Nordens kridtgrav og tunnelen

Cementfabrikken Nordens gamle kridtgrav er i dag et rekreativt område i Aalborgs velhaverkvarter, men gemmer også landets længste minegang.

Nordens kridtgrav

Nordens kridtgrav

Med forårets komme spirer min lyst til at cykle. Målet var endnu en gang barndomslandet i Aalborgs vestby, men så kom jeg til at tænke på den gamle kridtgrav i velhaverkvarteret Hasseris.

Ikke at vi boede i Hasseris, da jeg var knægt, men kridtgraven var inden for drengecyklens aktionsradius, når jeg kørte på opdagelse.

Kridtgraven var dengang lukket område, men har nu i adskillige år været et yndet bade- og feststed for unge – i sommermånederne naturligvis.

Cementfabrikken Norden lukkede i 1972, og kommunen overtog kridtgraven i 1974. I 1980’erne blev den åbnet for offentligheden, og i 1994 blev den til rekreativt område med stier, bænke osv.

Medvirkende til kommunens beslutning var sikkert, at hegnet ikke kunne holde de unge mennesker ude – hver sommer lavede de huller i hegnet og sneg sig ind.

Søen

Søen er 600 m lang, 200 m bred og 10 – 12 m dyb. Det er livsfarligt at bade i gamle mergel- og kridtgrave, hvor vandet er dybt og stillestående. Bare en halv meter under overfladen kan vandet være isnende koldt.

Der har da også været et par hændelser i Nordens kridtgrav. I 2006 druknede en 21-årig mand, og i 2013 var det tæt på for to unge. De fik krampe, men blev heldigvis reddet af en triatlet i våddragt.

Det meste af vejen rundt om søen er der stejle, utilgængelige skrænter, men på nogle hundrede meter er der relativt fladt, og der er gangsti og bænke. Det synes populært at spadsere eller løbe i området.

Se kridtgravens placering på Google Maps.

Tunnelen

I halvtresserne var kridtgraven ved at være udtømt, og adgangen til andre kridtforekomster ved Sorthøj/Thulebakken var spærret af villabebyggelse. I 1954 begyndte man derfor at grave en tunnel, som skulle række de 1200 meter under villakvarteret; men projektet blev aldrig fuldført, og som sagt stoppede produktionen i 1972.

Tunnelen når ca. 250 meter ind og ender blindt sådan cirka 20 meter under Hasseris Kirke. Den er ikke tilgængelig i dag for andre end vandflagermus, der ynder at overvintre den slags steder.

Efter sigende er det landets længste minegang, men jeg har ikke faktatjekket.

Jernbanehistorisk Forum skrev Thomas Boberg Nielsen den 24. december 2018 flg.:

”Jeg er opvokset i Hasseris og havde en skolekammerat, der boede oven på tunnellen på Bundgårdsvej. Der var adgang strengt forbudt til kridtgraven og tunnellen. Så det var jo interessant. Da jeg var omkring 13 år (dvs. ca. i 1972) stjal vi os indenfor i tunnellen, der på daværende tidspunkt ikke var aflåst (det er den vist nu til dags). Tunnellen er “kedelig” – det går ligeud hele vejen og den ender, som skrevet andet sted, blindt. Det eneste interessante er, at der undervejs er en “skakt” op i det fri og skakten var udstyrret med en stige. Det så ud til at skakten var ret dyb. Allerede på det tidspunkt så stigen ret rusten ud, og vi turde ikke klatre op ad den. Hvor i Hasseris luftskakten har udmunding, ved jeg ikke. Vi tog ingen billeder på turen.”

Men der findes nogle billeder fra 1950’erne i Aalborg Stadsarkiv, bl.a.:

Billede nr. B43967 Tunnel med jernbanespor (liggende billede)

Billede nr. B16238 Tunnelarbejde

Billede nr. B16222 Tunnelarbejde

Alt det med tunnelen anede jeg intet om, da jeg sad på en bænk og fotograferede blishøns og vandets spejlinger. Det gik først op for mig, da jeg kom hjem og søgte oplysninger. Det var overraskende – og om ikke sjovt så interessant.

