. Er du ti år fylder den næste år 10%, men er du halvtreds, fylder det kun 2%. Så opgaven bliver at fylde tiden med det der glæder, både nu og i erindringen. God Weekend.

    Svar
    1. Eric

      Tid er en meget underlig størrelse, og det med tidens hast som funktion af vores alder, kan alle vist nikke genkendende til. Din forklaring på det fænomen lyder trolig – og ligeledes din opgavebeskrivelse 🙂

      Svar
  2. Helle Zaupper

    Ting tager tid ….
    Jeg læste også engang italiensk og gik, lige som dig, i stå da de begyndte at gå alt for meget op i grammatikken. Mit mål var at kunne gøre mig forståelig på italiensk, uagtet at det var på Anders Andsk niveau. Hvis du spørger alt for ambitiøst, får du også alt for ambitiøse svar tilbage

    Svar
    1. Eric

      Jeg fandt sproget nemt i starten, men orkede ikke hjemmearbejdet, da vi nåede til det langhårede. Men det går fint med simple spørgsmål, som fx “Hvor er toilettet?”, og (vigtigt!) jeg kan bestille bord og mad på en restaurant uden den store slinger i valsen. Det sidste er godt i fx Syditalien/Sicilien, hvor det kan være svært at begå sig på engelsk.
      Så mine brokker rækker fint, og hvis de spør’, om jeg kan italiensk, er jeg hurtig til at sige: “Parlo solo un pocino”. Det kan man sikkert ikke sige, for alle synes, det er sjovt, men de forstår. 🙂
      Og du har helt ret: Hvis man spørger for ambitiøst, tror de, at man kan, og så kommer der en uforståelig svada.

      Svar
  3. Ellen

    Det var en masse gode betragtninger 🙂
    Jeg har ét problem med tiden: Den går alt, alt for hurtigt! Jo mere jeg får af den, jo hurtigere går den.
    Det er interessant at lære nyt, og jeg lærer som dig også noget stort set hver dag, og jeg kan faktisk godt lide viden, jeg ikke bruger, for jeg nyder, at der ikke kræves noget af den art af mig.
    Dårlig samvittighed over noget som helst (der angår tid) er blevet et fortidigt begreb, for den eneste, der bestemmer over min tid, er mig selv – og måske lidt John, men han og jeg er normalt meget enige om, hvad den skal bruges til.

    Svar
    1. Eric

      Det er jo en slags luksus at have viden, man ikke bruger – lidt som at have en Bentley, man ikke bruger, til at samle støv i garagen.
      Dårlig samvittighed over tid er også her passé, men at tiden går for hurtigt er en selvforskyldt og aldersbetinget illusion. Tiden går med disciplineret fast hastighed, medmindre man begiver sig på rumrejse med lysets hastighed og den slags relativitetsteoretisk hokus pokus.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Næst efter helbredet er “tiden” det vigtigste. Men den kan – som med helbredet – forvaltes forskelligt. Alene frivilligheden til at forvalte tiden efter x antal erhvervsaktive år med skarpskårne scheduleringer, tvungen møde- og rejsevirksomhed, rationaliserings- og “tilpasningsøvelser”, budgetstyring etc…… kan opleves balsamisk.

    Når dit nuværende liv føles rigtig for Dig, spilder du ikke tiden, men profiterer den rette livsværdi. Må det vare længe!

    Svar
  5. Stegemüller

    P.t. tænker jeg også over tid. Jeg agter at søge førtidspension og spørgsmålet melder sig: ‘Hvad skal jeg så egl. lave?’, men jeg tror, det vil gå helt af sig selv. Tiden vil forsvinde som i dit timeglas, og det gør ikke noget. Jeg har haft deadlines nok i mit liv.

    Tænk at nå til et punkt, hvor man kan tage en eftermiddagslur hver dag. Sikke en luksus, men nu skal pensionen jo lige bevilges først.

    Svar
    1. Eric

      Deadlines har det bedst i fortiden, og selvom du får mere tid, når du kommer på pension, skal den nok gå godt. Middags- eller eftermiddagsluren kommer nemmest til mig, når temperaturen er 30° eller mere, og havet er blåt som i Grækenland, men bevidstheden om, at man kan, er behagelig 🙂

      Svar
  6. Uffe Jerner

    Vi har vist den samme tilgang til livet efter arbejdslivet. Ja, man får et andet forhold til tid, og det har jeg i den grad haft brug for. Mit arbejdsliv har været fuldt af ufravigelige deadlines, og det er en stor befrielse ikke at skulle noget hele tiden. Jeg har ikke kastet mig over alle mulige andre opgaver – og jeg har ikke den mindste dårlige samvittighed over at ‘spilde tiden’ med at foretage mig lige nøjagtig det, jeg har lyst til.

    Det tilbagelænede efterløns- og pensionistliv er stærkt undervurderet.

    Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *