Kategoriarkiv: IT & internet

Installation af software på netbook uden CD-drev

De små netbooks har ikke CD- eller DVD-drev, men man kan alligevel installere programmer på flere måder, fx via netværk eller eksternt drev.

Jeg vil have den lille netbook med på ferien og vil gerne kunne overføre fotos fra kameraet direkte til harddisken, men det kræver, at kameraets software installeres.

Jeg fandt CD’en og kopierede den over på en ekstern harddisk, som jeg tilsluttede den lille bærbare. Installationen gik også fint i starten, men så var der en fil, der ikke kunne læses, og det gik i fisk.

Læs resten →

Virtuel spadseretur i Siracusa

Jeg har lige været på Sicilien for at spadsere i Siracusas gamle bydel på øen Ortigia – altså en virtuel spadseretur med Googles Street View.

Gade i Siracusa

Gade i Siracusa (2008)

Først om et par uger kan vi spadsere rigtigt, og så kan vi også komme ind i de smalle stræder og gyder, hvor Googles fotobil ikke kunne køre, fx i Via Salomone hvor vi skal bo i en spøjs treetagers lejlighed (”bilo 13”) med en lille tagterrasse.

Det er på Ortigias sydspids mindre end 150 meter fra Fonte Aretusa, ferskvandskilden, som måske betød noget for, at grækerne grundlagde Siracusa netop her i år 734 f.v.t.

Går man ind på Google Maps, starter man Street View ved at klikke på den lille gule mand eller trække ham ind på kortet. Så kan man bevæge sig rundt i gaderne og få et visuelt indtryk af kvarteret, finde forretninger, restauranter og hvad ved jeg.

Som i andre middelalderbyer er der dårlig plads til bilerne, så fodgængere må suge maven ind; men det ser rigtig hyggeligt ud, og det var også det indtryk, vi fik i 2008, da vi tilbragte nogle få timer i byen.

På en virtuel spadseretur mister man let orienteringen, men så kan man bare hoppe tilbage til kortet og få overblikket. Det er altså ret smart!

Nå, jeg er ved at være småsulten, så jeg vil gå en ny lille tur i Siracusa. Det må være muligt at finde det gode spaghetteria, Do Scogghiu, hvor vi spiste frokost i 2008…

 

Bloggens forside viser ikke nye indlæg

IT er et reservoir, som konstant fyldes med nye sorger: Pludselig viser min WordPress-blog ikke det nyeste indlæg på forsiden.

Wordpress logoLæsere ser den sidst gemte kopi af forsiden og ikke den nyeste version med det (de) nyeste indlæg. Først når man genopfrisker siden (trykker F5), sker der noget. Jeg har hørt det fra andre, og jeg har oplevet det selv. Sådan har det aldrig været før.

Det skete fra den ene dag til den anden (17. eller 18. februar). Da jeg ikke har lavet noget om på opsætningen af WordPress, må problemet være på serversiden, og jeg har derfor kontaktet min udbyder.

Jeg har ikke meget forstand på de dele, men når browseren viser den sidst gemte (cachede) kopi af siden, må det være fordi, den ikke får at vide, at der er en nyere version – eller noget i den dur.

Browseren gemmer normalt en kopi af de sider, man besøger, og det sparer jo både tid og båndbredde at hive siden frem fra harddisken, hvis den ikke er ændret, men det er jo det, den er!

Det kan selvfølgelig også være noget med, at serveren stikker læseren en kopi for at spare tid og arbejde med at slå op i databasen, og hvis denne kopi af en eller anden grund ikke opdateres…

Ja, hvad ved jeg. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skriver dette. Hvis ingen ser det, får jeg jo hverken medlidenhed eller trøst.

IT er et reservoir, som konstant fyldes med nye sorger.