Kategoriarkiv: IT & internet

Dovne Pareto-diagrammer

Jeg har en svaghed: Når jeg støder på noget, som er omstændeligt i Excel, vil jeg straks lave en makro, som gør det let.

Nu kunne jeg sige noget smart om, at dovenskab avler produktivitet, men den enkle sandhed er selvfølgelig, at nørden fornøjer sig med at finde ud af, hvordan det kan gøres.

Pareto-diagrammer i Excel er det seneste eksempel.

Pareto-diagrammer er et yndet visualiseringsværktøj i Lean Six Sigma. Søjlernes højde falder fra venstre mod højre, og samtidig viser en kurve den akkumulerede procent.

Tanken er at fremhæve de vigtigste faktorer, og det kan se således ud med nogle helt fiktive tal og undskyldninger for at komme for sent på arbejde:

Pareto-diagram

På nettet er der masser af vejledninger i, hvordan man laver Pareto-diagrammer, men da jeg havde prøvet én gang, tænkte jeg (lean & mean):

”Hvis en makro kan lave diagrammet på sekunder, hvad skal man så med 1001 vejledninger i, hvor besværligt det er at lave manuelt?”

Som sagt, så gjort, og resultatet findes på min nyeste side om VBA makroer i Excel.

Brugeren skal markere inputværdierne og vælge en startcelle til den sorterede tabel, så laves resten automatisk. Om data er i samme regneark som makroerne er ligegyldigt.

En anden af mine svagheder er, at jeg godt kan spotte de højeste søjler, selvom de står i vilkårlig rækkefølge, men sig det ikke til nogen.

/Eric

Betalte links og pagerank

For nogle dage siden fik jeg en mail fra Sky Media Group, som foreslog et samarbejde. I det følgende har jeg fjernet (nogle) navne og www-adresser:

**************

Hej hej,

Jag heter xxx och jag jobbar på Sky Media Group som

Hittade precis din snygga blogg och jag gillar den starkt. Mycket bra innehåll och snygga bilder, fortsätt så! Jag skulle vilja prata med dig angående ett samarbete.

Om det låter intressant så ser jag fram emot ett svar. Jag kommer då att förklara mer detaljerat vad vi vill göra för roligt samarbete med dig.

Ha en trevlig dag.

Med Vänlig Hälsningar,

xxx

**************

Jeg ignorerede henvendelsen, da den indeholdt for meget puddersukker og end ikke antydede, hvad samarbejdet skulle gå ud på. Da Sky Media Group er et SEO- og marketingfirma, havde jeg dog en anelse.

I dag kom der så en opfølgning, og da jeg forudså stof til et blogindlæg, svarede jeg:

**************

Hej xxx

Jo, jeg fik din mail, men tog den ikke seriøst, da der ikke stod noget konkret om, hvilket samarbejde I forestiller jer. Lidt fakta vil nok hjælpe 🙂

Mvh. Eric Bentzen

**************

Det resulterede i flg. svar:

**************

Hej Eric,

Ett samarbete med oss är väldigt enkelt och det tar inte mycket tid

Detta samarbete är för min klient zzz. Jag vill att du skriver en text med dina egna tankar, tips, förslag, ideér och erfarenheter som innehåller något om tak. Det kan handla om renovering, inredning eller en vara en beskrivning om ditt drömhus. Alltså behöver du inte ha några erfarenheter eller kunskaper om tak. Du får gärna använda bilder i inlägget.

Här har du några exempelinlägg att kika på för tips och inspiration:

(4 links til blogs fjernet)

Vad säger du? Vi kommer att betala dig 500 DKK. Betalning kan ske genom paypal alternativt banköverföring.

Med Vänliga Hälsningar,

xxx

**************

Bemærk det lille fif med PayPal, der mig bekendt ikke har pipeline til det danske skattevæsen.

Jeg besøgte de fire eksempelsider, som alle var ligegyldige blogindlæg om hustage, og så var der links til Sky Media Groups klient.

Så det går i al sin enkelhed ud på SEO, søgemaskineoptimering, og ikke ved at optimere indhold og kvalitet på klientens hjemmeside, men ved  købe links for at booste sidens pagerank.

Jeg takkede nej til xxx og anmeldte operationen til Google, der tager den slags ilde op.

Man kan mene meget om Google, men jeg giver dem ganske ret i, at man som bruger af søgemaskiner skal kunne stole på, at en høj rangering er fortjent og ikke betalt.

Alle med en hjemmeside vil da gerne stå øverst i Googles søgeresultater, men det skal sgu være pga. relevant indhold, og ikke fordi man har købt sig til ”linkjuice”.

Så må vi se, om xxx gillar min blog så starkt, at hun læser dette. Det er selvfølgelig synd, hvis Google blacklister tagfirmaet, og det har været uvidende om metoderne, men der er grænser for, hvor blåøjet man må være i denne verden.

/Eric

Fleksibel webdesign

Engang kunne man designe målfaste websider, som så ordentlige ud på alle computerskærme, men sådan er det desværre ikke mere.

MobilbrowserDen tid er næppe fjern, hvor en skærm kan implanteres i håndfladen, skønt det ikke vil gøre den store forskel for mange smartphone-brugere.

Men hvad jeg tænker om at se panorama­­billeder på en 320 pixels bred smal skærm er irrelevant; smartphones og tablets i alle mulige og især umulige størrelser er kommet for at blive.

Og da jeg kan se, at også mine sider tilgås af folk, der ikke har råd til en skærm af anstændig størrelse, har jeg overgivet mig til “responsive webdesign”.

Det går ud på at designe sine websider, så de ser nogenlunde lige dårlige ud på alle skærmstørrelser.

På bloggen er det nemt; der bruger jeg et plugin, som detekterer mobilenheder og indretter udseendet derefter. Godt ser det ikke ud, men det kan da læses.

På alle mine ”almindelige” websider med jomfruelig HTML er det ikke så ligetil.

Man kan sylte siderne ind i javascript o.l., som detekterer, hvilket legetøj læseren benytter, og så bruge målrettede stylesheets, men det er skruen uden ende, for der er mange dimser derude, og der kommer flere til.

Nej, løsningen må være ”responsive webdesign”. ”Lydhør webdesign” lyder fjollet, så jeg foretrækker ”fleksibel”. Ét design til alle formater, ét sæt HTML-kode, ét stylesheet.

Siderne skal skrues sammen, så elementerne flydende kan flytte sig for hinanden, man skal skalere med relative størrelser som procenter i stedet for pixels, man skal definere maks- og minimumsstørrelser og meget andet.

Det er slet ikke så ligetil, og det kræver, at man går på kompromis med nogle ting – det er umuligt at få tingene til at se godt ud på alle skærmstørrelser.

Jeg har nu redesignet mine faktasider for rejsemål, fx Fakta om Sicilien, så de fungerer bare så nogenlunde. Man kan prøve at gøre browservinduet mindre og så genopfriske (F5) for at få Google til at finde et annonceformat, der passer til den nye størrelse.

Nu mangler jeg bare at redesigne nogle tusinde andre sider fra bunden, og når det er gjort, har jeg sikkert lært så meget, at jeg utilfreds starter forfra.

Hvis du keder dig, så få en hjemmeside.