Blishøne

Da jeg kørte hjemad, fulgte jeg nogle stier nord for kridtgraven. Stierne gik gennem et parcelhuskvarter, som i mine drengeår var marker og bøhland. Barndomslandet er historie i mere end én forstand.

Man kan læse mere om tunnelen, Norden og andre cementfabrikker i Aalborg i den glimrende bog ”Aalborg og cementen” af Henning Bender og Morten Pedersen (tilgængelig online som PDF).

/Eric

17 thoughts on “Nordens kridtgrav og tunnelen

  1. Donald

    Det er et smukt sted! Meget dejlige billeder, spejlinger, fugleliv, men som du siger er vandet farligt, når det er stillestående iskoldt vand, det synes jeg er uhyggeligt!

    Aalborgs historie som cementby er interessant og jeg kan ikke lade være med at spekulere på om man i det hele taget vil kunne opretholde byens velstand og status, hvis der ikke kan laves mere cement? Men der er vel kridt nok andre steder?

    Før Cement-alderen var Aalborg ikke Danmarks rigeste by, vel?

    Svar
    1. Eric

      Cementindustrien har efterladt en del menneskeskabte vandhuller i Aalborg, og om ikke andet er de til glæde for fuglene.
      Aalborg har vist aldrig været særligt velhavende, men cementfabrikkerne gav en befolkningstilvækst, og der kom også en del anden industri. I dag er det så som så, hvad der er tilbage af industrien. Den sidste cementfabrik, Aalborg Portland, har vel kridt til ca. 40 år endnu i den nuværende kridtgrav. Derefter er det muligt at få kridt fra andre steder i oplandet, men hvem ved, hvordan verden ser ud til den tid?

      Svar
  2. Farmer

    Tak for endnu en spændende historie.
    Tænk, at transport var så dyr, at det var billigere at grave en tunnel end at få råmaterialet tilkørt fra omegnen.
    Eller var kridtet af en særlig god kvalitet dér?
    Jeg må tilbage til din beskrivelse af cementproduktionen for at faktachecke kvalitetskrav til råmaterialet.

    Svar
    1. Eric

      Fra kridtgraven var der ca. 700 meter til den lavere liggende fabrik (nær fjorden), og kridtet blev transporteret med luftbane. Skulle man transportere det andet steds fra med fx lastbiler, ville det give megen generende trafik i byområdet, og omkostningerne (også til læsning/tømning) ville gøre det svært at konkurrere med de andre cementfabrikker i byen. “Norden” var på det tidspunkt overtaget af F.L.Smidth, og de har vel skønnet, at det bedre kunne betale sig at stoppe Nordens cementproduktion og i stedet øge kapaciteten på fx Aalborg Portland, der som F.L. Smidths “show room” altid havde et mere moderne produktionsapparat.

      Svar
  3. Lene

    Og sådan er der mange små spændende historier gemt omkring os, hvis man er opmærksom. Jeg har endnu til gode at besøge kridtgraven. Det må vi gøre næste gang at familien i Hasseris skal besøges.

    Svar
    1. Eric

      Kridtgraven som et stykke menneskeskabt natur er et besøg værd. For den florakyndige er der vist også en del særligt “kridtglade” planter, men det er ikke min force.

      Svar
  4. Henrik Mortensen

    Endnu en spændende beretning …

    Muligvis har du lavet en slåfejl. Mig bekendt er den kritiske vanddybde 1½ meter og ikke ½ meter. Husker jeg ret, vil der konstant være 5-6 grader.

    I min barndoms Auderød (ved Frederiksværk) skete der – vist nok midt eller sidst i 70’erne – en drukneulykke i en af grusgravene. En gruppe ikke helt unge og næppe tørstende var roet ud for at bade. Åbenbart uvidende om kulden i dybet fik en af dem krampe og i panikken blev hun filtret ind i vandplanterne og efterhånden trukket længere og længere ned.

