Danske fugle er så drikfældige, at ord og vendinger herom har vundet indpas i sproget, og når ordene således får vinger, er dansk en svær en.

Gæs bare bæller gåsevin, og svaler kæver svalebajere, men kun når der er varmt. Deraf mundheldet ”Én svalebajer gør ingen sommer”.

Mest fordrukne er dog alliker og høner (jævnfør ”fuld som en allike” og ”hønefuld”). Man skal dog ikke dømme hønerne for hårdt, for de kan ikke stå for tappehaner og brushaner.

Brushaner gør det i mousserende vine og er lidt eksklusive, hvorimod der over en kam er lukket for vandhaner. Hønerne gider dem ikke, for de er ynkelige, og så vander de høns. Nej, hønerne foretrækker en coq au vin.

Alligevel er det måske den gamle historie om, hvad der kom først, hønen eller ægget, for der er vel en grund til, at en lille flaske snaps kaldes en kylling.

Duer er nogle drukmåse. Dueunger får det ind med duemælken de første dage i livet, for voksne duer har hang til stærkere varer. Det er især vinduerne, som hånligt kaldes vippevinduer, når de har fået en ordentlig svingfjer på.

Duemælk er i øvrigt et sekret, som produceres i kråsen, mens fuglemælk er en flerårig løgplante. Det er mildest talt forvirrende, og Sprognævnet burde træde i karakter.

Nå, det var et sidespring, og for lige at afslutte det med fuglenes drikkeri er der altså en grund til, at de synger af fuld hals.

Næste afsnit vil måske handle om, hvordan fuglene også øver indflydelse på det kulinariske sprog med ord som fx ”kromad”.