Føtex har letvægtssko på tilbud. For kun 199 kr. får du en sko, du med garanti kan stå fast i. Størrelse 41 vejer nemlig 266 kg. Se selv:
Så er det ikke så væsentligt, om sålen er skridsikker.
Jeg er helt for det rummelige arbejdsmarked, hvor fx udviklingshæmmede også har en plads, men folk skal altså have opgaver, de magter.
Havearbejde og fysisk aktivitet i vedligeholdelsesgenren hører ikke til min foretrukne beskæftigelse. Det gør det altså bare ikke, men jeg har alligevel brugt det meste af dagen på at gøre terrassen sommerklar.
Sådan må man undertiden bringe ofre, og dette var nødvendigt for at kunne drive den af på terrassen resten af sommeren. Ovenpå kraftanstrengelsen ville jeg nyde et glas vin derude, beundre mit arbejde og byde foråret velkommen.
Kartonen med sydafrikansk hvidvin var købt på tilbud. Den stod i køleskabet og skulle bare åbnes. Det er nemt: Man åbner paplågen, trækker tutten ud og lukker lågen igen.
Men der var bare ingen tut. Er du klar over, hvor besværligt det er at åbne sådan en karton i toppen, så man kan komme ind til posen og vende den om, så tutten kommer om på den rigtige side? Det er meget besværligt, hvis man ikke vil flænse alt.
Og så er det, jeg tænker på det rummelige sydafrikanske arbejdsmarked. Ja, jeg ved ikke, hvordan man pakker vinposer i kartoner, men hvor svært kan det lige være at få tutten til at vende den rigtige vej?
Nu forstår jeg bedre, hvorfor vinen var på tilbud, og jeg håber, det passer, når de skriver ”Limited release” på kartonen.
Et beløb i rentefattig transit på Helles lønkonto tændte Bankens interesse, og hun blev inviteret til behagelig samtale i hovedsædet.
Arbejdspladsen tilbød engang en opsparingsordning, som Helle benyttede sig af, men dette medarbejdergode forsvandt som så meget andet i kølvandet på finanskrisen.
Beløbet var derfor i rentefattig transit på lønkontoen, og det bippede ind på Bankens finansielle radar. Computerne slår sikkert alarm, for kun lommesmerter gør mere ondt på finansfolk end midler, som ikke ”arbejder”.
Beløbet er ubetydeligt sammenlignet med fx bankdirektørens seneste lønstigning, men Helle blev alligevel ringet op af Banken, som inviterede til behagelig samtale i det marmorbeklædte hovedsæde.