Snestorm

Holddaop, hvor faldt der meget sne i går! Nordjylland gik helt i stå, og nogle måtte overnatte i lufthavnen og Ikea.

Vindue

Østvendt vindue

Bus- og togdrift blev indstillet, og den trafik, der var, sneglede sig afsted. Den sydgående trafik gennem Limfjordstunnellen gik næsten i stå, fordi lastbilerne havde svært ved at køre op ad bakken efter tunnellen.

Ja det har jeg læst i pressen, for jeg vovede mig først uden for døren i morges, da det begyndte at lysne.

Heldigvis har vi snemand til at rydde fortovet fra 1. december, så i den forstand var det perfekt timet. Han var her med sin lille traktor i morges ved sekstiden, men stien bag om huset og trappen ned til fortovet skal ryddes med skovl.

I går tænkte jeg selvfølgelig ikke på at hente sneskovlen oppe i garagen, så i morges måtte jeg pløje mig gennem baghavens knæhøje sne for at komme i gang.

Det føg kraftigt i går, og der er sne på alle vinduer. At den ikke er smeltet vidner om, at varmetabet fra moderne termoruder er meget lille.

Set fra øst er det heller ikke nemt at se, at der står ”Morelvej” på skiltet:

Vejskilt

Affaldscontainerne skal også graves fri:

Containere

Vi har rydningspligten på Morelvej næsten helt op til den parkerede bil (billedets højre side), så det er vel forståeligt, at “snemandens” besøg i morges var velkomment:

Morelvej

Morelvej

Og så er der også lige Birkevej, hvor naboen ses skovle i baggrunden:

Birkevej

Birkevej

Trappen fra fordøren ned til fortovet:

Trappe

Det er fint nok, at coronasmitten har trange kår under naturkræfternes nedlukning, men alligevel: Send venligst lidt tøvejr, tak!

/Eric

8 thoughts on “Snestorm

  1. Stegemüller

    Tænk at overnatte hos,Ikea…

    Der er mage fordele ved at være arbejdsfri, når man kan betale sig fra det værste så som snerydning og rengøring.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det er nok et af Ikeas bedste PR-stunts, men bortset fra det var det da venligt af dem. At rydde vores lange fortov med håndkraft er ingen spøg, så vi betaler gladelig.

      Svar
  2. Lene

    Og jeg har netop skrevet om mine oplevelser, for jeg var på arbejde og tog meget lang tid om at komme hjem i går 🙂
    Men hvor er det bare smukke billeder.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har netop læst om dine oplevelser, og jeg siger bare “Pyha!”. I går åbnede jeg kort terrassedøren og var meget glad for, at jeg bare kunne vende tilbage til lænestolen. Havde det været for 3 år siden, hvor jeg stadig arbejdede, havde det været fuld “feltuniform” og 3 kilometers gåtur hver vej. Det savner jeg afgjort ikke!

      Svar
  3. Ellen

    Hold.da.op! Jeg læste også lidt om jeres trængsler deroppe – eller rettere andres, for du blev klogeligt hjemme. Godt jeg ikke var en af de seks IKEA-gæster, der måtte overnatte i forretningen. Man kunne dog nok have fået afprøvet nogle madrasser ved den lejlighed …
    Personer som din “snemand” er medvirkende til, at man kan blive i eget hus lidt længere. Det er godt at have sådan nogle – og rigtig godt, at man har råd til at betale sig fra den slags. Hvis man så ellers bare kan finde de rette personer – jeg har hørt, at det ikke altid er lige nemt.
    Vi fik ikke så meget som et fnug før i nat, men det er tøvejr, så det bliver ikke liggende.

    Svar
    1. Eric

      En af mange fordele ved at være arbejdsfri er netop, at man KAN blive hjemme 🙂
      Der er faktisk flere, der har tilbudt snerydningstjeneste, men vi holder ved den “gamle”, så længe vi er tilfredse. For en hjørnegrund skal de have 1200 kr. for fire måneder startende 1. december, og de sparer ikke på saltet. Det er godt givet ud for 60-70 meter fortov, og så kan det (stadig) trækkes fra i skat.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    “Snemanden” har efterladt nogle indtryk. Region Nord er uden sammenligning det stykke DK, der oftest bliver “udfordret” af vejrguderne, hvad enten det er sne, regn eller storm. – Hver gang jeg læser om det, reflekteres med forundring over de til tider store meteorologiske forskelle i så lille et land.

    Dele af Midtfyn har fået pænt (men ej som Nordjylland) og Vestfyn (f.eks. Assens) stort set intet sne.

    Svar
    1. Eric

      Ja, der er forbløffende forskel mellem landsdelene, men havet og de norske fjelde spiller nok en rolle. Det sker ikke så sjældent, at netop de norske fjelde fanger regnen, inden den når til Nordjylland. Uden statistisk belæg forekommer det mig også, at lavtrykkene ofte tager en bane ind over Sønderjylland, så de får mere regn end det øvrige land.
      Hvorom alt er, har det, siden solen stod op, været en særdeles smuk dag i det nordjyske, men for koldt til at smelte sneen.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *