Om at købe sandaler på den græske ø Leros.

Sålen på min højre sandal løsnede sig mandag som en stor flap. Det skete lige uden for supermarkedet, så vi gik ind og købte noget superlim.

Jeg gik på hælen op til torvecaféen, hvor vi bestilte kaffe, og jeg fik sålen limet fast igen. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at sålerne synger på sidste vers. Ikke pga. slid, men fordi gummiet er blevet sprødt – det revner og smuldrer.

Sandalerne er kun 20-30 år gamle, så det ligner ikke noget, men forretningen, hvor jeg købte dem, er for længst og helt fortjent ophørt med at eksistere, så jeg kan ikke adressere min utilfredshed. Det ville heller ikke hjælpe stort i den aktuelle situation, hvor jeg befinder mig fjernt fra Aalborg.

Til Lakki

I Leros’ septembervarme skal tæerne helst kunne ånde frit, så tirsdag formiddag tog jeg en taxi til Lakki. Jeg bad chaufføren om at sætte mig af ved en skoforretning, hvis der da var sådan en.

Han var ikke nogen ørn til engelsk, men forstod dog det med skoene, da jeg havde peget, og spurgte: ”Athletiko?”

Det benægtede jeg både smigret og forfærdet, og han stoppede, hvor der var hele tre forretninger. Han pegede og sagde: ”One, two, three.”

Turen kostede 10 euro. For få år siden var taksten den halve, men det var før Trump, Hormuzstrædet og den slags, eller måske ser jeg bare plukkemoden ud.

Butikkerne gjorde det nu mest i modetøj for kvinder, og de få sandaler, de havde, var bestemt også til kvinder.

Faret vild

Jeg gik i stedet ned mod havnen, hvor der ifølge Google Maps skulle være en skoforretning. Det vil sige: Jeg troede, at jeg gik ned mod havnen.

Efter ca. 15 varme minutter gik det op for mig, at jeg var faret vild. Jeg har normalt en god stedsans, men her måtte jeg bede Google Maps om hjælp. Solen bagte, og jeg blev strygetør.

På rette spor igen

Google Maps ledte mig på rette vej, og jeg gjorde holdt ved en forretning med sportstøj og andre motionsartikler. De havde sandaler, men det var noget plastikskrammel, og jeg søgte ikke det design, man humoristisk kalder sundhedssandaler.

Så jeg gik videre.

Uden for en forretning eller kontor nær havnen var der en skare sorte flygtninge med papirer i plastikchartekker.

Hvad det gik ud på, ved jeg ikke. Måske skal deres tilstedeværelse gen-registreres med mellemrum, måske skal de sende penge hjem til Afrika – hvad ved jeg.

I Panteli, Agia Marina og Platanos ser vi meget få flygtninge, men i Lakki er der åbenbart mange.

Gevinst

Skoforretningen nede ved havnen havde sørme sko til begge køn, og den havde også plastiksandaler i stil med dem, jeg havde set i sportsforretningen.

Netop som jeg var ved at give op, dukkede en moden dame op fra baglokalet. Hun talte glimrende engelsk, og da hun hørte, at jeg var på udkig efter sandaler, forstod hun intuitivt, at det skulle være sandaler af en anden kvalitet end dem på stativet.

Hun gik ud på lageret og vendte tilbage med et par sandaler i rimelig kvalitet. De var et nummer for store, men det kan de justerbare velcro-remme kompensere for, og da hun ikke havde sandalerne i min størrelse, vurderede jeg, at de gik an. Sammenlignet med danske sandalpriser synes jeg også, at 45 euro går an.

Jeg var stadig varm efter mit strejftog i Lakkis bagland, så da der var en café 15 meter fra skobutikken, brød jeg mit køb-ikke-amerikansk-princip og fik en iskold cola.

Ved nabobordet sad fire danske kvinder, men jeg gav mig ikke til kende. De kunne jo blive forlegne over, at en flue på fortovet havde hørt og forstået deres samtale. Af det, jeg havde hørt, havde de ikke noget at skamme sig over, men alligevel kan det være ubehageligt at føle sig overhørt, når man føler sig tryg i sin danske boble.

Colaen forsvandt hurtigere end isterningerne. Over for skobutikken ventede to taxier, og jeg blev kørt til Platanos’ taxiholdeplads for 8 euro. Det var 2 euro billigere end udturen, en forskel jeg ikke kan forklare med andet, end at det er et liberalt erhverv.

Jeg fik et par nye sandaler, skodamen fik solgt det sidste par i størrelse 44, og tæerne kan få luft resten af ferien. Et udmærket formiddagsresultat.