Vi havde en kattekilling på uanmeldt besøg nogle dage. Nu er den indfanget af Kattens Værn og bragt til internat.
Tot var ikke begejstret for killingens tilnærmelser
Torsdag ved middagstid sad vi på terrassen og gispede i varmen, da en sort kattekilling løb over græsplænen og forsvandt under en busk, hvor vores egen kat ynder at sommerslumre. Efter en halv times tid hørte jeg gentagne ”Mor-kom-og-hent-mig-piv”.
Eller var det ”jeg-er-sulten-piv” ? Helle stillede vand og en skål med kattemad ved hushjørnet, et stykke fra stedet hvor vores egen kat får serveret. Killingen krydsede plænen igen og åd, til skålen var tom, alt imens den vagtsom holdt øje med os.
At dømme efter størrelsen var den 2-3 måneder gammel, men det er et uerfarent gæt. Den var menneskesky og holdt en sikkerhedsafstand på 3-4 meter.
Jeg fremlyste den i to lokale Facebook-grupper. Indtil flere bekymrede og velmenende kvinder reagerede, men ingen ejer. Det var formentlig en vildkattekilling, men sikre var vi ikke.
Fredag formiddag var killingen her stadig, så jeg ringede til Kattens Værn, og vi aftalte, at de skulle komme forbi mandag og stille en fælde op.
Weekendunderholdning
Lillemis bød på god weekendunderholdning – desværre blev den ikke hentet af kattemor. Den åd som en løve, og det var en fornøjelse at servere for en kat, der ikke var kræsen.
Som sagt var den menneskesky og stak af, hvis vi kom for nær, om end sikkerhedsafstanden blev lidt mindre i løbet af weekenden. Til gengæld var den meget interesseret i at få en nær relation til vores egen kat, Tot.
Nu er Tot en ældre, neutraliseret herre på 15 år, og han er bestemt ikke indstillet på killingepjank i den bedste siestatid (ca. 23 timer i døgnet). Når Minimis kom for nær for længe, hvæste Tot og gav den et advarende vap med nærmeste forpote.
Det var et sprog, den lille forstod i ca. 4 minutter, så begyndte den forfra. Tot var tydeligvis træt af situationen og forsvandt fornærmet hjemmefra i længere perioder end normalt.
I fælden
I dag ved halv ni-tiden kom Jørn fra Kattens Værn som aftalt og stillede en fælde op ved killingens ”foderplads” på hushjørnet.
Kort forinden havde jeg set Bettepjevs snuse samme sted, tydeligvis sulten, så jeg tilbød Jørn en kop kaffe og en pause, så vi kunne se, om missen gik hurtigt i fælden.
Der gik ikke 5 minutter, før Junior dukkede op fra baghaven og fulgte det udlagte spor af godbidder hele vejen ind i fælden. Det var forudsigeligt som en tegneserie.
Men fælden blev ikke udløst! Bettefis var måske ikke tung nok til at udløse mekanismen. Jørn sneg sig langsomt derhen, og i samme øjeblik, killingen skulle til at flygte, fik han fælden på højkant, så den lille faldt til bunds.
Killingen var selvfølgelig panikslagen og vild, men faldt til ro, så snart vi fik fælden dækket med et tæppe.
I fælden før tæppet kom over.
Jørn bar fælde og killing ud til bilen og skiftede tæppet ud med et badehåndklæde. Heldigvis ligger internatet kun 5 minutters kørsel fra vores bopæl, så køreturen gjorde næppe traumet værre.
Normale tilstande
Ikke længe efter dukkede Tot op. Han var tydeligvis i meget bedre humør end de sidste dage, så på en eller anden måde må han have vidst, at den irriterende killing var væk – spørg mig ikke hvordan.
Nu ligger Tot igen og slumrer uforstyrret på sin yndlingsplads under forsytiaen. Idyllen og husfreden er genoprettet.
Tak til Kattens Værn.
/Eric
Den historie, nej de historier, jeg har hørt om dyre-mødre, som viser omsog for afkommet – yngelpleje-instinktet siger man – får mig altid til at tænke på hvor intelligente dyrene er; hunde er lidt mere intelligente end katte, siger man, og kan det være medvirkende årsag til at tæver er meget omsorgsfulde? De kan finde på at bede fremmede mennesker om hjælp til deres afkom, hvis de selv er døden nær af den ene eller anden grund.
En dejlig historie. Jeg håber Kattens værn har mange aftagere.
Ja, yngelplejeinstinktet er stærkt.
Kattens værn kunne nok bruge flere adoptionsfamilier, desværre. Den lille var sød, men vi kunne ikke overskue at “hænge på den” i adskillige år.
En fin beretning om et af de små hverdagsdramaer.
Jeg har sommetider tænkt på, hvor stor (= hyppig) en udskiftning af katte, Kattens Værn har … hvor længe de bor der, inden der kommer en og gerne vil have en kat. Og hvor længe bliver de der, hvis ingen andre vil have dem? Du fik vel tilfældigvis ikke en snak med Jørn om det?
Nej, det snakkede vi ikke om, men måske kan man finde info på deres hjemmeside.
Killingen var ganske underholdende, mens den var her, men det var også en lettelse at slippe af med krudtuglen 🙂
Så Tot ville ikke være hyggeonkel? Nej, det funker ikke altid med det der kattesammenføring. Og I var vel heller ikke _så_ interesserede i en ny beboer. Jeg må have mistet dig som Facebook-ven, for jeg er fuldstændig gået glip af det store kattedrama. Jeg synes, du har gjort hvad man kunne. Du har sørget for, at katten kommer ind i systemet, hvor han forhåbentlig kan blive videreformidlet, og man kan ikke kræve af jer, at I adopterer en anden kat, især ikke når Tot ikke vil være med.
Vi håber det bedste for den lille, det var en lettelse at få den ekspederet.
Nej, vi skal ikke have flere katte. Vi regner med, at vi om føje år skal flytte til noget nemmere og mindre, og hvad det skal være, skal en kat ikke have indflydelse på.
Mystisk med det Facebook, men det er der råd for – jeg har sendt dig en anmodning.
Super. Og til lykke med fødselsdagen!
Tak.
Det var da godt at Kattens Værn ville tage sig af den lille killing. Håber den får et godt sted at være.
Ja, det er i hvert fald bedre end at drøne rundt i vores baghave, og Tot er blevet sig selv igen 🙂
Det er ikke kun den russiske czar Vladimir, der har et fastlåst forhold til begrebet ”territorium”. Det gælder i sandhed også i dyreriget, hvor katte uMISkendelig har deres egen opfattelse. Det er Tots domæne nu og i al hans levetid fremover. Sidstnævnte kan sagtens vise sig at blive lang med den uafviselige omsorg, som han modtager fra sine ”viceværter”.
Kattens Værn kan i år notere 90-års jubilæum. Glædeligt for katte og alle catlovers!
Tot var nu bemærkelsesværdigt tolerant, killingen var blot for anmassende og insisterende i sin modersubstitutsøgning. Havde det derimod været en voksen hankat, ville Tot have reageret helt anderledes og forsvaret sit revir med raseri. Hunkatte og killinger behandler han ikke som en trussel.
En fin beretning. Der var et par stykker på facebook, der var lidt for bedrevidende. Du gjorde det helt rigtige efter min mening.
Tak. Facebook er Facebook, og det værste var vel kvinden, der frygtede, at killingen ikke ville leve natten over. Men de skrev nok alle i den bedste mening.