Boblevin og god mad i Sæby

Fredag den 26.11. besøgte vi Sæby for at deltage i en smagning af mousserende vine til god mad på Frøken Madsens Spisehus. Det var godt!

Rutebilen kører fra Aalborg 11:15. Da den passerer grænsen til Frederikshavns kommune, stiger både skatte- og smitteprocent, men vi mærker ikke bumpet.

Morgensne har givet Sæby det glatte lag, så vi går forsigtigt til Hotelpension Aahøj og tjekker ind. Check in er egentlig først kl. 15, men værelset står klar. Det er Aahøjs største, lyst og luftigt.

Vi slentrer gennem gågaden. Butikkerne har sorte fredagstilbud, og dåsehøjtalere i lygtepælene udspyr sukret julepop. På torvet er der julehytter, og træet tændes vist kl. 16.

Skønt min ischias er i bedring, er jeg ikke så mobil, og vi falder ind på Café Mathilde, hvor der heldigvis ikke er jullejullebal i højttalerne. Helle fristes til glögg, jeg får espresso. Det er et hyggeligt sted med masser af skilte, billeder og tingeltangel. Godt jeg ikke skal støve af.

 Café Mathilde

Café Mathilde

Boblernes verden

Vinsmagningen starter kl. 18. Der er vel 32-36 deltagere, og alle borde (undtaget et serveringsbord) er besat. Der er god afstand, men alligevel tænker jeg, at smitten har gode betingelser, hvis den altså har sneget sig ind med et gyldigt coronapas.

Så er vi klar!

Så er vi klar!

Arrangementet er et samarbejde mellem Frøken Madsens Spisehus og vinfirmaet Vinslottet. Det er hverken det første eller sidste fællesarrangement; de næste ni er allerede planlagt og kalendersat i 2022.

Chefkokken, Dennis, præsenterer hver ret, og David fra Vinslottet fortæller om vinene, som denne aften alle er mousserende. Velkomstboblerne er en Cava fra Spanien, og dessertboblerne er italienske, men ellers er alle vinene franske – flest fra Champagne.

Dennis halshugger flaskerne

Dennis halshugger flaskerne

Bortset fra desserten serveres der to vine til hver ret, så man kan sammenligne dem både med og uden mad. Dennis halshugger flaskerne med en champagnesabel. Det er et festligt show, selvom det smerter mig at se noget bruse ud på gulvet.

Forretten er citronbagt torsk med rejer, blancherede blade af rosenkål, små æblepinde, friterede jordskokkeskiver og hvid Balsamico-creme. Hertil to årgangschampagner, en tør og en halvtør.

Citronbagt torsk

Citronbagt torsk

Mellemretten er cremet svampesuppe, meget kraftig og aromatisk. Hertil en Crement de Loire, og en Champagne.

Svampesuppe

Svampesuppe

Dennis fortæller, at han har nogle pensionister til at samle svampe i Sæbygård Skov, men mon ikke der også er brugt tørrede Carl Johan-svampe? Det er nok den ret, der gør størst indtryk på mig. Dennis’ supper er fantastiske.

Hovedretten er krydderbagt, færøsk laks på et leje af spinat og med citronbagt blomkål og stegte kartofler. Hertil to fyldige Champagner baseret på Pinot Noir.

Krydderbagt laks

Krydderbagt laks

Laksen kunne godt have tålt et minut mindre, men med så mange kuverter og så megen mellem-retterne-snak er det ikke nemt at time perfekt. Godt er det alligevel.

Desserten er ris a la mande a la Frk. Madsen med kirsebærsorbet. Delikat, og de ledsagende røde bobler fra Piemonte klæder desserten glimrende.

Desserten

Desserten

Vi kan godt lide den slags arrangementer. Ud over at man selvfølgelig får noget godt at spise, får man mulighed for at smage og sammenligne vine, man ellers ikke ville stifte bekendtskab med – eksempelvis fordi man er for nærig til at betale 500 kr. for en flaske.

For vores vedkommende bliver det ikke det sidste arrangement, og vi har allerede kig på en tre stykker i 2022. Samvittigheden er i orden, for selvforkælelse går jo til et godt formål.

Kaminild på Aahøj

Kaminild på Aahøj

Lørdag morgen er der kaminild og morgenmad i Aahøjs vinterhave. Vi siger farvel for denne gang og stiger på rutebilen 09:53.

/Eric

14 thoughts on “Boblevin og god mad i Sæby

  1. Donald

    Det er nogle skønne serveringer, I fik dér. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne tåle 2 slags vin til hver ret! Men på den anden side, hvis man bare skal vakle op til soveværelset 🙂 Men man bør vel være skarp og vågen, når man åbner en flaske til 500 kr. (man kan høre at jeg kommer fra små kår, ikke sandt?)

    Jeg håber at ischias’en får en god behandling og at den kan aftage.

    Svar
    1. Eric

      Ja, de laver rigtig god mad på Frøken Madsen, men glassene blev ikke fyldt mere op, end at vi kunne gå hjem (knap 5 minutter) uden vaklen 🙂
      Og tak, ischiasen hygger sig med en varmepude og er i aftagende. Så går der forhåbentlig 2-3 år igen inden næste anfald.

      Svar
  2. Lene

    Sådanne arrangementer lyder som noget, der værd at opleve, fordi jeg elsker at høre folk med forstand på deres passion fortælle om sammensætninger af mad/vine og begrundelser for de sammensætninger.

    Svar
    1. Eric

      Nemlig! Dennis fortalte nu ikke så meget om, hvorfor maden var, som den var – for ham var det nok bare indlysende, at maden og vinen passede sammen, og jeg vil tro, at David, der kender vinene, er kommet med forslag.

      Svar
  3. Ellen

    Det er en skam, at jeg ikke bryder mig om bobler, for maden ser meget indbydende ud 🙂
    Jeg må nok lige have kigget på 2022-tilbuddene – måske er der noget der er værd at køre langt efter – selv om det pr. definition kun er trestjernede michelinrestauranter, der er en rejse værd.

    Svar
    1. Ellen

      Noj … jeg kan anbefale arrangementet den 4. marts – det ville virkelig være en rejse værd for mig, for vinene fra Piemonte er som regel fremragende. Men den dag er vi i Tromsø …

      Svar
    2. Eric

      Hvis 2022-tilbuddene ikke er tilgængelige online, kan jeg hjælpe. Definitionen for rejseværd giver jeg ikke meget for 😉

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    I mine ret blandede sociale cirkler kender jeg kun en person – blogejeren – der anvender glosen “rutebil”. Det lyder hyggeligt og associerer til en anden tid. Det er nu også en anden tid for den arbejdsfri familie i Region Nord, hvor Sæby synes at have en recidiverende tiltrækning,

    Det kulinariske og vinøse spiller fortsat – såvel inden- som udenlands – en potent rolle og læseren kan folde den digitale dug sammen og sige tak for oplevelsen. Det luner i den mørke og kolde tid, hvor glatføre og is(chias) kan være udfordrende.

    Svar
    1. Eric

      Sjovt, hvilken glose bruger de så?
      Efter en lille måned i lænestolsboblen med ischias som fodlænke var det befriende at komme en tur ud.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *