Livstegn fra coronaboblen

Der sker ikke en pind. Der er rigsretter, pøpelstorm på Capitol, jordskælv og nogle millioner coronadøde, men her sker der ikke noget.

Samfundet er lukket ned, og man kan ikke rejse, selvom man har tid og råd. Strengt taget kunne jeg godt tage sydpå, men hvad skal jeg i Skørping, når kroen og Museum Rebild er lukket?

Man kan ikke spise ude i Michelinstjerneskær, og man kan ikke få lokkerne klippet, medmindre man kan overtale et husstandsmedlem til at forsøge sig med saksen.

Manglende udgifter hober sig op, dagene bliver en trummerum af inaktivitet og udlængsel. Jeg kunne selvfølgelig støvsuge noget oftere, men det var ikke på jeg-glæder-mig-til-listen, da jeg gik på efterløn.

Nej, der sker næsten ikke en pind, og var det ikke for de daglige spadsereture, ville jeg få lænestolsfacon og kabalekvababbelse.

Spadsereturen i går blev kort, kun en halv time, for selvom vinterhimlen var pastelblå og smuk, var der så koldt, at næsen ville hjem og løb i forvejen.

Vinterhimmel i går

Vinterhimmel i går

Fuglene

I det mindste er det underholdende at betragte fuglene i baghaven. Der er skovduer, skader, mange solsorte og en flok sjaggere. De mæsker sig i katte-tørkost, havregryn og nedfaldsæbler.

Sjaggerne kommer vist nordfra og har i så fald set stort på rejserestriktionerne. En sjagger er på størrelse med en solsort, men har mere temperament. Faktisk bruger de mere tid på at skændes og kæmpe om maden end at spise den.

I går åbnede jeg terrassedøren meget forsigtigt og fangede sjaggeren herunder med 200 mm-linsen, max zoom og efterfølgende digital forstørrelse.

Sjagger

Sjagger

Nu vil jeg vende tilbage til kabalen. Der bliver nok lagt nogle stykker i de kommende måneder, mens vi venter på foråret og vaccinen.

For trods alt at slutte med noget positivt, så er dagens længde tiltaget med 48 minutter, og positivprocenten falder stadig.

/Eric

19 thoughts on “Livstegn fra coronaboblen

  1. Karl

    Hej Eric
    Ja det der corona kuller eller træthed om man vil, er der mange der døjer meget med!
    For mit vedkommende føler jeg mig lidt privilegeret i denne tid. Vi er gået i isolation hos vores datter, svigersøn og barnebarn ude på landet syd for Århus. Deres hus ligger på en “lille” grund på 19.000 m3, omgivet af gammel fredsskov og masser af dyre og fugleliv. samtidig er der lidt af skoven (udenfor det fredede) hvor vi har fået lov til sanke brænde, så dagene går med ture, brændesav og beundring af musvågernes problemer med kragerne. Men vi håber jo alle at der vil komme en vis form for normalitet i løbet af sommeren. Hold humøret oppe som du plejer.

    Svar
    1. Eric

      Det lyder som et fint “eksil” syd for Århus.
      Det skal nok gå, selvom det er lidt enerverende med alt det, man ikke kan. Eksempelvis er forhjulet på cyklen ekset, men cykelsmeden er sikkert også nedlukket, så jeg må køre med nedsat fart. Småtingsafdelingen, men irriterende.
      Humøret fejler dog ikke noget, selvom det på nogle måder er i ventegear og ser frem til fornyet begejstring.

      Svar
  2. Farmer

    Grundet min hustrus kræftbehandlingsforløb (Med lykkelig udgang!) fra sep. 2019 til aug. 2020 har vi reelt levet i isolation i tæt ved 1½ år.
    Tro mig: Roen bliver en vane, som man lærer at påskønne.
    Vi stod netop ude på rødsvingelmarken forleden og talte om berigelsen ved at bruge tid på at se alle gæssene trække forbi målt i forhold til at sidde ventende for 9. time på en metalbænk i Hanoi Lufthavn og hvad vi ellers har oplevet i uge 2 og 3 for år tilbage.
    Ikke at vi hellere havde været rejserne foruden. Men den nuværende situation har bestemt også sine gode sider.

    Svar
    1. Eric

      Godt at fruen kom igennem, og jeres glæde ved roen er forståelig. Personligt så jeg nu gerne lidt krydderi på roen, og man kan rejse med større komfort end 9 timer på en metalbænk 🙂

      Svar
  3. Donald

    Den himmel er fantastisk flot! Det er utroligt som farveteknikken har ramt plet med de sidste årtiers fladskærme og lys sensorer.

    Du er utroligt priviligeret: Manglende udgifter hober sig op! Uhadada. 🙂

    Svar
  4. Lene

    Og her kører hverdagen med arbejde som den plejer, blot med mundbind, afstand, sprit, og styr på antal mennesker i et rum. Og det gør en træt 🙂

    Svar
  5. Ellen

    Vi har haft lidt parallelle tanker i dag 🙂
    Jeg kan næsten ikke vente på at komme igennem marts, idet jeg håber på, at leverancerne på vaccinerne holder, så vi kan begynde at åbne lidt igen. Bare lidt …

    Svar
    1. Eric

      Der er nok mange med lignende tanker, men det er kun et fåtal, der blogger om det. Ét er sikkert, og det er, at vi vil huske det længe, når det er omme.

      Svar
  6. Erik Hulegaard

    Coronakuller i variable niveauer opleves i mange danske matrikler. Mange er tæt på at få pip, andre fodrer dem.

    Mit mangeårige kendskab til blogejren beroliger mig dog, eftersom han fremstår overfrankeret på de fleste forsendelser og dermed ikke er i farezonen….trods næsten behandlingskrævende kuffertfaste. 😉

    Svar
    1. Eric

      Tak, jeg udstår flere års belejring, hvis blot jeg af og til kan lette damptrykket. Deraf skal ikke sluttes, at jeg holder af (s)tilstanden.

      Svar
  7. Uffe Jerner

    Fin sjagger! Hvis vi ikke havde fuglene at se på, ville vi virkelig være på den. Dagens højdepunkt for mit vedkommende var at opdage, at selv om jem & fix principielt har lukket, kan man stadig købe billigt foder til fuglene via ‘click & collect’, så der var noget helt særligt ved at køre hen og få overdraget to store poser jordnødder ved indgangen. De små glæder …

    Svar
  8. Stegemüller

    Dine poster er altid positive!

    Det er et dejligt billede af fuglen, men ellers har du ret i, at der ikke sker så meget. Det er til at få lidt pip af.

    Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *