Kategoriarkiv: IT & internet

Hvorfor skrive selv når man kan kopiere?

I går opdagede jeg igen, at teksten på en af mine websider var blevet kopieret råt. Er det virkelig så svært at plagiere kreativt?

Kan det virkelig passe, at folk ikke kender begrebet ”ophavsret,” eller er de bare ligeglade?

Når jeg kan se i logfilerne, at nogen linker til et billede på en af mine websider, ved jeg, at jeg har fundet endnu en snylter på min båndbredde.

Det er ret udbredt, at folk ser et billede, de kan bruge, og lægger det på deres egen webside med link til billedets originale adresse. Så kan jeg forsyne snylteren med både billede og båndbredde. Sådanne links kaldes hot-links.

Jeg spottede et nyt hot-link i går, men til min overraskelse var det ikke bare et hot-link, nej stort set hele siden var kopieret fra en af mine rejsesider og uden formildende kildeangivelse.

Jeg skrev til vedkommende:

Hej

Din side om […], http://xxx.blogspot.dk/xxx.html, er direkte kopi af min side: [xxx].htm.

Du krænker dermed min ophavsret, og jeg vil bede dig slette/fjerne indholdet omgående. Hvis det ikke sker, vil jeg rapportere det til blogspot.dk, der har krystalklare regler for den slags.

Eric Bentzen

Samme aften modtog jeg en mail fra bloggeren:

Jo det kan jeg da godt, vidste ikke det var en personlig side, det må du undskylde…

Den er slettet…

Indholdet er slettet, og undskyldningen accepteret, men jeg undrer mig såre. Som om det gør en forskel, at det er en ”personlig side”.

En djævel for i mig – er der mon andre derude? Jeg kopierede en stump af teksten og spurgte Google, og minsandten: Et af landets største rejsebureauer har et længere uddrag af min tekst på en af deres sider. Igen uden kildeangivelse.

Det drejer sig om en speciel tur i samarbejde med en højskole, og mit gæt er, at højskolefolkene står bag den kreative brug af copy og paste. Lad os se, hvad bureauet svarer på min mail, når de møder efter weekenden.

Jeg forbeholder mig retten til at være forarget. Det er så plat at kopiere. Hvis man ikke vil skrive selv, kan man da i det mindste plagiere lidt kreativt.

P.S. Jeg har anonymiseret URL’erne, da det ellers ville være nemt at finde frem til dem, der har kopieret, og jeg ønsker ikke at hænge nogen ud. I hvert fald ikke endnu. 😎

 

Lost in space!

Mange læsere af bloggen har i dag fået at vide, at de var ’lost in space!’ når de forsøgte at åbne en side. Jeg beklager – det var et kiks.

UFO

Siden med den flyvende tallerken og ”You’re lost in space!” er siden, mine gæster får vist, når de beder om en side, som ikke eksisterer. Det er lidt sjovere end en ERROR 404, og har du ikke set siden, så indtast fx: sitestory.dk/fisk i browserens adressefelt.

Serverens logfil fortæller, at rigtig mange har været en tur i rummet i dag. Det beklager jeg meget, for det skyldtes en fejl fra min side.

I går valgte jeg en anden struktur på bloggens ”permalinks,” dvs. de ”dæknavne” siderne får i stedet for krimskrams og et nummer, og det gik åbenbart galt.

Jeg troede, det var en formssag, og at WordPress lydigt ville servere med sølvtøj og vaske op bagefter, men det var det åbenbart ikke. Nu fungerer tingene igen.

Så ro på: Hackerne er ikke brudt ind i mit nye Fort Knox. De banker på som så mange andre steder, men under overvågning, og vores udsendte rapporterer, at de har blodige knoer.

Nej, det var såmænd bare mig (eller WordPress), der havde kludret, og jeg beklager, hvis du gik forgæves i dag eller i går aftes.

 

Om at programmere i Excel med VBA

Kan andre gøre brug af det, man har lært, er det helt fint. Det er bl.a. den slags, der har gjort Internet til en revolution af vidensformidling.

En læser af mine sider om Excel VBA spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med at skjule rækker i et regneark. Det skulle ske ud fra nogle bestemte kriterier.

Det var forholdsvis enkelt, når man ved hvordan, så jeg kunne hurtigt strikke et forslag sammen, som jeg tror, hun kan bruge.

Det med at skjule rækker eller kolonner er ikke noget, jeg selv har gjort brug af, men en søgning på nettet viste, at mange spørger om netop dette emne.

”Hvordan kan jeg skjule rækker eller kolonner med en makro, hvis sådan og sådan…”

Når så mange spørger, og løsningsforslagene (skønt velmente) ofte er af ringe kvalitet, er det et oplagt emne at tage op, så jeg lavede en side med forskellige eksempler. Der er også et regneark, man kan downloade.

Jeg er nok mere end almindelig nørdet, for det morer mig at løse den slags opgaver, og så er det ikke utilfredsstillende, at siderne om programmering i Excel er velbesøgte.

Hvis man som jeg arbejder meget med Excel på jobbet, er det særdeles tilfredsstillende at kunne automatisere rutineopgaver eller komplekse operationer, og efterhånden som man lærer hvordan, bliver det sjovt at finde nye veje til at gøre det endnu mere effektivt.

Og kan andre gøre brug af det, man har lært, er det bare helt fint. Det er bl.a. den slags deling, der har gjort Internet til en revolution af vidensformidlingen.

Du ved noget, og jeg ved noget, og når viden bliver tilgængelig, er det ret fascinerende at tænke på, hvad det kan føre til.