Livet går sin stille gang på Leros, og helt symbolsk er mit ur gået i stå. Tempoet er suget ud af hverdagen og erstattet af langstrakt nydelse.
Nedfaldsfigner
Der er kun få støjkilder på Leros. Der er naboens hane, Galimatias, men han galer så ofte, at man vænner sig til det. Det samme gælder cikaderne.
Scooterne og motorcyklerne er dog ikke lydløse. Husene kravler op og ned ad skråninger, og da de fleste gader er smalle, er scooteren et praktisk transportmiddel.
Brug af styrthjelm må være forbudt, og kun turister trodser forbuddet.
Mange ældre kvinder er traditionelt klædt i sort kjole, og nogle mænd har bedekrans i hånden. Det klikker, når tomlen løber gennem perlerne i motorisk bøn.
Nogle dage starter med en frisk brise. Den kan lægge sig over middag, eller den kan fortsætte og svale behageligt, når solen stikker.
Figensæsonen er slut. Figentræer spirer villigt, og der er mange af dem. Hvor frugterne er faldet, er det som at gå i harpiks.
Leros er et fredeligt sted. Turisterne er forholdsvis få, man skal ikke løbe spidsrod mellem souvenirbutikker og plat.
De lokale lever deres liv, og man skal ikke blive forbavset over at se en præst med en kop kaffe, i snak med lokale på en af torvets fortovscaféer.
Der er mere end én café på torvet, og på den centrale kan man sidde i platantræernes skygge og betragte mændene, der spiller backgammon, og en af byens originaler, som sidder midt i det hele i den brændende sol.