Vi er de glade ejere af tre nye udendørslamper med bevægelsessensorer, men at få dem indstillet til at virke var noget af en opgave.
Vi var enige om, at tiden var inde til at udskifte de tre gamle udendørslamper med nye, som styres af bevægelsessensorer. Vi skriver 2024, det vil spare strøm, og måske kan det afskrække indbrudstyve, hvis de belyses på fersk gerning.
Lamperne blev leveret, og jeg bestilte elektriker til at fjerne de gamle og montere de nye. Jeg ved nemlig godt, at jeg er håndværksteknisk udfordret, og at mit potentiale i den henseende næppe realiseres i den tid, jeg har tilbage.
Det viste sig at være en klog disposition, for han døjede en del med én af de gamle lamper og brugte værktøj, jeg ikke besidder.
Indstillingens svære kunst

Panel til indstilling – sakset fra vejledningen. Man skal bare bruge en skruetrækker.
Nu skulle lamperne indstilles. De skal ikke tænde i dagslys, men først når der er rimelig dunkelt. Når de tænder, skal der ikke gå timer, før de slukker, og de skal heller ikke slukke for hurtigt, som på visse herretoiletter jeg har besøgt i ind- og udland.
Endelig skal bevægelsessensoren ikke være så følsom, at den tænder lyset, hvis et pindsvin krydser plænen i baghaven, eller ved at folk passerer på fortovet.
Jeg fulgte vejledningen og prøvede en indstilling. Resultatet var, at lamperne blev ved med at lyse uanset indstilling – de slukkede ikke, medmindre jeg slukkede på kontakten. Jeg sendte en mail til leverandøren og bad om hjælp.
Jeg søgte vidt og bredt på nettet og faldt så over en FAQ fra et andet firma, som skrev, at hvis lampen ikke slukker, skal man slukke/tænde en 2-3 gange hurtigt efter hinanden.
Det prøvede jeg så. Lampen lyste i 4-5 minutter og slukkede så. Succes! Lampen skulle bare ”resettes”.
Nu var problemet så, at de tændte, når der var lyst, og at de brændte for længe. Jeg fulgte vejledningen, skruede lysfølsomheden til højre mod ”nat” og satte tiden til minimum.
Det blev det kun værre af: Lampen tændte nu i fuld sol og lyste i endnu længere tid.
Nu har du sikkert regnet ud, at indstillingerne virker omvendt, men for mig gik der nogen tid, før den tiøre faldt.
Nu har jeg endelig fået indstillet lamperne fornuftigt. De skal nok finjusteres, men de virker så nogenlunde. Man skal bare huske, at de skal indstilles omvendt, og at man skal ”resette” lampen, når man har ændret noget.
Kundeservice
I dag fik jeg så mail fra leverandøren (lampegiganten.dk), knap en uge efter min henvendelse. De beklagede (på svensk), at produktet er defekt og gjorde opmærksom på, at jeg kunne returnere lamperne.
Tak for hjælpen.
/Eric
Og så ser men lige for sit indre blik, hvordan Eric og frue spæner frem og tilbage for at finde ud af om sensoren virker som ønsket.
Hehe – ja, jeg skulle have installeret kameraovervågning ved samme lejlighed og lagt videoer ud på YouTube 🙂
Netop den dag du skrev om dine nye lamper, gik pæren i min lampe i carporten sig en tur. Lampen er gammel – og der var følgelig lidt at tænke over. Sidst jeg skiftede pære troede jeg, at jeg kunne bruge en ledpære i kærteformat med lille fatning. Jeg kunne imidlertid ikke få den til at lyse. Heldigvis havde jeg en gammeldags en der kunne. Det kunne den så kun til forleden. Jeg tænkte jeg ville prøve med en ny ledpære. Sandelig om ikke den virkede. Så der bliver ikke noget med en smart omvendt sensoraktiveret indretning i denne omgang.
Min forestilling er, at de to ledpærer har været formet lidt forskelligt. Den første passede ikke til fatningen, der umuliggjorde kontakt. Sådan var det ikke med den næste. Jeg håber jeg husker den nye var købt i Rema1000, ellers …
Sådan kan tingene drille. Godt du ikke tabte fatningen.
Det kræver åbenbart lidt mere end den lille kædestrammereksamen at indstille sådanne lamper!
Der skal alligevel lidt analyseringsevner til, inden man finder ud af, at det hele fungerer omvendt 🙂
Ledningssystemet (eller mangel på samme) i vores gamle hus har drevet et par autoriserede elektrikere på fortvivlelsens rand.
At indstille de lamper var ikke en morsom proces, og for hver ændring af lysstyrken må man pænt vente, til mørket falder på, for at vurdere, om det er passende. Det tester tålmodigheden!
At læse indlægget giver symptomer på “lampefeber”. Jeg har ikke helt i spotlysets klare cirkel forstået, hvorfor den (fornuftigvis) engagerede elektriker ikke færdig-/finjusterede funktionen med test, inden han skyndte sig hjem for at udskrive en faktura.
Jeg bebrejder nu ikke elektrikeren. Ud fra vejledningen at dømme, er det pærelet at indstille, og lysfølsomheden skal afprøves/testes om aftenen, når mørket falder på. Jeg undrer mig mere over, at lampesælgeren åbenbart ikke ved en dyt om, hvordan produktet virker, og at lampeproducenten har indstillet parametrene omvendt.