Livet går sin stille gang på Leros, og helt symbolsk er mit ur gået i stå. Tempoet er suget ud af hverdagen og erstattet af langstrakt nydelse.
Nedfaldsfigner
Der er kun få støjkilder på Leros. Der er naboens hane, Galimatias, men han galer så ofte, at man vænner sig til det. Det samme gælder cikaderne.
Scooterne og motorcyklerne er dog ikke lydløse. Husene kravler op og ned ad skråninger, og da de fleste gader er smalle, er scooteren et praktisk transportmiddel.
Brug af styrthjelm må være forbudt, og kun turister trodser forbuddet.
Mange ældre kvinder er traditionelt klædt i sort kjole, og nogle mænd har bedekrans i hånden. Det klikker, når tomlen løber gennem perlerne i motorisk bøn.
Nogle dage starter med en frisk brise. Den kan lægge sig over middag, eller den kan fortsætte og svale behageligt, når solen stikker.
Figensæsonen er slut. Figentræer spirer villigt, og der er mange af dem. Hvor frugterne er faldet, er det som at gå i harpiks.
Leros er et fredeligt sted. Turisterne er forholdsvis få, man skal ikke løbe spidsrod mellem souvenirbutikker og plat.
De lokale lever deres liv, og man skal ikke blive forbavset over at se en præst med en kop kaffe, i snak med lokale på en af torvets fortovscaféer.
Der er mere end én café på torvet, og på den centrale kan man sidde i platantræernes skygge og betragte mændene, der spiller backgammon, og en af byens originaler, som sidder midt i det hele i den brændende sol.
Danskerkoloni og ny viden
To danskere er et par, 4 to par, 6 en flok og flere en stamme.
Når man har levet længe sammen som par, bliver megen kommunikation non-verbal. Man tyder de små tegn, som mellem to mennesker får særlig betydning, og behøver ikke nødvendigvis sige noget.
En strakt pegefinger, et løftet øjenbryn, et fastholdt blik, en dyb vejrtrækning kan have forskellig betydning alt efter sammenhængen.
Ofte behøver man bare sige: ”Skal vi …?” og den anden svarer: ”Mm”, og så gør man sig klar, til hvad det underforståede nu måtte være,
I fredags fik vi nye naboer. Danskere. Tre, ældre ægtepar rejser sammen, og de mødes på naboernes terrasse. Vi har ikke talt med dem, men de fortæller os alt.
De er ganske kultiverede og tager udstrakt hensyn til hinanden. Fx når morgenmaden indtages: ”Skal du have mere kaffe, Kirsten?” osv. (Kistens rigtige navn er redaktionen bekendt),
Det er også klart, at når 6 mennesker er sammen, er det nødvendigt at tale højere, end at sende et blik eller løfte et øjenbryn.
Og jeg har lært en masse. Før jeg kom til Leros, vidste jeg fx intet om campingpladser nær Sønderborg.
Nu ved jeg, at der er mindst én tostjernet campingplads, og at naturen er femstjernet. ”Åh ja, naturen!” – ”Naturen, ja!” skal man så sige.
Der er nu indtil flere afsnit af Spørg Charlie og Luksusfælden, jeg ikke behøver se, jeg har hørt nye vittigheder, og der er mindst to mulige forklaringer på, hvorfor Lars Løkkes undertænder ikke er så pæne.
Desværre har jeg glemt, hvad rødløg er godt imod.
Asyl i Pandeli Bay
Når det har stået på et par timer eller så, sker der som regel det, at vores blikke mødes. 4 øjenbryn løftes synkront, og så pakker vi sammen og går vores vej.
Vi går ned til Pandeli Bay og sætter os på caféen med det palmebladstækkede halvtag. Den unge, charmerende tjener (indehaver?) spørger: ”Two ouzo?” og vi svarer: ”Yes, please.”
Så kan man sidde ved havet og se lyset blive gyldent for senere at opsluges af den blå time, som hernede er en halv time.
I strandkanten sidder en ældre kvinde på en af caféens stole og fisker med snøre. Den unge, charmerende tjener går ned til hende, ruller snøren op og kaster den længere ud.
Han aer hende på nakkehåret og klapper hende på skulderen. Hun er nobelt klædt i hvidt, men fanger ikke til aftensmaden den dag.
/Eric
Relateret:
Haha… sådan nogle ferienaboer har vi også prøvet at have. De var endda kun to. De (konen) var så nysgerrig og vi fik hele hendes livshistorie allerede første dag, og hun fik intet til gengæld. Herefter undgik vi vores altan. Heldigvis er vi jo nærmest kun på hotellet, når vi sover og spiser morgenmad, så vi overlevede.
Virgental kan anbefales! I den smukke dal skal man være meget heldig for at høre dansk.
Her gør vi os altid klart at der kan være andre mennesker tilstede der kan dansk, så man skal være klar over hvad man siger, men det er ikke nødvendigvis moderne at være en smule afdæmpet.
Det drejer sig i bund og grund om at vise hensyn, og så er det hip som hap, hvilket sprog der tales.
Jeg er imponeret over, at I udholdt den sønderjyske stamme i et par timer – eller de er måske ikke sønderjyske, men kender bare campingpladserne? 😉
Nonverbal kommunikation er godt og praktisk. Jeg udøver det meget sammen med John …
Den der nabohane: Har du selv fundet på dens navn? Det er ret genialt.
Galimatias er mit navn ja, det var bare så oplagt 😉
Nu er jeg ingen doktor. Huggins, men jeg vil placere dem i det midtjyske og den ene af kvinderne med rod i det sjællandske. Før du bliver for imponeret af vores tålmodighed, skal du tænke på, at det ikke er helt uden underholdningsværdi at være fluen på væggen.
Sikke en masse information man kan tilegne sig uden at bidrage til samtalen, jeg er altså lidt nysgerrig på hvad rødløg er godt imod.. 🙂
I mange tilfælde er det rigtig godt at beherske nonverbal kommunikation.
Med nonverbal kommunikation kan man uden at rødme sige ting, man aldrig kunne få over sine læber 😉
Ja, det ærgrer også mig, det med rødløgene, men det var noget alvorligere end dårlig ånde …
Jo mere du fortæller om Leros, jo mere lyst får jeg til at komme der selv, på et tidspunkt hvor indkomsten er blevet “normaliseret”. Dit aftenbillede fra Pandeli Bay er betagende, sikke en fred.
Den nonverbale kommunikation mellem to mennesker, der kender hinanden virkelig god, er jo fascinerende. Tænk at nå dertil hvor man bare behøver løfte et øjenbryn og få svaret “mm”.
Der er rart på Leros. Helt så fredeligt som Telendos er det ikke, men lidt liv er ikke at foragte. 😎