Så er der købt flybilletter til Sicilien i forsommeren og booket lejlighed i Siracusa. Det bobler i maven som Champagne.
Det er ikke særlig opfindsomt at tage til Siracusa for 5. år i træk, men vi befinder os noget så forbandet godt i det antikke smørhul, Ortigia, Siracusas gamle by.
Vi plejer at flyve med Norwegian til Rom via København og så videre med Alitalia til Catania, men Norwegian har skruet på priserne, så det denne gang bliver med KLM.
Fra Aalborg til Amsterdam, videre herfra til Rom og så fra Rom til Catania. KLM samarbejder med Alitalia, og det har den fordel, at vi ikke skal hente og genindchecke bagagen i Rom.
Det betyder også, at vi ikke skal overnatte i Rom på hjemturen. I stedet overnatter vi formentlig på hotel i Catania, før vi flyver hele vejen hjem dagen efter.
Catania er ikke så spændende som Rom, men der er da noget at kigge på, og for en enkelt overnatning går det.
Gammel kærlighed ruster ikke, og vi glæder os som børn, for vi ved, hvad der venter: Godt vejr, siciliansk gæstfrihed, fantastisk mad, Ortigias historiske atmosfære, smukke udsigter og meget mere.
Og når vi kommer hjem, skulle køkkenet gerne være nyrenoveret.
Nedtællingen er startet.
/Eric

Jamen altså.. ferie igen.. 🙂
Det er så skønt at have sådan en tur at glæde sig til
Skønt at have noget at glæde sig til, selvom det ikke ligger lige om hjørnet. 🙂
Vi vil så bare ønske god tur – men det kommer jeg såmænd nok til at gøre igen, når I er ved at lette 🙂
Tak Ellen. Der er længe til, men når man kender terminen, kan man lige så godt sikre sig de billigste billetter i tide.
Jeg har samme oplevelse fra et marked ikke Siracusa, men Palermo, vikingernes by etc. – det har brændt sig ind i mit lille hoved (eller hvor man nu gemmer billeder 😉 ) – det var en trehjulet Vespa med mand og blomkål, og en solstråle borede sig ned mellem husene og ramte et blomkålshoved, og det får stadig mine tænder til at løbe i vand bare at tænke på det. Jeg var også i Siracusa og den gamle bydel, men fandt ikke markedet. Jeg vil dertil igen!
Men hvordan kan det gå sådan at KLM er billigere en Norwegian? Er N. ved at opdage, at de ikke må forære “sæderne” væk? 🙂
Italienske markeder bombarderer sanserne, og det er varer af en kvalitet, som er svær at opdrive herhjemme.
Jeg skal ikke kloge mig på flybilletternes prisdannelse, men jeg købte til knap 6500 for os begge, tur retur, og det synes jeg er okay. Det er en lang tur med 3 fly hver vej. Det kunne sikkert gøres lidt billigere med charter, men så skulle vi til Kbh. eller Billund, overnatte osv. På denne måde får vi det præcis, som vi vil ha’ det, og i den sidste ende bliver det næppe dyrere.
Mon ikke det opfindsomme består i at det samme er forskelligt fra gang til gang.
Sådan har vi det med Virgental. Ingen vandreture er ens og ingen gentagelse af en vandretur er som den sidste var.
God forventningsglæde.
Tak Jørgen. Både for det gode ønske og for beskrivelsen af opfindsomheden. 😉
Sikke nogle appetitlige appelsiner, du viser. De vidner om sommeren på varmere destinationer.
I gør klog i at bestille tidligt; en af fordelene er, at I så har længere tid at glæde jer i.
Siracusa for 5. gang, jamen hvorfor da ikke? I har jo fundet noget godt, så hvorfor ikke gentage det?
Appelsinerne er fra Siracusas vidunderlige marked, hvor man ikke kan se sig mæt.
Ja, eventyrlysten aftager lidt med årene, men den sidder alligevel et sted og prikker 🙂