    Svar
    1. Eric

      Tak 🙂
      Den halve meter er ikke en slåfejl, men stammer fra Rådet for Større Badesikkerhed, som dog næppe kan beskyldes for at være dumdristige. Den kritiske dybde må vel være en funktion af omstændighederne (solskinstimer, lufttemperatur hvor længe osv.).
      Uanset tommestokken er det livsfarligt at bade den slags steder, det har der været talrige eksempler på i mange, mange år.

      Svar
      1. Henrik Mortensen

        Fuldstændig enig. Desværre har nogle især om sommeren glemt, hvad de har lært eller burde have lært i biologitimerne, fordi det øverste vandlag er så forrrædderisk varmt.

        Svar
        1. Eric

          Jeg (grumpy old man) ved ikke, hvad de lærer i dag, men vi fik tudet ørerne fulde om faren ved at bade sådanne steder – og dem er der en del af i Aalborgområdet grundet (primært) cementindustrien, der skulle bruge både ler og kridt.

          Svar
  5. Ellen

    Det er altid hyggeligt at opsøge barndommens ‘gader’, og måske med et ekstra twist, fordi man ser på området med både barndommens øjne og dem man har i dag – det er godt nok rent fysisk de samme øjne, men mentalt kan der sagtens være en forskel.

    Svar
  6. Stegemüller

    Utrolig spændende historie. Tak for den og for dejlige billeder.

    Stadsarkiverne er ofte guldgruber og har samlet på hvad som helst, og på dine kanter er det selvfølgelig eternitten og cementfabrikken.

    Svar
    1. Eric

      Ja, arkiverne bugner. Der er også Facebook-grupper, hvor arkiverne får hjælp af borgerne til at identificere det ene og andet – en glimrende brug af sociale medier.

      Svar
  7. Erik Hulegaard

    Min familie boede i mange år i Hasseris-kvarteret (Hasserisvej og Solbyen), men jeg har aldrig hørt dem nævne det beskrevne.

    ”Aalborg og cementen” er skimmet, bl.a. det interessante citat: ”Jeg sagde til en arbejder her fra Aalborg: du kan muligvis få arbejde på Rørdal, men han svarede: Der skal slides alt for meget og der er alt for mange børster. Cementarbejderne blev den gang betragtet som en ringere kaste, selv blandt andre arbejdere.”

    Måske kan du med din lange karriere i cementindustrien nikke genkendende til dette (?).

    Talrige industrigrunde fra en anden tidsalder er nok mest anvendt til beboelse, om end noget af miljømæssige årsager er inddæmmet eller udvalgt i uberørt version til offentlighedens udfoldelse. Det må være stimulerende stadig at få nyt kendskab til områder af en barndomsby, der ellers er besøgt på kryds og tværs gennem talrige år.

    PS. Superfoto af fugl og sø!

    Svar
    1. Eric

      Tunnelens eksistens er nok ikke særlig kendt, men det kan selvfølgelig ændre sig nu 😉 Jeg synes, det er sjovt/spændende, at kridtgraven gemmer på en “eksotisk hemmelighed”.
      Da cementfabrikken i Rørdal startede, var der pludselig et enormt behov for arbejdskraft, som ikke kunne dækkes lokalt, så “børster” rejste til fra nær og fjern. Lønnen var vel også bedre, end den man kunne få hos de nærige bønder 🙂
      Cementarbejdere som “en lavere kaste” genkender jeg ikke, men det kan meget vel have været tilfældet i fortiden. Kvarteret Vejgaard, hvor vi bor, voksede frem bl.a. fordi arbejderne på cementfabrikkerne (der var også den senere eternitfabrik) jo skulle bo et sted. Ingen tvivl om, at det var knokkelarbejde dengang, og arbejdsdagene var lange.

      Svar
      1. Eric

        Forøvrigt er Hans Kirks “De ny tider” en fremragende skildring af “cementfabrikkens barndom” (i Mariager).

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *