Svendborg påsken 2025

I påsken besøgte vi igen Svendborg, hvor der blev spillet DM i skak. Vi (jeg) fulgte partierne, vi mødte gamle venner og spiste godt.

Udendørs-skak, Hotel Svendborg

Udendørs-skak, Hotel Svendborg

Jeg har ikke spillet skakturneringer siden 2006, hvor spillelysten visnede, men skakspillet som sådan fascinerer mig stadig. I dag “transmitteres” turneringer i hele verden på internet, men dér oplever man ikke atmosfæren, som når man er fysisk tilstede.

I adskillige år har Hotel Svendborg været ramme for DM. Det er vist en aftale, begge parter har nydt godt af, for efter sigende ville hotellet ellers lukke ned i påskedagene.

Jeg havde reserveret et dobbeltværelse med skak-rabat, og torsdag den 17. april tog vi fra Aalborg i øsende regnvejr og ankom til et solbeskinnet Svendborg. Det gode vejr varede så ikke ved. Fra fredag var det vådt i gråt og fristede ikke til spadsereture i den kønne by.

Turen ud og hjem (mandag) blev forlænget pga. skinnearbejde mellem Fredericia og Odense, så vi måtte med togbus. Ved at lægge arbejdet i helligdagene undgår de vel at genere de fleste pendlere, og når man mærker “søgangen” på visse strækninger, er man ikke i tvivl om behovet for skinnearbejde.

Det er mægtig hyggeligt at møde gamle bekendte fra hele landet, ja nogle har jeg kendt i mere end 50 år. I modsætning til de fleste fysiske sportsgrene er man ikke “færdig” som skakspiller, bare fordi man runder de 30 eller 40 leveår. Rollator er ingen hindring for at spille skak, og der er spillere i alle aldre, fra børn til (næsten) oldinge.

På Hotel Svendborg - snakkeområde

På Hotel Svendborg – snakkeområde

Hvert år er der så desværre færre gamle bekendte at hilse på, for der er altid nogen, der er gået til de evige skakmarker, hvis man ellers kan sige sådan.

Jeg tilbragte det meste af (spille)tiden i kommentatorrummet, hvor de igangværende partier blev kommenteret af stærke spillere, samtidig med at seancen blev streamet på flere medier. I modsætning til spillelokalet, hvor der skal herske absolut ro, kan man som tilskuer i kommentatorrummet give sit besyv med og/eller stille spørgsmål.

Når et parti i DM-klassen så er færdigt, er det kutyme, at vinderen kommer i kommentatorrummet og gennemgår partiet, så publikum får et indtryk af, hvilke tanker han gjorde sig undervejs, og hvilke fejl der blev begået.

Restaurant Resumé

Et gode ved at besøge Svendborg er, at man får mulighed for at spise på Resumé, som nogle kalder Fyns bedste restaurant. Restauranten har til huse i en tidligere frikirke – der er god plads og (i bogstavelig forstand) højt til loftet.

Appetitvækker

Kunstfærdig appetitvækker: Oksetatar med esdragoncreme og maltpude.

Jeg havde reserveret bord i god tid, og vi bestilte “den mellemste” af de tre mulige menuer, den de kalder “Et indblik i vores univers”.

Det vil føre for vidt at citere hele menuen, men der var appetitvækkere (pincetten har været i flittig brug!), grydebrød, høbagt knoldselleri, indbagt kammusling, ristet helleflynder, gratineret “velfærdsokse” og dessert (honning, chokolade, mangosorbet og marengs).

Høbagt knoldselleri

Høbagt knoldselleri – æblecider, ørredrogn & ravioli

Det var rigtig godt, og så finder de altså på nogle smagskombinationer, vi aldrig ville tænke på – fx at knuste hasselnødder går glimrende til spæd spinat og blåmuslingesauce. De er kreative!

Jeg ville heller aldrig finde på at lægge valnøddestore sten på nogle af anretningerne. De var nok tænkt som et maritimt strejf, og så gav de selvfølgelig anretningen mere tyngde. Jeg kan sagtens finde sten i haven, men er nok for øm over porcelænet til at lade mig inspirere.

Vi fik en vinmenu tilpasset maden. Den var fin, om end den ikke fik os helt op at ringe.

Fredag og lørdag spiste vi på den italienske restaurant ved havnen, Bella Italia, og søndag deltog vi i skakturneringens stævnefest på hotellet.

Hjemturen

Hjemturen mandag tog noget længere tid end normalt pga. togbus mellem Odense og Fredericia. I Fredericia måtte vi vente ca. tre kvarter, men i det mindste gav det mulighed for, at jeg kunne ryge en pibe tobak 😉

Det kan meget vel tænkes, at vi også næste år tager til skak-DM i Svendborg nogle dage i påsken.

10 thoughts on “Svendborg påsken 2025

  1. Jørgen

    Gode gensyn er altid glædelige og det er en fornøjelse at læse om en god påske.
    Jeg har ikke glemt din tidligere anbefaling af Forsorgsmuseet i Svendborg, men om turen går til de kanter er ikke godt at sige. Vi er her i huset nået til oldingealderen.

    Svar
    1. Eric

      Ja, trods vejret havde vi en god påske. Jeg kunne godt finde på at besøge det nævnte museum igen. Første gang var det overvældende, og vi sprang noget over. Jeg tror bestemt, at oldinge har adgang 😉

      Svar
  2. Ellen

    Det er simpelthen så hyggeligt med denne slags årligt tilbagevendende begivenheder. Jeg kender det fra min strikkefestival, så jeg tror jeg ved, hvor meget du hygger dig med dit skak og dine skakbekendtskaber.
    Og så er der da vist lige en restaurant, vi skal have skrevet på listen! Det lyder virkelig spændende, hvad de kan finde på at servere.

    Svar
    1. Eric

      Netop!
      Resumé er bestemt et besøg værd. Jeg har vist endnu til gode at se et ubesat bord, så man skal nok reservere i god tid.

      Svar
  3. Uffe Jerner

    Det lyder som en rigtig fin påske med både skak, gensyn med gamle bekendtskaber og kulinariske oplevelser i særklasse. Jeg kunne næsten mærke atmosfæren i kommentatorrummet og forestille mig den kreative anretning på Resumé – stenene fik mig til både at hæve øjenbrynene og smile! Og jeg forstår udmærket, at der er noget særligt ved at være fysisk til stede ti et DM. Tak for at tage os med på turen til Svendborg, også selv om det regnede.

    Svar
    1. Eric

      Det var rart med en pause fra hus-til-salg-halløjet, også selvom det regnede.
      Min reaktion på stenene var ganske som din!

      Svar
  4. Henrik Mortensen

    Det var hyggeligt at hilse på dig igen. Forhåbentlig ses vi også til næste år.

    Svar
  5. Erik Hulegaard

    Den traditionsrige SS-påsketur (Svendborg og skakturnering) illustreres på glimrende vis ovenfor. Jeg besøgte også byen (OUH-Svendborg) nogle dage forinden og tænkte på dig. At påskevejret var egnet til indendørs aktiviteter var kun et belejligt bagtæppe for den traditionsrige hjernesport.

    Jeg har gæstet/boet i byen en del gange. Besøgt Bella Italia (oprindelig hotel, hvor jeg boede som dreng i tårnværelset, 2 sal) ved siden af restaurant Svendborgsund. Derimod har jeg stadig “kirkerestaurationen” til gode. Efter din seneste anmeldelse er det et “must” på et tidspunkt.

    Svar
    1. Eric

      Nej, vejret var ikke turistvenligt, men heldigvis har vi set byen i solskin, hvor farverne spiller.
      Pudsigt, at Bella Italia har fortid som hotel, og at du boede i tårnværelset som dreng!
      Resumé er absolut et besøg værd.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *