Sæby juli 2023

Vi har været et par sommerdage i Sæby, spist godt og nydt det gode vejr ved havet.

Stranden i Sæby

Stranden i Sæby

Vådfronten dryppede stadig en smule, da vi torsdag over middag tog bybussen til Aalborg Busterminal, men som et godt varsel stoppede det, mens vi ventede på X-bussen til Sæby.

Den konkrete anledning til turen var en vinaften på Frøken Madsens Spisehus fredag med smagning af forskellige rosévine til passende mad, og vi forlængede så opholdet med et par dage.

Himlen var stadig grå, da vi ankom, men der var lunt nok til at sidde uden for Café Mathilde i gågaden og få en kop kaf’. Stedets espresso giver ikke hjertebanken, men betjeningen er mægtig flink, og man kan betragte gadelivet.

Hørt i gågaden:
”Nå Per, du er på poterne igen.”
”Ja ja da!”
”Ja, vi hørte fra Inga og Kjeld …”

Jeg havde reserveret bord på Frøken Madsen samme aften – kald det et forspil til fredagens vinsmagning. Sæsonmenuen var fin, her et billede af den dekonstruerede kartoffelsalat.

Dekonstrueret kartoffelsalat

Dekonstrueret kartoffelsalat

Fredag var vejret strålende. Vi gik tur langs åen og trissede lidt rundt i byen. På overfladen mærker man ikke, at Danish Crown har lukket slagteriet, byens største arbejdsplads, men det er givetvis et hårdt slag for lokalsamfundet.

Mindesten for Jacob Sewerin

Mindesten for Jacob Sewerin ved Sæby Å.

Vinsmagning

Frøken Madsens Spisehus samarbejder med Vinslottet om at arrangere tematiske vinaftener, hvor mad og vin går i spænd, og denne gang var temaet rosévine – tilpas sommerligt.

Til hver ret serveres to vine i samme ”vægtklasse”, som man så kan sammenligne uden og med mad. Med eller uden mad kan sagtens få en til at ændre præference.

Jeg vil ikke gå i detaljer med menuen, men nøgleord var jomfruhummer, røget sommerbuk, langtidsstegt svinenakke og jordbær. Vi sad ved runde 8-mandsborde, og allerede de rosa velkomstbobler fik snakken til at løbe gelinde.

Vinene var gode, og vores favoritter var rosévinene fra Provence samt (til jordbærdesserten) en mousserende Malvasia fra Piemonte og en charmerende portvinsrosé.

Cykeltur

Helles bentøj ynder ikke lange spadsereture, så lørdag lejede vi et par cykler og kørte bl.a. til Jernkilden , som jeg ikke havde set før.

Kildens vand kunne i gamle dage afhjælpe både det ene og andet, og mon ikke det med ”jern” er et finere ord for okker, som indeholder FeS2 (jern og svovl).

Vandet drak man gennem glassugerør for ikke at misfarve tænderne, de kongelige var på besøg, og hvad ved jeg – jow jow! Kilden, og hvad kurgæsterne betød for Sæby, er en ganske interessant historie.

Turen gik videre til nordstranden, hvor vi gik tur langs promenaden og nød solen. Vejret var så klart, at man uden vanskelighed kunne se til Frederikshavn.

Sommerhusene i første klitrække var nærmest skure i Helles barndom, det er de ikke i dag. Jeg bemærkede en rød Porsche i en indkørsel.

Vi rundede den gamle by og havnen, hvor vi satte os ude foran Bistro V for at få en forfriskning. Det var i sin tid Restaurant Smeden (eller noget i den dur), og jeg kan anbefale bistroen, hvis man holder af kaffe, hvor der ikke er sparet på vandet.

Vi spiste aftensmad på Bella Firenze på torvet. Det er et ”jævnt”, men okay sted, som sælger rigtig mange pizzaer ud af huset og mange fadøl på torvet, når vejret er godt.

Søndag formiddag tog vi den første X-bus til Aalborg, hvor katten var glad for gensynet, og hvor espressoen brygges på potente, friskmalede bønner.

Hotelpension Aahøj

Vi har boet på Aahøj adskillige gange, og jeg har i flere beretninger givet udtryk for vores tilfredshed. Beliggenheden er yderst central, værelserne er fine, haven smuk og morgenmaden er også fin.

Men! Stedet fik ny ejer per (vistnok) 1. januar i år, og prisen for en overnatning er steget 32 % siden sidste år. Inflationen spiller selvfølgelig en rolle, men 32 % er voldsomt.

Et stort dobbeltværelse inklusive morgenmad koster nu 1600 et eller andet. Det er det ikke værd, når jeg sammenligner med standarden andre steder, vi frekventerer i ind- og udland.

Det er vi måske ikke ene om at synes, for nu burde der være fuldt belagt i sommerlandet, og det var der ikke. Vi får se, hvordan det går – måske er jeg bare ude af takt med udviklingen.

Det sagt, havde vi igen nogle dejlige dage i Sæby.

/Eric

4 thoughts on “Sæby juli 2023

  1. Ellen

    Mange er de gange, hvor jeg igennem vinklubben på min gamle arbejdsplads er blevet overrasket over, hvor meget en vin kan ændre karakter, når den serveres sammen med mad. Det er af samme årsag, at jeg altid vælger en vinmenu, når vi tager på vores gourmetophold. Det er næsten umuligt at finde en vin, der kan passe til alle retterne.
    Jeg synes, at 1600 kroner lyder dyrt, også inflationen taget i betragtning, men går den, så går den … og så måske alligevel ikke, hvis ikke stedet kan leje nok værelser ud til, at det bliver rentabelt. Jeg er ikke sikker på, at man umiddelbart kan sammenligne med Ruths Hotel.
    Det kan godt en gang imellem være en anelse irriterende, at man har gjort sig selv så kaffekræsen. Det er vi også blevet, og der skal desværre meget til at imponere os. Almindelig filterkaffe kan vi næsten ikke få os selv til at drikke mere …

    Svar
    1. Eric

      Der er (heldigvis!) meget at udforske i vinens og madens verden 🙂
      Ja, prisen synes pebret – og da især den procentuelle stigning. Vel kan man ikke sammenligne med Ruths Hotel, men det indikerer, at priserne ikke er lave i det nordjyske sommerland.
      For godt et år siden investerede jeg i en god espressomaskine, og med de rette bønner laver den fremragende kaffe. Jeg smagte espresso første gang i 1975/1976 og har været hooked lige siden. De første år måtte jeg “importere” bønner fra Århus, men siden er det heldigvis blevet nemmere, og udvalget er stort.

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Efter planen passerer jeg Sæby m./ledsager i bil søndag d. 03. sept. (under privat ophold i Frhvn.). Jeg noterer mig dine kvalificerede (“erfaringsbårne”) rekommandationer. Kilden Jacob Sewerin var mig ukendt og Jernkilden lyder interessant. – Og som altid udtrykte Tot gensynsglæde, forstås!

    Mere negativt har det været et hårdt slag for området med Danish Crowns nedlukning. Vi er begge erfarne udi kuffertmotion og hotel-/lejlighedsovernatninger. Udtrykt diplomatisk forekommer din oplyste pris på hotelovernatning helt udenfor skiven. – Som sammenligning linket:

    https://www.booking.com/hotel/dk/aahoj.da.html?aid=304142&label=gen173nr-1FCAEoggI46AdIM1gEaD2IAQGYAQa4ARfIAQzYAQHoAQH4AQyIAgGoAgO4ArGDtaUGwAIB0gIkZTE3NDA4MjUtYzZjYi00NzE0LWE0MjctYWZiYTA4MjJkOTdj2AIG4AIB&sid=705456b56bce1adbfb8a4e07d6d11c05&all_sr_blocks=960541904_368674243_2_1_0;checkin=2023-08-26;checkout=2023-08-27;dest_id=-2749893;dest_type=city;dist=0;group_adults=1;group_children=0;hapos=9;highlighted_blocks=960541904_368674243_2_1_0;hpos=9;matching_block_id=960541904_368674243_2_1_0;no_rooms=1;req_adults=1;req_children=0;room1=A;sb_price_type=total;sr_order=popularity;sr_pri_blocks=960541904_368674243_2_1_0__129500;srepoch=1689076173;srpvid=ae795325861100e0;type=total;ucfs=1&#hotelTmpl

    Svar
    1. Eric

      Der er nogle oplysende plancher ved Jernkilden, ellers er der ikke meget at se – det mest interessante er kildens historie. Ligeledes med Sewerins mindesten – historien om hans liv er mere spændende end mindestenen.
      Prisdannelse er noget underligt noget, og der er tilsyneladende ikke synkroniseret mellem hotellet og booking dot com, eller også har booking dot com en gammel aftale, som gælder endnu. Går man ind på hotellets egen hjemmeside og vælger booking, er der igen andre priser på de forskellige værelsestyper.
      Nuvel, vælger man Ruths Hotel i Skagen, er mindsteprisen vist 3100, så måske vi bare mangler perspektiv

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *